Annonce
Sønderborg

Grov vold mod eks-konen: Forhøjet straf til mand fra Nordals

Den 48-årige Karsten Rasmussen fik i Vestre Landsret forhøjet sin dom for hustru-vold til halvandet års fængsel. Arkivfoto
En 48-årig mand er rystet efter Vestre Landsret forhøjede byrettens dom til halvandet års fængsel. Vestre Landsret fandt, at den 43-årige eks-kone kom med sikre og troværdige forklaringer.
Annonce

Sønderborg: Den 48-årige Karsten Rasmussen fra Nordborg var en rystet mand tirsdag eftermiddag, da der blev afsagt dom i Vestre Landsret i Sønderborg.

Karsten Rasmussen havde anket en byretsdom på et år og tre måneders fængsel for grov vold mod sin 43-årige eks-kone. Håbet var en frifindelse eller i hvert fald en formildelse. Sådan gik det slet ikke. Landsdommer Helle Korsgaard Lund-Andersen kunne på de tre juridiske dommere og de tre domsmænds vegne fortælle, at byrettens dom var stadfæstet og forhøjet med yderligere tre måneder til samlet halvandet års fængsel.

Landsdommeren kommenterede dommen med, at den 43-årige kvinde var kommet med sikre og troværdige forklaringer i retten og forklarede videre, at fire voterede for et år og seks måneders fængsel, mens to voterede for et år og ni måneders fængsel. Dermed gik flertallet ind for den førstnævnte votering.

Det er fuldstændig hen i hegnet, at jeg skulle have skudt mig selv eller fået andre til det. Hvordan kan jeg skyde mig selv i nakken? Det er Karsten, der har gjort det!

43-årig eks-kone i retten

Annonce

Forsvarer overrasket

Mens Karsten Rasmussen var rystet over dommen, var hans forsvarer Brian Werner Lassen overrasket over, at landsretten i sine vurderinger havde tilsidesat de tekniske erklæringer i sagen. Nemlig at de blyhagl, som er opereret ud af kvindens krop ikke er affyret med det luftgevær, som politiet fandt ved ransagningen i Karsten Rasmussens skur i Langsø ved Nordborg.

- Der var også vidneforklaringer, som ikke har relationer til den forurettede (den 43-årige kvinde, red), sagde forsvarer Brian Werner Lassen efter dommen.

På andendagen af ankesagen var et ældre ægtepar, som er nabo, indkaldt som vidner. Efter et af de utallige opgør mellem den 48-årige mand og den 43-årige kvinde havde sidstnævnte søgt tilflugt hos det ældre ægtepar. De så hun havde et "sæbeøje", men de havde ikke observeret blyhagl og sår i hendes ansigt.

Den 43-årige kvinde forklarede ellers i retten, at hun mellem den 25. - 26. februar 2018 var udsat for mere end tre timers rendyrket vold.

De var kommet op at skændes over en gammel episode helt tilbage til 2007.

Annonce

70-100 skud

- Det eskalerede voldsomt, og han ønskede, at jeg skulle tage mit eget liv, sagde den 43-årige kvinde, der mente, at hun var blevet skudt med blyhagl i hovedet og på kroppen mellem 70-100 gange. Det gjorde rigtig, rigtig ondt og brændte, hvor blyhaglene gik ind i huden.

Anklager Lone Hesselmark spurgte kvinden: Hvorfor flygtede du ikke?

- Jeg var bange for ham og blev helt lammet, svarede hun. Ydermere forklarede hun, at eks-manden tog en hobbykniv og skar en 26 centimeter lang flænge i hendes højre lår.

Kvinden kommenterede også, at eks-manden har sagt, at han ikke har skudt hende. Enten har hun gjort det selv eller har en anden gjort det.

- Det er fuldstændig hen i hegnet, at jeg skulle have skudt mig selv eller fået andre til det. Hvordan kan jeg skyde mig selv i nakken? Det er Karsten, der har gjort det!

Hun sagde også i retten, at hun ikke havde et luftgevær, men det havde en kammerat til Karsten Rasmussen en anden mening om.

- Vi har skudt sammen, og hun havde sit eget våben, understregede kammeraten som vidne i retten.

Anklager Lone Hesselmark procederede for en forhøjelse af straffen fra byretten.

- Det fik han, og det er jeg tilfreds med, sagde hun på vej ud af retten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Uden kørekort i Branderup

Annonce