Annonce
Sønderborg

Guide til påske: Det kan du lave med en tom kalender

Der er mange forskellige aktiviteter, som man kan lave i påsken.
Påsken står for døren og det er med mindre karrysild og snaps end normalt. Men hvad kan man egentligt få dagene til at gå med, når der hverken er gudstjenester eller påskefrokoster?

Sønderborg Kommune: Årets påskeferie bliver anderledes end mange af os havde forestillet os. Coronakrisen har lagt en dæmper på det, som vi normalt foretager os i helligdagene. Men hvad kan man så ellers få tiden til at gå med? Vi har samlet fem forslag herunder.

Annonce
Escape House vil hjælpe en til, at man kan blive udbryderkonge i sit eget hjem. Arkivfoto: Timo Battefeld

1) Bryd ud derhjemme

Rubliee’s Escape House tilbyder, at man kan bryde ud derhjemme. Escape House i centrum af Sønderborg er lukket til efter påske, men det betyder ikke, at uhyggen ikke kan rykke hjem i stuen. Via en gratis guide, som man kan få tilsendt, kan man skabe uhyggen hjemme i egne stuer.

2) Gå en tur i skoven

Solen står på himlen, og det er svært at holde sig indenfor. Hele ugen skulle det blive fremragende vejr, og det ville være skønt, at komme ud i naturen. Det kan dog være svært, når vi skal være sammen om at holde afstand. Naturvejlederne ved Naturstyrelsen foreslår, at man kan gå en tur i Sønderskovskovene eller Gråstenskovene, hvor der er masser af plads, selvom der er mange mennesker.

Om det er på mountainbike, i løbesko eller på gåben, så er der masser af plads i Sønderskoven, fortæller Naturstyrelsen. Arkivfoto: Timo Battefeld

3) Træn derhjemme

Jeg frekventerer køleskabet mere, end hvad godt er. Når man som jeg samtidig er svært glad for alt, der kan kaldes søde sager og sodavand, kan det hurtigt blive farligt, når de lokale fitnesscentre er lukket. Det er der heldigvis råd for. Den seneste uge er jeg derfor begyndt mine morgener med en lille træningsession. Den består af syv runder, hvor jeg i hver runde laver syv knæbøjninger, syv squats, syv englehop, syv mavebøjninger og syv armbøjninger.

Træningscentre er lukket, men der er rig mulighed for, at man kan træne hjemme på stuegulvet. Arkivfoto: Claus Thorsted

4) Male påskeæg

Når vi alligevel skal holde os hjemme mest muligt, hvad er så mere oplagt end at male påskeæg og måske endda puste dem selv? Begynd med at spritte æggene af eller overhæld dem med kogende vand, så man får dræbt bakterierne. Derefter prikker du hul i begge ender på ægget med en knappenål, og udvider hullet indtil det er så stort, at en tændstik kan komme i gennem. Derefter er det bare at begynde og puste. Enten med munden eller et lille sugerør. Bagefter skal malingen bare findes frem, og så sætter kun fantasien grænser.

Hvis tiden virker langsom, er der også mulighed for at puste æg derhjemme. Arkivfoto: Morten Stricker

5) Drive-in gudstjeneste

Folkekirken er lukket, men det forhindrer ikke Asserballe Kirke i at invitere til gudstjeneste. Påskedag er der klokken 11 drive-in gudstjeneste i Asserballe Kirke. Man ankommer i sin bil, hvorefter der vil være mulighed for at synge et par salmer, høre en prædiken og få en påskelilje med hjem.

I Asserballe Kirke inviterer sognepræst Mette Dolberg og resten af menighedsrådet til drive-in gudstjeneste Arkivfoto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce