Annonce
Billund

Grindsted Sejlklub bliver nødt til at lukke: Billund Kommune forbyder sejlads med joller på den forurenede Engsø

Joller med sejl risikerer at rode op i bunden med deres master, når de kæntrer. Derfor forbyder Billund Kommune nu den type sejlads på Engsøen. Arkivfoto: Joan Karlsen
Sejlads med joller kommer nu på listen over forbudte aktiviteter på den forurenede Engsø i Grindsted. Det betyder, at byens sejlklub lukker.

Grindsted: Billund Kommune kommer fremover til at forbyde sejlads med joller på Engsøen i Grindsted.

Årsagen er, at der er kommet en ny anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed angående sejlads på søen. Her påpeger de en potentiel sundhedsrisiko for joller.

- Styrelsen for Patientsikkerhed siger, at søen ikke er så dyb. Når jollerne vælter, risikerer man dermed, at deres master pærer op i bunden, hvor forureningen ligger. Derfor har vi taget beslutning om at forbyde sejlads med joller ud fra anbefalingerne fra styrelsen, forklarer Ib Kristensen (V), borgmester i Billund Kommune.

Annonce

Engsøen i Grindsted

Grindsted Engsø er en kunstig sø anlagt i 1971-1972 i et tidligere engområde i Grindsted Ådal i den vestlige del af byen. Søen er på cirka 30 ha, og har en gennemsnitsdybde på cirka 1 meter.

Søen fungerede indtil 1998 som renseanlæg for overfladevand og lettere forurenet spildevand fra det tidligere Grindstedværket. Det medførte, at der er aflejret store mængder tungmetaller herunder kviksølv i bundsedimentet.

I 1997 ophørte tilledningen af spildevand, og der er siden kun tilført grundvand og åvand til søen.

Forbud mod mange aktiviteter

Forbuddet kommer kun til at gælde sejlads med joller, og altså ikke for eksempel kanoer eller kajakker.

- Når kanoer eller kajakker vipper i vandet, roder de ikke op i bunden, tilføjer borgmesteren.

Der har længe været forbud mod sejlads med motor, badning i søen og mod at spise fisk fra søen, da bundslammet blandt andet er fyldt af kviksølv.

Ved de aktiviteter er der stor risiko for, at der rodes der op i bunden. Det gør, at kviksølvet blander sig med det iltede vand og omdannes methylkviksølv, som er særdeles sundhedsskadeligt for både mennesker og dyr.

Ro- og kajakklub fortsætter

Beslutningen får store konsekvenser for Grindsted Sejlklub, som har eksisteret, siden Engsøen blev anlagt i 1972.

Alle aktiviteter i Grindsted Sejlklub har været midlertidig sat på pause siden sommeren sidste år netop af frygt for sundhedsrisikoen ved at sejle på søen, og fordi man afventede svar fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ifølge DR Trekanten betyder forbuddet, at foreningen nu lukker helt ned.

- Det er smaddersynd for byen og for de unge mennesker, at der ikke er mulighed for at sejle længere, siger Jane Ladegaard, kasserer i foreningen, til DR Trekanten.

Forbuddet omfatter til gengæld ikke aktiviteterne i Grindsted Ro- og Kajakklub, og til DR oplyser formand Michael Ebbesen, at klubben vil fortsætte med at sejle på Engsøen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce