x
Annonce
Aabenraa

Gugge lukker livsværk: Vin og Gastro flytter ind

De kender hinanden godt fra byen og branchen, og Jens Gunnar "Gugge" Diers, til højre, kunne heller ikke forestille sig andre end Kasper Faltz fra Vin og Gastro til at overtage hans livsværk Nelson. Her sidder de i "Gugges Corner", som er en gave fra nogle af Gugges venner, da han havde 20 års jubilæum. Kasper Faltz vil gerne bevare lidt af Gugge-ånden og håber at få plads til den specielle sten i det nye sted. Foto: Timo Battefeld
Efter 30 år er det slut med Nelson. Jens Gunnar "Gugge" Diers siger farvel og tak og giver faklen videre til Kasper Faltz, som flytter Vin og Gastro ind i lokalerne på Rådhusgade og udvider med et nyt spisested. Han glæder sig til at vende tilbage til branchen, mens Gugge glæder sig til at få mere fritid.

Aabenraa: Alle har spist der, alle har været berusede der, og rigtig mange har fået en kæreste der.

Lørdag den 21. marts er det slut for ét af byens kendte gå-i-byen-steder. Da lukker Nelson efter 30 år med Jens Gunnar "Gugge" Diers ved roret, og den 1. april åbner et helt nyt koncept i lokalerne. Vin- og delikatesseforretningen Vin og Gastro flytter nemlig fra Storetorv og ind i Nelson-lokalerne og udvider med vinbar og restaurant med tapas og dele-mad.

- Jeg har savnet restaurationslivet, for den branche giver et kick. Der er service, der er glade mennesker og ting, der brænder på. Butikken er hyggelig, men der er for stille, og det her er en oplagt mulighed for at blande butik og restaurant. Jeg tror, det kommer til at give en rigtig god synergi, forklarer 34-årige Kasper Faltz, der ejer Vin og Gastro.

Annonce

Det nye Vin og Gastro

  • Det nye Vin og Gastro åbner på Rådhusgade 5 den 1. april.
  • Butikken kommer til at ligge i underetagen, og her vil der være en mindre vinbar, hvor man kan nyde et glas vin. Der vil også komme udendørs servering på terrassen med tapas, ost og vin.
  • Restauranten kommer til at ligge på de to øverste etager. Det bliver ikke de traditionelle tre retters menuer, man kan købe her, men delemad.
  • Det øverste lokale vil man stadig kunne booke til selskaber.
  • Stedet bliver bygget om fra den 22. marts til åbningen den 1. april.
  • Rådhusgade 5 er en historisk ejendom, hvor H.P. Hanssen havde sin daglige gang som ejer af avisen Hejmdal. Hvis nogen ligger inde med historiske klenodier fra den tid, vil Kasper Faltz gerne høre fra dem.
  • Det er MB Ejendomme, ejet af Mogens Bergendorff, der har købt ejendommen, som Kasper Faltz lejer sig ind i.

Kasper er den rigtige til at overtage

Det var 53-årige Jens Gunnar "Gugge" Diers, som for nogle måneder siden prikkede Kasper Faltz på skulderen og spurgte, om det kunne være noget for ham at overtage Nelson. Først kunne Kasper Faltz ikke lige se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, men brikkerne faldt hurtigt på plads, da han kunne se den gode kombination mellem butik og restaurant. Og så gik det hurtigt med at få lavet aftale med Jens Gunnar "Gugge" Diers.

- Der er mange følelser for mange her i Aabenraa forbundet med dette sted, og jeg tror, at det ville give bøvl, hvis der kom én udefra. Der var interesse fra et sted i en anden by, men det er ikke hvem som helst, der skal overtage det. Kasper er den eneste, jeg kan se, der kan køre mit hjertebarn videre, fordi han kender byen, branchen og mange folk, og så er han altid venlig, fortæller Jens Gunnar "Gugge" Diers.

Han overtog i 1990 Havanna Bar og lavede det fem år senere om til Nelson. I 30 år har stedet derfor været synonym med Gugge, men nu er det snart slut. Det har rigtig mange svært ved at forstå, men manden i centrum er selv helt afklaret med beslutningen.

- Jeg bliver jo ikke yngre. Det er ingen hemmelighed, at det var noget nemmere for 10 år siden. Jeg har arbejdet på denne måde siden 1982, og nu vil jeg have mig et 8-16 job og have fri, når jeg kommer hjem, og derfor har jeg det også supergodt med den her beslutning. Jeg har jo gået og tygget på det længe, og nu kan jeg ikke vente tiden af, fortæller han.

Hjælper med ombygningen

Hvad han nu skal lave, ved han ikke, men drømmen er at bruge nogle af de mange sprog, han kan tale.

- Jeg trækker stikket og tager mig en tænkepause for at finde ud af, hvad jeg kan tænke mig. Jeg taler engelsk, tysk, schweizertysk, italiensk og med en opfriskning kommer mit spanske hurtigt frem igen. Jeg har brugt de sprog rigtig meget her i restauranten, og måske skal de fremover bruges på noget salgsarbejde sydpå. Det må vi se, siger Jens Gunnar "Gugge" Diers.

Han begynder dog som medhjælper og håndværker i ombygningen af sit hjertebarn fra Nelson til Vin og Gastro. Det skal nemlig gå hurtigt, for halvanden uge efter lukningen af Nelson åbner den nye butik og restaurant, og der er ingen, der kender bygningen så godt som Jens Gunnar "Gugge" Diers.

Alle borde på samtlige tre etager er allerede udsolgt til den store farvelfest den 21. marts. Men Nelson har fået en ekstraordinær 5-bevilling den dag, og det betyder, at der bliver festet hele natten på Rådhusgade.

- Det bliver ligesom 1. juledag i gamle dage, hvor folk ikke kunne sparke sig frem herinde, smiler Jens Gunnar "Gugge" Diers.

Jens Gunnar "Gugge" Diers glæder sig til at få mere tid til familie og venner og få tid til at sejle en tur i weekenderne, mens Kasper Faltz glæder sig til at vende tilbage til den branche, han har savnet. Foto: Timo Battefeld
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

JV mener: Pressemøde var en mavepuster til Danmark

To måneder uden indtægter. Mindst. Det ser ud til at blive virkeligheden for tusindvis af forretningsdrivende. Det er blandt andet frisører, massører, cafeer, restauranter, biografer og mange butikker, som tidligst kan åbne igen 11. maj. Endnu længere skal oplevelsesbranchen og de store arrangementer vente, da de bliver ramt af, at denne sommersæson til og med august er aflyst. Det var noget af en mavepuster, statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften gav Danmark med sine meldinger om en meget langsom og gradvis genåbning af samfundet. Hun gav på pressemødet ganske vist udtryk for, at Danmarks økonomi er sund. Men det er den ikke i meget store dele af det erhvervsliv, vi alle skal leve af, enten direkte eller indirekte. Mange virksomheder gisper efter vejret, og de får brug for flere økonomiske respiratorer end dem, der er vedtaget i de foreløbige hjælpepakker. Ellers dør alt for mange danske virksomheder, hvilket koster både værdifulde arbejdspladser og skatteindtægter. Det er enormt positivt, at den hidtidige nedlukning af Danmark ser ud til at få den ønskede effekt. Vi har heldigvis foreløbig undgået de uhyggelige scener fra Italien og Spanien, hvor sundhedsvæsenet ikke kan følge med. Men vi skal have gang i økonomien igen, og hvis det skal ske uden, at epidemien eksploderer, kræver det både noget af den enkelte borger og af myndighederne. Vi skal hver især følge reglerne og blive ved med at holde afstand, selv om det kan have store menneskelige omkostninger. Men vi skal også kræve af myndighederne, at de i forbindelse med genåbningen af samfundet, i første omgang daginstitutioner og dele af skolerne, gør deres til at holde smittespredningen under kontrol. Det skal blandt andet ske ved, at der omsider kommer styr på noget så fundamentalt som, at der er værnemidler nok til frontlinje-medarbejderne i sundheds- og plejesektoren. Og at der gennemføres mange flere test end hidtil, så man så vidt muligt undgår, at smittede medarbejdere går på arbejde med måske fatale følger.

Danmark

Liveblog: Disse børn og ansatte skal ikke i skole eller børnehave efter påske

Annonce