Annonce
Haderslev

Grith og René fejrer 20 års jubilæum i Skrydstrup

René Andersen kigger nærmere på motoren, mens Grith ser til. Nu kan de fejre 20 års jubilæum som indehavere af Andersen Automobiler i Skrydstrup. Foto: Thomas Holl
For 20 år siden overtog Grith og René Andersen det tidligere Opel-bilhus i Skrydstrup. Og der er godt gang i forretningen, som samtidig fylder 56 år.
Annonce

Skrydstrup: Torsdag den 1. oktober er en særlig dag for Andersen Automobiler A/S i Skrydstrup.

Denne dag kan Grith og René Andersen nemlig fejre 20 års jubilæum som indehavere af forretningen, som samme dag i øvrigt fylder 56 år.

Virksomheden blev grundlagt i 1964 af Sonja og Christian Besendahl, som drev den de følgende 36 år. Men for 20 år siden mente parret, at der skulle nye kræfter til.

- Christian kom nogle gange kørende på cykel til mit daværende værksted for at høre, om jeg ikke var interesseret i at købe virksomheden. Men vi kunne ikke rigtigt blive enige om prisen. Det blev vi dog til sidst, og så overtog vi forretningen i oktober 2000, fortæller René Andersen, 51.

Annonce

Servicerer alle bilmærker

Han blev som 19-årig i 1987 udlært mekaniker hos Nottelmann Autohandel i Haderslev. Siden drev han sit eget værksted og en DK-station i Jegerup, og han har også haft værksted på Tingvejen i Skrydstrup.

Men for 20 år siden overtog René og Grith så Opel-bilfirmaet på Ribevej i Skrydstrup efter Sonja og Christian Besendahl. De gav firmaet navnet Andersen Automobiler og fortsatte frem til 2018 med at drive det som Opel-bilhus.

- Det betyder, at vi har stor ekspertise indenfor dette mærke, men vi reparerer alle bilmærker og sælger også både nye og brugte biler af alle mærker. Og når vi servicerer nye biler, så gælder fabriksgarantien stadig, understreger René Andersen.


Christian kom nogle gange kørende på cykel til mit daværende værksted for at høre, om jeg ikke var interesseret i at købe virksomheden. Men vi kunne ikke rigtigt blive enige om prisen. Det blev vi dog til sidst, og så overtog vi forretningen i oktober 2000.

René Andersen, Andersen Automobiler


Han løser i dag primært administrative opgaver, mens de fire ansatte mekanikere tager sig af værkstedsarbejdet. Grith Andersen, 51, står for bogholderiet, men hun er samtidig firmaets blæksprutte, der kan lidt af hvert.

- Jeg sørger for eksempel for at hente og bringe kunder, der skal have repareret deres bil hos os, eller for, at de får stillet en lånebil til rådighed. De sidste fem-seks år har jeg desuden været nummerpladeoperatør. Det er derfor mig, der står for køb, afmelding og omregistrering af nummerplader, fortæller Grith Andersen.

I dag betjener Andersen Automobiler kunder over hele Sønderjylland, og det er både private og erhvervskunder, der svinger ind forbi forretningen.

Annonce

Ikke tid for de grønne biler endnu

I en tid, hvor mange politikere gerne vil øge mængden af grønne biler – el- og hybridbiler – på de danske veje, trækker René Andersen lidt i en anden retning.

- Vi sælger mange diesel- og benzinbiler, og hvis jeg skal rådgive en køber, der gerne vil køre i sin bil i 10 år, før den skal udskiftes, vil jeg da også anbefale, at man køber en af disse biler, siger han og fortsætter:

- Jeg tror, at der går mange år, før grønne biler bliver det almindelige i Danmark, blandt andet fordi vejnettet teknisk set ikke er ordentligt gearet til det endnu. Men vi følger selvfølgelig udviklingen, og derfor er vi også ved at uddanne os indenfor den nye teknik, siger René Andersen.

Annonce

Sønnerne valgte en anden vej

Han og Grith Andersen bruger selvsagt megen tid på biler, men endnu har de ikke fået selskab af deres to sønner i virksomheden. For både 22-årige Jonas og Mathias på 27 havde egentlig planer om at gå i deres fars fodspor og blive mekanikere.

Imidlertid fik Jonas aldrig taget hul på uddannelsen, og han arbejder i stedet som logistikmedarbejder på Bestseller. Mathias blev faktisk udlært mekaniker, men driver i dag sin egen håndværkervirksomhed i Vojens – og gjorde i øvrigt sine forældre til bedsteforældre for første gang, da han i sommer blev far til datteren Victoria.

- Det kunne da være sjovt, hvis de en dag kom ind i firmaet. Nu må vi se, siger Grith og René Andersen, der også er et par meget aktive mennesker i fritiden.

René spiller tennis og badminton, mens Grith ofte løber sig en tur. Og når tiden tillader det, tager de gerne en tur i sommerhuset i Hvide Sande.

Parret ville gerne have markeret deres jubilæum med et arrangement i bilhuset, men det har coronaen sat en stopper for.

- Til gengæld vil vi være klar med nogle gode tilbud, og resten af året kører vi desuden en konkurrence blandt de bilkunder, vi servicerer. Her får vinderen sin ydelse gratis, siger Grith og René Andersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce