Annonce
Aabenraa

Gruppeformand efter politianmeldelse: Vi kunne ikke gøre andet

Kaare Solhøj Dahles anklager mod et Venstre-byrådsmedlem har givet panderynker i Venstre, men formand fastholder, at sagen er blevet håndteret på den eneste rigtige måde.

Annonce

Aabenraa: Da løsgænger Kaare Solhøj Dahle onsdag rejste sig ved byrådsmødet og bekendtgjorde, at han havde politianmeldt en byrådskollega for bagvaskelse via falske identiteter på Facebook, gjorde han det efter eget udsagn, fordi der "ikke var sket en dyt", selv om borgmester Thomas Andresen (V) og den pågældendes gruppeformand havde kendt til sagen i tre måneder.

Gruppeformanden er Kirsten Nørgård Christensen, for det kom via andre kilder frem, at det er et mandligt Venstre-medlem, anklagerne er rettet mod, og hun bekræfter, at hun sammen med borgmesteren mødtes med Kaare Solhøj Dahle i begyndelsen af marts.

Hun mener imidlertid ikke, at der var andet at gøre end det, hun og borgmesteren endte med at gøre: Nemlig at henvise løsgængeren til politiet.

- Vi fik forelagt noget bilagsmateriale, men vi kunne ikke ud fra det bedømme, hvad der er rigtigt og forkert i den her sag. Vi har siden haft mange snakke, men så længe, der ikke foreligger en sigtelse, så er det ikke en Venstre-sag. Så er der en sag mellem Kaare og vedkommende, er konklusionen fra gruppeformanden.

Vi kan ikke dømme en mand ud fra det materiale, vi har set, så vi kan ikke agere, før der ligger sigtelse fra politiet.

Kirsten Nørgård Christensen, gruppeformand for Venstre
Annonce

Fuldstændigt vanvittigt

Hun lægger ikke skjul på, at hun er rigtig, rigtig træt af sagen, men:

- Jeg kan ikke rigtigt se, hvad vi ellers skulle have gjort. Skulle vi gå til det mest indgribende, så var det at foretage en eksklusion, men ville det være rigtigt på baggrund af, at der er en person, der har indgivet en politianmeldelse? Så kunne jeg i morgen indgive en politianmeldelse mod en kollega, jeg var sur på, og som så blev nødt til at trække sig fra sit byrådsarbejde. Så er vi jo ude i noget fuldstændigt vanvittigt.

Så Venstre venter på politiet, og det bliver ikke Kirsten Nørgård Christensen, der fortæller, hvilken politiker det drejer sig om. Vedkommende må selv stille sig frem, hvis han ønsker det.

- Jeg synes, det er træls, at Kaare ikke selv melder ud, hvem han har indgivet den her anmeldelse mod. Det kan jeg ikke forstå, at han ikke bare gør, men det er jo op til ham, siger Venstres gruppeformand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce