Annonce
Indland

Gravrøverier på kirkegårde: De har trådt på det allerhelligste

Arkivfoto

Dorthe Heimbürgers afdøde mands grav blev berøvet efter familien havde lagt blomster på hans fødselsdag.

Esbjerg: Jan Heimbürger ville være fyldt 48 år den 9.august i år, hvis han havde levet. På hans gravsted på Gormsgade Kirkegård i Esbjerg ligger flere små gaver i form af lamper, blomster og en lille stenskulptur af en kat.

Han og konen Dorthe havde to katte sammen, da han levede, og nu passer skulpturen på ham i døden.På Jans fødselsdag lagde enken Dorthe Heimbürger to store blomsterbuketter på graven. Men da hun kom og kiggede til gravstedet et par uger senere, var blomsterne, en solcellelampe og katteskulpturen væk. Nogen havde stjålet det.

- Jeg blev rasende og rigtig ked af det. Man skal gennem en hæk og over gruset for at komme ind til gravstedet. Nogen havde trådt på det allerhelligste og trådt på mig, siger Dorthe Heimbürger til DR Syd.

Gravrøveri er ikke en sjældenhed på danske kirkegårde, oplyser formanden for Foreningen for Danske Kirkegårdsledere, Jens Zorn Thorsen.- Det sker desværre fra tid til anden, og vi tager det meget alvorligt, når en kunde oplever tyveri, siger han. Men det er svært at gøre noget ved røverierne, da der kun er personale på kirkegårdene i dagtimerne.

- Vi tager en grundig snak med kunden og holder derefter øje med området. Gartnerne på kirkegården kender jo som regel til dem, som færdes der til dagligt, siger han til DR Syd.

Dorthe Heimbürger lavede et facebookopslag i håb om, at man måske kunne få tingene tilbage. Det er blevet delt flittigt, og andre har haft lignende oplevelser, afslører kommentarsporet.

Hun håber, at særligt én person får øje på opslaget.

- Hvis jeg skulle sige noget til dem, der har gjort det, skulle det være: "Tænk dig om og læg det tilbage", siger hun til DR Syd. Muligheden for at mindes sine kære ved at besøge gravstedet og lægge gaver eller blomster betyder meget for mange, der har mistet. Derfor synes Dorthe Heimbürger også, at det er ærgerligt, at hun nu er tvivl om, om hun kan blive ved med det.

- Jeg tænker meget over, om jeg tør stille et lille pyntet juletræ herud til Jan til jul, som vi plejer. Det er vigtigt for os at gøre det, for han er stadig en del af familien. Sådan skal det jo ikke være, fortæller hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce