Annonce
Kultur

Guide: Seks kunstværker, du ikke skal på museum for at opleve

Menneskekroppene på mosaikken er bygget op af Lundstrøms geometriske former. De badende, nøgne kvinder hænger i Frederiksberg Svømmehal. Foto: Anders Sune Berg
I over 100 år har Ny Carlsbergfondet sat sit kunstneriske aftryk på offentlige rum. Kirker, kontorer, sygehuse, skoler, biblioteker og byers åbne pladser er blevet udsmykket af landets bedste kunstnere for fondens penge.

I Tom Hermansens bog ”Hvor folk færdes” fremhæves 50 kunstudsmykninger som fondet står bag.

”Hvor folk færdes” hedder bogen om 50 kunstudsmykninger fra Ny Carlsbergfondets historie. Den er skrevet af Tom Hermansen, fotograferet af Anders Sune Berg og udgivet af Strandberg Publishing. Foto: Strandberg Publishing

Vi guider til et seks af de kunstværker, som man kan opleve uden at gå på museum.

1 Lundstrøms lysende mosaikker

Vilhelm Lundstrøm skabte enorme mosaikker til Frederiksberg Svømmehal ad to omgange. De har hængt der siden 1930’erne, og de lyser op i al deres farve ved siden af svømmehallens vinduer. Foto: Anders Sune Berg

Det koster 46 kroner at få en svømmetur i Frederiksberg Svømmehal, men så er kunsten på væggen også gratis. Ad to omgange udsmykkede Vilhelm Lundstrøm væggene med enorme mosaikværker af svømmende, nøgne mennesker i hans geometriske former.

Trekvart million sten dækker vægflader på tilsammen 72 kvadratmeter, og det tog da også kunstneren det meste af tre år at færdiggøre de sidste fem værker, som blev lagt i atelieret i Hellerup. I 1938 sagde kunstneren til en journalist, at ”… det har været et uhyre interessant arbejde. Jeg havde jo ingen erfaringer at bygge på. Der var ikke andet at gøre end at spytte i næverne og tage fat. Det er stor forskel på et såkaldt staffelibillede og så en dekorativ udsmykning. Jeg var mest bange for, at farverne ikke ville være stærke og lysende nok, da billedfelterne skal ses mod de store vinduer, hvor lyset vælder ind. Men det synes jeg at have klaret ved hjælp af mosaikken, der har en vældig lysstyrke i sig.”

Han fortalte i samme ombæring, at mosaikken var sikret på alle mulige måder: ”De skal skydes ned med kanoner, hvis man vil dem til livs.”

Det er der heldigvis ingen, der har gjort, og derfor kan man også stadig opleve Lundstrøms store værker i den frederiksbergske svømmehal, hvor man også kan komme i både kurbad og saltvandbassin, men så skal man slippe lidt mere end 46 kroner.

Mosaikudsmykning af svømmebad af Vilhelm Lundstrøm fra 1934 og 1938. Frederiksberg Svømmehal, Helgesvej 29, 2000 Frederiksberg. Frederiksberg Svømmehal er for tiden lukket på grund af renovering. Se mere her: svoemmehal.frederiksberg.dk.

2 Eftertænksomhed i kirken

Fra bunden af lærredet rejser et 10 meter højt cedertræ sig op mod kirkens loft. I vandige, nærmest gennemsigtig akrylfarver har maleren John Kørner skabt et livets træ eller et træ til eftertænksomhed, der fylder hele endevæggen i Østerhåbs moderne kirke. Lærredet, der fylder altervæggen, er lige så højt som vinduerne, der lukker guddommeligt lys ind i kirkerummet. Og motivet tiltrækker sig kirkegængeres opmærksomhed over kirkens enkle træbænke, fuglelignende lamper i to niveauer og prædikestol, døbefont samt alter, der alle er i rå beton.

Alterbilledet er ikke så udfordrende, som mange af John Kørners kunstværker ellers er det. Han er kendt for at arbejde med problemer i kunsten. Problemer som krig og prostitution. Der er ingen problemer i at beskuer cedertræets smukke stamme og blade, men foran det enorme træ og den høje himmel kan man føle sig helt lille.

- Et træ passer godt ind i en kirke, for inden for det religiøse taler men jo blandt andet om livets træ. Men for mig handler det også om, at træer har noget meditativt over sig, de skaber rum for eftertænksomhed, sagde kunstneren ved indvielsen.

John Kørner har desuden skabt to lysestager og en vase - begge dele i keramik - til alteret.

Malerier og keramik til moderne kirke fra 2011 af John Kørner. Østerhåb Kirke, Gravengårdsvej 10, 8700 Horsens.

3 Nogenlunde festligt på børnebiblioteket

Biblioteket i Esbjerg skulle have en udsmykning, der var nogenlunde festlig. Derfor faldt valget på Storm P. som kunstner. Og det kom der en række store malerier ud af. Foto: Anders Sune Berg

Tre safariklædte mænd farer frem i en jungle fuld af dyreliv. En flok farverige balloner svæver drømmende med stjernehimlen. En isbjørn bevæger sig rundt på takkede isbjerge. Storm P.s udsmykning af børnebiblioteket i Esbjerg fra 1933 er en række store malerier, der veksler mellem det alvorlige og det sjove. Godt og ondt. Liv og død. Drøm og virkelighed.

”Nogenlunde festlig” var ønsket fra centralbiblioteket, og Storm P., der engang blev kaldt den morsomste af alle nulevende danske kunstnere, skabte 20 værker, der kunne rumme både festen og alvoren. I samarbejde med arkitekten Kaare Klint blev de skåret i størrelser, så de passede præcist til børnebibliotekets læsesal. Biblioteket er senere flyttet til nye lokaler, og billederne er flyttet med. Men nu hænger de hver for sig og har mistet den oprindelige sammenhæng.

Vægmaleri til børnebibliotek malet af Robert Storm Petersen i 1933. Esbjerg Hovedbibliotek, Nørregade 19, 6700 Esbjerg. På esbjergbibliotek.dk kan du se aktuelle åbningstider.

4 Kunst, der åbner øjne

Jens Søndergaard ville gerne have lavet freskoer til Thisted Bibliotek, men den ekspressive maler var ikke erfaren nok i freskoarbejdet til, at Ny Carlsbergfondet ville finansiere det. I stedet malede han syv store oliemalerier, som stadig kan ses på biblioteket i Thisted. Foto: Anders Sune Berg

Det er en mild udgave af Jens Søndergård, der hænger på væggene i Thisted Bibliotek. I 1939 var alle syv billeder, som den lokale kunstner havde skabt til det nybyggede bibliotek, klar til at blive hængt op. De portrætterer tavse mennesker i den store natur. Smilene er fraværende og blikkene alvorlige, men malemetoden er blødere og klarer end den, ekspressive Jens Søndergård normalt brugte. Poul Henningsen beskrev engang Søndergårds strøg med ordene ”ondsindede” og ”brutale”.

Søndergård havde håbet på at udføre freskoer, men det ville Ny Carlsbergfondet ikke støtte. I stedet fik han 15.000 kroner til at færdiggøre syv oliemalerier med motiver fra hjemstavnen. Kunsten var også tiltrængt, mente maleren, der ikke satte sit lys under en skæppe:

”Heroppe i Thy er der tusinder af mennesker, der aldrig har set et maleri. Det vil sikkert betyde meget for mange, åbne øjnene, alle disse ensomme og fattige mennesker vil måske komme til at se skønheden omkring dem,” skrev han i et brev til fonden.

Skønheden kan stadig opleves i Jens Søndergaards malerier, der hænger over reolerne af bøger på Thisted Bibliotek.

Malerier til folkebibliotek af Jens Søndergård fra 1939. Thisted Bibliotek, Tingstrupvej 13-19, 7700 Thisted. Se aktuelle åbningstider på kulturrummet.dk/biblioteket.

5 Bjørn Nørgaards 12 borgere

Bjørn Nørgaard har skabt værket ”Borgerne fra Holstebro” som en reference til Rodins ”Borgerne fra Calais”. De 12 borgere i Nørgaards skulptur er modelleret over rigtige holstebroere, der stillede op til fotografering og gipsafstøbning. De er forvansket og deformeret i den kunstneriske proces. Foto: Anders Sune Berg

Bjørn Nørgaard søgte 12 modeller - seks kvinder og seks mænd - der skulle repræsentere barndom, ungdom, voksenliv og alderdom. De blev fotograferet med og uden tøj og lod sig støbe i gips. De 12 modeller blev på den måde til 12 figurer, modelleret op og støbt i forskellige materialer: bronze, aluminium, jern. Langt fra ligner de rigtige mennesker, men tæt på opdager man, at figurerne er deformerede, vanskabte og groteske.

”Borgerne fra Holstebro” er altså skabt og kunstnerisk bygget op over holstebroere. Hele gruppen af skulpturer fylder seks gange seks gange seks meter og står i et trafikeret kryds ved den nordlige ende af gågaden. Den tidligere kunstakademiprofessors værk refererer til Rodins ”Borgerne i Calais”, som hører til i Glyptotekets samling. Franskmandens værk blev også modelleret over rigtige mennesker, der boede i Calais. Men hvor Rodins skulptur udtrykker sammenhold, virker Nørgaards figurer distancerede og individuelle.

Skulptur på åben byplads: ”Borgerne fra Holstebro” af Bjørn Nørgaard fra 2004. Nørreport, 7500 Holstebro.

6 Malerinden i museumshaven

Med skitsebog i den ene hånd og blyant i den anden, står skulpturen af Anna Ancher og kigger længselsfuldt forbi gæsterne i Anchers Hus’ have. Astrid Noacks bronzeskulptur blev stillet op kun fire år efter Anna Anchers død. Først i haven bag Skagens Museum og senere flyttet til haven ved Anchers Hus, der også er en del af museet i landets nordligste by.

Malerinden, der blev kaldt Skagen-koloniens midtpunkt, står som skulptur rank og massiv, som et viljestærkt og følsomt mennesker, der i sin kunst undersøgte det intime, stilfærdige og farverige. I ro og samtidig fanget i en bevægelse, hvor blyanten snart finder vej til blokken.

Astrid Noacks skulptur af Anna Ancher er lavet i to ekstra kopier, som er placeret på Statens Museum for Kunst og ved Holstebro Kunstmuseum.

Der er gratis adgang til haven og caféen Baghaven. Men får man lyst til at se, hvordan Anna Ancher boede, koster en billet til Anchers Hus 80 kroner. Er man alligevel på de kanter, kan man købe en kombibillet, der også gælder til Drachmanns Hus og Skagens Museum for 180 kroner. Kombibilletten, der giver adgang til et besøg hvert sted, har ingen udløbsdato.

Skulptur i museumshave: ”Anna Ancher”, 1939 af Astrid Noack. Skagens Museum, Anchers Hus, Markvej 2-4, 6600 Skagen.

Annonce
Kultur For abonnenter

Vores madanmelder gæster indisk restaurant i Vejle: Tam og kedelig oplevelse - og hvor i alverden var mangosaucen?

Annonce
Annonce
Annonce
EfB For abonnenter

Liveblog: Følg efterårssæsonens sidste kamp mod Hvidovre IF - to scoringer og et brændt straffe

Varde For abonnenter

Se billederne: Julelys er vokset familiefar over hovedet – næste år er der dømt pause

Haderslev For abonnenter

Byrådsmedlem dømt for at forfølge og chikanere fem kommunalt ansatte

Kultur

Se alle billederne: Lysfestival åbnede i perfekt vejr

Skal man absolut fyre krudt af, bør det begrænses til mellem klokken 24 og 01 nytårsaften. Bum!

Aabenraa For abonnenter

Serietyv afsløret af DNA-spor: Har været i gang i otte år - nu anklages han for 29 nye forbrydelser

Kultur For abonnenter

Mød Mary på Koldinghus: - Man kommer til at tage med kronprinsessen på en tidsrejse

Kolding

Coronasmitte i Kolding er nu over kritisk grænse: Se hvilke tiltag der bliver sat i værk

Forsvaret forurener campingejers fiskesø: - Gå i gang med at rense op nu

Nordtyskland

Nye coronaregler: Fest og ferie syd for grænsen bliver besværlige for danske gæster

Sønderborg For abonnenter

Vandaliserede færge og kørte uden kørekort 11 gange: 20-årig mand mister kørekortet i 10 år og skal betale stor erstatning

Kultur

Et moderne eventyr: De mødte hinanden på nettet - efter få måneder pakkede Michael alle sine ting og flyttede fra USA til Danmark

Annonce