Annonce
Esbjerg Energy

Grayson Downing kommer med spilleglæde og optimisme: Stjernespiller med god karma

Grayson Downing har scoret fire gange i sine ni kampe for Esnbjerg Energy - et af dem i udekampen 12. november mod tirsdagens modstander, Herlev. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Grayson Downing er endelig helt klar, og selv om han har været både utålmodig og frustreret over at sidde ude, har han ikke tænkt sig at tage det med ind på isen. Den slags smitter nemlig, som han siger.

Esbjerg Energy: Det var en ganske særlig træningsaften i Esbjerg Energy.

På den gode måde.

Som noget helt usædvanligt i denne sæson var samtlige spillere i truppen nemlig på isen – blandt dem også stjernespilleren Grayson Downing.

Spilleren, der før denne sæson kom til Esbjerg og så så lovende ud, men som siden har holdt til så lidt. Sølle ni kampe har den 27-årige canadier spillet for sin nye klub, skader har for ham været en langt hårdere modstandere end de øvrige otte hold i isligaen.

Men nu er han klar.

Som træner Mark Pederson sagde efter 55 minutter på isen mandag aften.

- Han skøjter stadig, det er et godt tegn.

Annonce

Optakt

Ishockey

Isligaen

19.00

Esbjerg Energy-Herlev

Esbjerg Energy trup

Jonas Torbensen er som den eneste ikke klar.

JV tipper

5-2

Det gør ondt at sidde ude

Kort efter skøjtede han så af isen, ikke for at hvile sig, men for at fortælle avisen, hvordan han har oplevet sin første tid i Esbjerg.

- Frustreret og utålmodig er nok de rigtige ord at sætte på det, mener han og uddyber:

- Frustrationen er slem nok, når man ikke kan spille, men det er langt værre, når det går holdet dårligt. Når det går godt, kan man også som skadet spiller deltage i den gode stemning i omklædningsrummet, men når det går dårligt, kan man intet gøre for at gøre stemningen god, det er frustrerende, forklarer Grayson Downing, der også har fået et lille stik i maveregionen, når han som tilskuer har set fans forlade hallen før tid.

- Det gør ondt på mig. Forleden var vi bagud 3-0, og så begyndte tilskuerne at gå hjem, det lægger man ekstra meget mærke til, når man sidder uden for. Det gjorde mig ondt på holdets vegne, siger Grayson Downing.

Skaderne hænger sammen

Og den slags oplevelser har så også gjort utålmodigheden og iveren efter at komme til at bidrage så meget større. Forståelig nok.

Grayson Downing kom til Europa og Esbjerg for at vise sig frem, men det har skader altså gjort stort set umuligt. Han indledte sæsonen med at sidde udenfor, havde så en kort periode på is, inden det gik galt igen. Skaderne har i et eller andet omfang været relateret til hinanden.

- Sådan er det tit. Når man har ondt i en finger, kan man også få ondt i hånden og så i armen. Man har det med at kompensere, og så går det galt andre steder. Hjernen og hjertet siger, at man er klar, men kroppen siger noget andet, forklarer han, men bedyrer så, at skaderne nu er et afsluttet kapitel.

- Jeg har været på isen i godt og vel en uge nu og føler mig rigtig godt tilpas. Både fysisk og mentalt. Jeg føler mig virkelig klar, og selv om der jo ikke er nogen garanti for, at jeg ikke bliver skadet igen, føler jeg mig stærk og sikker på, at jeg kan spille sæsonen færdig nu, siger Grayson Downing.

Vi skal tro på det

Det har han så tænkt sig at vise. Fortrængt er al frustration og utålmodighed – og mulig tvivl på egne evner, egen fysik og holdets muligheder spiller heller ikke nogen rolle mere. I hvert fald ikke udadtil.

- Sporten er nådesløs, når det gælder kropssprog. Hvis du viser den mindste tvivl eller frustration, smitter det negativt af på dine holdkammerater, og samtidig giver det modstanderen noget ekstra energi. Der er ingen tvivl om, at vi lige nu har mistet noget af vores ”swagger”, men det skal vi finde igen sammen, og vi skal vise, at vi tror på hinanden, siger Grayson Downing, der ikke tvivler et øjeblik på, at Esbjerg Energy trods svingende resultater på det seneste har det, der skal til for at gå hele vejen.

- Vi skal tro på. Jeg havde engang en træner, der sagde det helt rigtigt – hvis du ikke tror på dig selv, hvordan skal andre så gøre det? Vi skal tro på det, vi skal jagte de gode resultater, og jeg tror på, at vi har en gruppe, der kan udrette noget stort, siger han og uddyber på ægte canadisk manér, at intet hold endnu er blevet mester ved at spille godt i januar. Og intet hold har endnu mistet alt ved at spille dårligt i januar.

- Kig på St. Louis Blues i NHL. De lå sidst i starten af januar sidste år, de endte med at vinde Stanley Cup. Vi har haft en lidt svær periode, men nu er alle mand klar, så nu skal vi ramme en stime af gode resultater, og det starter tirsdag aften, siger Grayson Downing.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce