Annonce
Ringkøbing-Skjern

Gymnasium præsenterer ny rektor: Han er glad for musik og ønsker samarbejde med erhvervslivet

Jacob Daniel Leinum bliver til sommer ny rektor på KG. Den nuværende rektor, Karsten Hauge Mortensen, skal fungere som rådgiver og konsulent frem til 1. oktober.- Jeg glæder mig til at lære KG at kende; både elever, ansatte, forældre, bestyrelse og samarbejdspartnere, siger den kommende rektor. Privatfoto
Den første rektor var der i 25 år, den næste i 16 år. Nu skifter Det Kristne Gymnasium så rektor. Ny mand på posten bliver Jacob Daniel Leinum.
Annonce

RINGKØBING: Alle tre almene gymnasier i Ringkøbing-Skjern skifter rektor til sommer. Nu kan Det Kristne Gymnasium så melde ud, hvem der skal lede stedet fremover.

48-årige Jacob Daniel Leinum vandt konkurrencen om en post, der sjældent er ledig. For i sine 41 år har KG kun haft to rektorer. Den første sad der i 25 år, og den nuværende, Karsten Hauge Mortensen, har været på posten de seneste 16.

Jacob Daniel Leinum overtager så posten efter sommerferien, og han er mere end glad.

- Det er en superattraktiv mulighed, og det er fantastisk, at den kommer nu. Det er en stilling, man har i en god tid. Jeg har tænkt mig at være der i mange år, uden jeg kan sætte præcist antal år på, siger den kommende rektor.

Hos Det Kristne Gymnasium har man da også indtrykket af, at man har fundet en mand, som ikke lige render af pladsen.

- Vi håber at holde ham i mange år. Det er mere end et arbejde at være rektor. Det er en livsstil, siger bestyrelsesformanden for KG, William Enevold Ehmsen.

Det er en superattraktiv mulighed, og det er fantastisk, at den kommer nu. Det er en stilling, man har i en god tid. Jeg har tænkt mig at være der i mange år, uden jeg kan sætte præcist antal år på.

Jacob Daniel Leinum, kommende rektor, Det Kristne Gymnasium

Annonce

Genopslog stillingen – så dukkede han op

Allerede i vinter meldte gymnasiet ud, at Karsten Hauge Mortensen ønskede at stoppe som rektor, når skoleåret er slut. Men der skulle altså gå fire måneder, før man kunne melde ud, at man havde fundet den rette afløser.

Bestyrelsesformanden fortæller, at man har været ude i to opslagsrunder. Det første opslag gav et felt, men man ønskede et større. Og så kom Jacob Daniel Leinum ind som en del af ansøgerfeltet ved andet opslag.

Til sidst stod man ifølge bestyrelsesformanden med lidt af et luksusproblem, da man skulle finde ud af, hvem der fra næste år skal være rektor for en historisk stor elevgruppe på KG.

For alle tre kandidater, man havde med til anden samtale, kunne ifølge formanden blive ”glimrende rektorer”.

I sidste ende var der dog enighed mellem de syv i bestyrelsen om, at Jacob Daniel Leinum var den bedste kandidat.

For han ramte plet på de tre hovedkrav: Man skulle kunne se sig selv på et værdibåret gymnasium, man skal have ledelseserfaring fra gymnasieverdenen, og man skal have pædagogisk indsigt.

Annonce

Vil åbne KG mere for omverdenen

Jacob Daniel Leinum er lige nu uddannelseschef på Næstved Gymnasium og HF, der har cirka 1300 elever. Her har han særligt fokus på det almene gymnasium, kommunikation, talentarbejde og internationalt arbejde.

Samtidig er han personaleleder for 25 ansatte. Tidligere har han været uddannelsesleder på gymnasiet i Køge og har også arbejdet som gymnasielærer i religion og musik på Marie Kruse Skole, der er et privatgymnasium og en privat grundskole i Farum.

Foruden erfaringen kommer Jacob Daniel Leinum med nye fokuspunkter for kostgymnasiet. For som musiklærer, der har en særlig interesse i Grundtvig, fællessang og korsang, sætter han gerne mere fokus på musik og på samarbejde med det lokale kulturliv.

Generelt kunne han godt tænke sig endnu mere samarbejde med lokale virksomheder, hvor lokale virksomheder blandt andet kan komme med opgaver, KG’s elever kan forsøge at løse. Det er vigtigt, gymnasiet rækker ud, mener Jacob Daniel Leinum.

- Jeg vil gerne være med til at åbne KG. Jeg har stor respekt for traditionerne, som dog altid må gå hånd i hånd med fornyelse, siger han.

Jacob Daniel Leinum

48 år.

Kommende rektor på Det Kristne Gymnasium.

Nuværende uddannelsesleder på Næstved Gymnasium og HF.

Gift med Christina Elisabeth Leinum, der stammer fra Skjern.

Far til fire, og morfar til en.

Cand.mag. og gymnasielærer i musik og religion.

Har en master i ledelse.

Bor i Næstved, men flytter nu til Ringkøbing.

Det Kristne Gymnasium har fundet ny rektor. Han begynder efter sommerferien. Foto: Johan Gadegaard
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Fodbold

SønderjyskE-sportschef gav grønt lys til at starte festen

Varde

Antons hus kan du få for 100.000 kroner

Annonce