Annonce
Esbjerg

Greenpeace i vild aktion i Nordsøen: Aktivister svømmer til olieplatform

Her ses den danske Greenpeace-aktivist Ida Marie i vandet i Nordsøen. Sammen med andre aktivister er hun tirsdag morgen svømmet fra skibet Rainbow Warrior til olieplatformen Dan Bravo. Aktionen sker i protest mod planerne om den såkaldte 8. udbudsrunde. Foto: Andrew McConnell / Greenpeace
Greenpeace har tidligt tirsdag morgen søsat en aktion i Nordsøen mod den danske olieproduktion. Fire svømmere fra skibet Rainbow Warrior er svømmet til olieplatformen Dan Bravo.
Annonce

Esbjerg: For kort tid siden forlod fire klimaaktivister Greenpeace-sejlskibet Rainbow Warrior, der lige nu befinder sig ved det olieproducerende Dan-felt i den danske del af Nordsøen.

Det oplyser Greenpeace i en pressemeddelelse tirsdag morgen.

De fire begav sig derefter ud på en udfordrende 500 meter lang svømmetur med kurs mod olieplatformen Dan Bravo, der ligger cirka 210 km vest for Esbjerg. Det var her, den første dråbe olie blev hevet op af den danske undergrund i 1972, og herfra kræver aktivisterne nu, at afviklingen sættes i gang. Først med et stop for ny oliejagt, siden med den hurtigst mulige udfasning af produktionen og en storstilet udbygning af havvind.

8. udbudsrunde

Den 8. Udbudsrunde, hvor selskaber kan ansøge om tilladelse til at efterforske og udvinde ny olie og gas i den danske del af Nordsøen, åbnede i juni 2018. I alt fire selskaber har ansøgt om fem licenser til at lede efter og hente fossile brændsler op fra endnu uudforskede områder under havbunden – potentielt helt frem til 2060. Det er nu op til regeringen og folketinget, at beslutte om tilladelserne bør gives.

Netop beslutningen om, hvorvidt der skal gives tilladelse til ny olie- og gasefterforskning i Nordsøen, i form af den såkaldte 8. udbudsrunde, har regeringen udskudt i over et år, og nu har aktivisterne mistet tålmodigheden.

- Jeg svømmer i dag for at vise politikerne, at jeg og mange andre ikke mener, Danmark kan sole sig i at være et grønt foregangsland, hvis vi ikke er modige nok til vise vejen og stoppe med at lede efter nye fossile brændsler, udtaler 21-årige Ida Marie Olsen, der er en af de fire aktivister, der deltager i aktionen.

Tidligt tirsdag morgen gik Greenpeace i aktion i Nordsøen og sendte svømmere fra skibet Rainbow Warrior til Dan Bravo-platformen. Foto: Andrew McConnell / Greenpeace

- Det burde være så ligetil at træffe den her beslutning, men det er ikke sket endnu, og derfor er jeg taget herud som repræsentant for de mange danskere, der på grund af corona ikke kan gå i gaderne. Vi er mange, der er klar til at begynde vejen væk fra olie, og som forventer, at politikerne lægger en plan med det samme, fortsætter hun.

Annonce

Følg aktionen live

De fire aktivister håber, at de ved at skubbe deres egne grænser og svømme til en olieplatform hundredvis af kilometer fra land, vil inspirere regeringen og politikerne til også at vise det mod, det kræver, at sætte foden ned overfor olieselskaberne. De håber også, at den kan sætte et tiltrængt spot på den olie- og gasproduktion, som finder sted på de 55 platforme i den danske del af Nordsøen, og som gør Danmark til en af EU's største producenter.


Ved at sige nej til ny oliejagt kan et af verdens rigeste lande sende et kraftigt signal til omverdenen om, at vi tager Parisaftalen alvorligt og respekterer klimavidenskaben.

Sune Scheller, kampagneleder for hav og olie, Greenpeace


Svømmerne er de eneste, der kan komme tættere end 500 meter på Dan Bravo-platformen, der ligesom alle andre danske platforme er omgivet af en eksklusionszone, der forbyder fartøjer at nærme sig.

Med sig har de det fornødne udstyr og forsyninger til flere dage. De har også to smartphones i godkendte sikkerhedsbokse, så de kan kommunikere med omverdenen live fra aktionen.

Svømmeturen kan følges live på Facebook: https://act.gp/fossilsorfuture

For at sikre sig mod coronasmitte er aktivisterne og alle om bord på Rainbow Warrior testet negative og har været i mindst 7 dages isolation. Aktivisterne har været på en lokation ved Limfjorden, hvor de har trænet til svømmeturen.

- Danmark har lige nu en enestående chance for at gå fra at være en del af problemet til at blive en del af løsningen. Ved at sige nej til ny oliejagt kan et af verdens rigeste lande sende et kraftigt signal til omverdenen om, at vi tager Parisaftalen alvorligt og respekterer klimavidenskaben, udtaler kampagneleder for hav og olie, Sune Scheller i pressemeddelelsen.

Greenpeace i aktion i Nordsøen i protest mod 8. udbudsrunde, Foto: Andrew McConnell / Greenpeace
De fire svømmere på vej mod Dan Bravo. Foto: Andrew McConnell / Greenpeace

Onsdag morgen talte Radio4 med Sune Scheller, der er kampagneleder i Greenpeace og en af de aktivister, der har besat boreplatformen. Lyt til indslaget herunder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: USA's topekspert tror på effektiv vaccine mod corona i december

Esbjerg

Coronaen lagde dæmper på Knæk Cancer i Esbjerg:: Færre mødte op på Tobakken til Tænd Et Lys-ceremonien

Annonce