Annonce
Billund

Grindsteds fodbolddrenge brændte meget - men vandt alligevel 7-0

Der var ingen spænding om resultatet, da Grindsted GIF fredag aften spillede mod Andrup i serie 2 og vandt med hele 7-0. Arkivfoto: René Lind Gammelmark.
Grindsted GIF ligger nu helt i toppen af serie 2 og spiller derfor med om oprykningen til fodboldens serie 1.
Annonce

Grindsted: For anden kamp i træk kunne Grindsted GIF's bedste fodboldherrer forlade banen med en særdeles komfortabel sejr, da holdet fredag aften kørte en tur mod vest for at spille mod Andrup IF.

Da de 90 minutter var gået, havde Grindsted sikret sig en sejr på hele 7-0. Det var dog ikke nok til at få træner Christian Thorne helt op i det røde felt, for han stod på sidelinjen med en fornemmelse, at sejren faktisk burde have været endnu større.

- I perioden fra det 20. til den 40. spilminut har jeg noteret hele fem uudnyttede scoringsmuligheder. Så oplagte, at man var alene med målmanden. Der ulmede især gløder på Jesper Dahl Schmidts støvle, for han var virkelig pågående med sin insisterende angrebsiver. Men Jesper manglede desværre den sidste coolness og held i afslutningerne, siger Christian Thorne.


I perioden fra det 20. til den 40. spilminut har jeg noteret hele fem uudnyttede scoringsmuligheder. Så oplagte, at man var alene med målmanden.

Christian Thorne


Den kedelige vane med at brænde de oplagte muligheder fortsatte efter pausen.

- Også i 2. halvleg blev der brændt alt for mange chancer. Jeg har slet ikke tal på dem. Men til gengæld fik vi også scoret hele fem kasser mere i de sidste 45 minutter, siger Grindsted-træneren.

Annonce

Endnu en hattrick-helt

Da Andrup desuden fik to gule kort med meget kort mellemrum, blev der endnu bedre plads til Grindsted-spillerne, der med fire scoringer inden for det sidste kvarters tid kunne sætte tingene endegyldigt på plads.

Desuden kunne Grindsted for anden kamp i træk notere en indskiftet hattrick-helt.

- Det er i øvrigt ikke nødvendigvis skidt at starte på bænken for GGIF i øjeblikket. I seneste opgør mod Oksbøl kom Hergott som bekendt ind og leverede et hattrick. I Andrup havde vi så oplevelsen igen, denne gang med Kenni Jensen i hovedrollen. Indenfor 12 minutter blev det til tre scoringer, siger Christian Thorne.

Onsdag spiller Grindsted GIF første kamp i pokalturneringen, når holdet skal til Aabenraa-kanten for at møde Løjt IF, der ligeledes spiller i serie 2.

Næste kamp i den ordinære turnering er den 8. september i Horne, mens næste hjemmekamp er lørdag den 12. september, hvor Vejen SF kommer på besøg på Grindsted Stadion.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Politiet efterlyser 30-årig kvinde

EM I HÅNDBOLD For abonnenter

Det nye omdrejningspunkt: Vejen ind i varmen har været lang, træls og bumlet

Annonce