Annonce
Indland

Greta Thunberg: Klimaet skal behandles som en nødsituation

Claus Bech/Ritzau Scanpix
Det er vildt, at børn skal ofre skolegang for at minde voksne om klimaproblemer, siger svensk klimaaktivist.

Der skal tales med større alvorsord om klimaet. Men ord alene er ikke nok, der skal handling bag.

Det siger den svenske klimaaktivist Greta Thunberg i en tale til arrangementet Folkets Klimamarch.

- Vi skal behandle en nødsituation som en nødsituation. Vi skal tænke helt anderledes, siger Greta Thunberg.

Arrangementet afholdes lørdag i 12 byer over hele landet. Her er flere tusinde mødt frem for at råbe op om deres bekymringer for global opvarmning.

16-årige Greta Thunberg er på under et år blevet en kendt klimaaktivist og et idol for unge over hele verden. 20. august 2018 begyndte hun at tage fri fra skole for at demonstrere foran Riksdagen i Sveriges hovedstad, Stockholm.

Og flere unge er hoppet med på vognen.

- Det er helt vildt, at tingene er gået så vidt, at børn føler, at de må ofre deres uddannelse for at kompensere for passiviteten hos statsledere og voksne, siger hun.

Hun opfordrer til, at der sættes et grønt aftryk på det kommende folketingsvalg og europaparlamentsvalg.

- Det vi gør i EU, har enorm indflydelse på fremtidens levevilkår på planeten, siger Greta Thunberg med henvisning til, at EU's cirka 580 millioner borgere bruger 20 procent af verdens ressourcer.

- Hvis EU for alvor besluttede at se den igangværende klimanødsituation i øjnene, ville det have en enorm global effekt, siger hun.

Greta Thunberg brugte også lejligheden til at kritisere de mål, som Københavns Kommune har sat om at være en CO2-neutral by i 2025.

For det er "smukke ord", siger hun. Men:

- Hvis det at være CO2-neutrale i 2025 ikke inkluderer transport, shopping, fødevarer, luftfart og skibsfart, betyder det ikke særlig meget.

Klimamarchen har været holdt flere gange siden 2015. Senest i september sidste år, hvor 15.000 mennesker deltog alene i København.

Inden lørdagens march havde arrangørerne forudset, at antallet af deltagere ville blive fordoblet, særligt på grund af Greta Thunberg.

Det fortæller Amalie Lund Madsen, der er talsperson for Folkets Klimamarch, og opfordrer samtidig de danske politikere til at lytte.

- Hun er jo ikke bare en 16-årig pige, selv om hun er det. Hun er også et talerør for hele bevægelsen, siger hun.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fodbold

Tips og tv: Superligaens 13. runde

Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce