Annonce
Billund

Gulvet var 'glat som sæbe': Flere badegæster er faldet i Lalandia

Lalandia i Billund. Foto: Michael Svenningsen
En renovering af gulvet i Lalandias badeland Aquadome fik den konsekvens, at gulvet blev meget glat. Det førte til, at flere gæster faldt - en med en brækket hånd til følge. Lalandia vil nu rette op på problemerne.

Billund: En netop overstået renovering og opgradering af de fysiske forhold i Lalandias populære badeland Aquadome er ikke på alle områder gået helt efter planen.

Renoveringen fandt sted i dagene omkring nytår, og en af de ting, der blev ordnet, var gulvet. Det fik flere steder en ny belægning, men det viste sig at have en bagside – og det har flere gæster i løbet af den seneste uges tid mærket til på den hårde og knap så behagelige måde.

En gæst i badelandet har over for redaktionen beskrevet, hvordan han så flere gæster falde og slå sig på gulvet, der var "glat som sæbe".

- Den nye belægning har åbenbart været mere glat, og der er så nogle gæster, der er faldet. Det skal vi selvfølgelig have rettet op på, fortæller Jan Harrit, der er administrerende direktør i Lalandia.

Annonce

Lalandia

I dag eksisterer to Lalandia-feriecentre, men det tal kan i løbet af få år være fordoblet.

I 1988 åbnede Lalandia i Rødby, mens Lalandia i Billund slog dørene op for første gang i 2009. Byggeriet af et tredje Lalandia i Søndervig er allerede i fuld gang, og dette center åbner efter planen i 2022.

Lalandia går desuden med idéer om at etablere et feriecenter i den svenske by Motala.

Brækket hånd

Direktøren har ikke noget tal på, hvor mange mennesker der er faldet på grund af det glatte gulv i badelandet. Han har dog kendskab til mindst en episode, hvor faldet har været så voldsomt, at det efterfølgende var nødvendigt med en tur på skadestuen.

- Der er i hvert fald en dame, som har brækket hånden. Hun er gledet og har taget fra med den ene hånd og brækket enten hånden eller armen, siger Jan Harrit.

Vil løse problemet

Et gulv, der potentielt kan være farligt for gæsterne, kan et feriested som Lalandia naturligvis ikke leve med, og der er derfor allerede blevet sat fokus på, hvordan man kan undgå flere uheld. Hvordan det præcis kan gøres, ved Jan Harrit endnu ikke, men han understreger, at der vil blive gjort en ihærdig indsats for, at der ikke er flere, som skal falde og slå sig.

- Vi går belægningerne igennem og ser, om vi kan ændre på det eller lægge nogle skridsikre måtter ud, indtil alt er, som det skal være, siger Jan Harrit.

Lalandia har i begyndelsen af januar haft lukket, mens der i resten af januar er lukket i ugens første tre dage. Det giver god tid til, at centrets medarbejdere kan finde en fornuftig midlertidig løsning, inden problemerne kan blive permanent udbedret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding For abonnenter

Allan pumpede vand hele natten: Haven forvandlet til en svømmepøl

Annonce