x
Annonce
Sport

Grindsted vandt to DM-guldmedaljer i boksning

Tre medaljer - to af guld og en af sølv. Det blev resultatet, da Bokseklubben Grindsted Atletklub i weekenden var til danske mesterskaber. Leutrim Muli og Nik Møller Nielsen vandt guld, mens Christian Bjørn vandt sølv. Privatfoto
To danske mestre og en enkelt sølvmedalje i U17-rækken. Det var, hvad Bokseklubben Grindsted Atletklub fik med hjem, da der i weekenden var danske mesterskaber i boksning.

Grindsted: To af Bokseklubben Grindsted Atletklubs boksere kunne tage hjem fra weekendens danske mesterskaber i Jyllinge med guldmedaljer om halsen.

Begge guldmedaljer blev hevet hjem i U17-rækken, hvor Nik Møller Nielsen vandt finalen i letvægt, mens Leutrim Muli tog sejren i weltervægt. Til gengæld lykkedes det ikke for Christian Bjørn at snuppe sejren i fluevægt, da han tabte sin finale og derfor måtte nøjes med en sølvmedalje.

- Både Nik Møller Nielsen og Leutrim Muli vandt deres finaler overbevisende, men Christian Bjørn tabte en rigtig kneben finale til en modstander fra Hinnerup. Det var en tæt kamp, fortæller Jørgen Hede Jensen, der er formand for Bokseklubben Grindsted Atletklub.

Annonce
Leutrim Muli (i blåt) vandt i weekenden DM-guld for U17-boksere. Det samme gjorde Nik Møller Nielsen, mens Christian Bjørn tabte sin DM-finale. Arkivfoto: Alex Hermann

Missede DM-guld på vægten

Grindsted AK havde faktisk alle tiders chance for at få en dansk mester for eliteboksere, da Martin Egebæk var eneste tilmeldte bokser i fluevægt - vægtklassen, hvor man højst må veje 52 kilo. Han troede ikke, han kunne blive dansk mester, da han kun havde bokset to kampe i indeværende sæson, men det kunne han, hvis han blot klarede vægten. Det var han ikke forberedt på, og derfor var der for mange gram på sidebenene.

- Han kom ikke på vægten, for han havde for kort tid til at komme ned i 52 kilo. Dermed kom han ikke til at blive dansk mester i den vægtklasse, siger Jørgen Hede Jensen.

Kian Møller Nielsen stillede til start i 69 kilo-klassen for eliteboksere, men han tabte sin indledende kamp.

- Jeg havde da håbet på, at Kian kunne have nået en finale, men det lykkedes ikke. Han var der ikke på selve dagen, så derfor kom han ikke videre. Havde han bokset op til sit bedste, kunne han godt have nået længere, siger Jørgen Hede Jensen.

Grindsted-aktier i guldmedalje

Til gengæld lykkedes det Nikki Møller Nielsen, der har fået sin bokseopdragelse i Grindsted, at vinde guld i mellemvægt - op til 75 kilo.

Nikki Møller Nielsen skiftede før sæsonen fra Grindsted til Vejle-klubben BK Wedala, og han kan nu igen kalde sig dansk mester.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce