Annonce
Tønder

Gymnasieeleverne Severinus og Ellen savner det sociale på skolen efter turbulent coronaår

Severinus Scholtens glæder sig til at komme tilbage på Tønder Gymnasium. Store dele af det første år har været med onlineundervisning, men mandag vender han tilbage til skolen. Foto: Mathies Dalsgaard
For de to gymnasieelever Severinus og Ellen, der startede i 1.G på Tønder Gymnasium i august, har den første tid være præget af meget online-undervisning og få sociale arrangementer. De to elever savner, at skolens nyeste klasser bliver rystet ordenligt sammen.

Tønder: Da Ellen Marie Wiege startede på Tønder Gymnasium sidste sommer, havde hun ikke forestillet sig, at der midtvejs i 1.G skulle komme en periode, hvor der i omkring fire måneder ville blive hjemmeundervisning. Hun havde heller ikke forestillet sig, at der ikke ville være nogle skolefester, eller at man ikke måtte sidde sammen med parallelklasserne, når der var pause.

- Det var ikke det, jeg havde forestillet mig, da jeg startede. Der har endnu ikke været nogle fester, hvis der havde været det, tror jeg, at vi var blevet rystet mere sammen. Både i klassen, og vi havde helt sikkert også snakket mere med parallelklasserne, siger hun.

Annonce

Vil indhente det tabte

Da eleverne startede på Tønder Gymnasium tilbage i august, skulle man også holde sig til dem fra sin egen klasse for at minimere smitterisikoen. Derfor har eleverne ikke haft meget at gøre med andre end deres egen klasse.

Når der er pause fra den fysiske undervisning, skal eleverne sidde klassevis på de lange borde i kantinen. Foto: Mathies Dalsgaard.

- Jeg kendte mange fra skolen, da jeg startede. Jeg har dog ikke kunnet snakke med andre end dem fra min klasse. Det er selvfølgelig ærgerligt med det manglende fællesskab, men jeg er ret sikker på, at vi kan indhente det tabte, når corona engang er forbi, siger hun.


Det er selvfølgelig ærgerligt med det manglende fællesskab, men jeg er ret sikker på, at vi kan indhente det tabte, når corona engang er forbi

Ellen Marie Weige


Annonce

Nye klasser

Når man starter i 1.G er der et grundforløb på tre måneder, hvor man som elev skal finde ud af, om man er på den rigtige studieretning, ellers har man mulighed for at skifte klasse. Sidste år startede de nye klasser op efter grundforløbet på Tønder Gymnasium den 2. november 2020. Her skiftede Severinus Scholtens klasse til 1.E på Tønder Gymnasium. Den 16. december lukkede skolen dog ned. Dermed nåede han kun at opleve sin nye klasse fysisk i lidt over en måned, da den stort set udelukkende har stået på hjemmeundervisning lige siden.

Når eleverne vender tilbage til skolen foregår det sådan, at der den ene uge er fysisk undervisning, mens der er onlineundervisning den næste uge. Mønsteret er omvendt for de andre årgange, så der ikke er for mange elever på skolen. Foto: Mathies Dalsgaard

- Jeg kommer fra Skærbæk, så jeg kendte ikke så mange fra gymnasiet. Da jeg startede i den nye klasse efter grundforløbet, kendte jeg kun en. Heldigvis klikkede det ret godt med mange af de andre drenge fra den første dag i den nye klasse. Der er dog stadig en del fra klassen, som jeg ikke har snakket ret meget med endnu, siger han.

Ifølge Severinus Scholtens hænger det manglende sociale både sammen med, at man har onlineundervisning, og at der ikke har været nogle fester, hvor man kunne lære hinanden bedre at kende.

Sådan et skilt har hver klasse på et bord i kantinen. Foto: Mathies Dalsgaard

- Man snakker jo ikke om ret meget andet end skole, når man har onlineundervisning. Så løser man en opgave, og så er det ligesom det. Der er ikke meget socialt, efter man har afleveret, ligesom der plejer at være i skolen, hvor man plejer at spise sammen i frikvarterene eksempelvis. Jeg savner, at man bliver rystet ordenligt sammen med de andre, siger han.

Annonce

Tilbage på mandag

Mandag den 12. april bliver første skoledag, hvor 1.G'erne på Tønder Gymnasium vender retur til den fysiske undervisning. Her vil klasserne fortsat skulle være hver for sig, både hvad angår undervisning og frikvartererne, ligesom der hver anden uge er onlineundervisning. Derfor er skolens kantine indrettet, så hver klasse har deres eget bord.

- Det bliver selvfølgelig fedt at skulle tilbage på skolen og have fysisk undervisning. Det giver en bedre undervisning. Særligt i de svære fag som matematik, hvor man bedre kan få hjælp af læreren til at forklare noget, hvis det er svært. Socialt bliver det også bedre, fordi man er fysisk sammen, men jeg glæder mig da helt vildt til, at der ikke er nogle restriktioner på skolen mere, siger Severinus Scholtens.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sydjylland

Træt af kø til kviktest? Disse dage og tidspunkter er der størst chance for at komme hurtigt til

Annonce