Annonce
Aabenraa

Håb for udviste Tra: Thulesen Dahl vil gøre dispensation mulig

Jørgen Bonefeld, papfar til udviste Tra Viet Nguyen, spurgte efter Kristian Thulesens Dahls hjælp. Og den fik han et tilsagn om. Foto: Ludvig Dittmann

Papfaren til den udviste 15-årige Tra Viet Nguyen, Jørgen Bonefeld, fik en glædelig nyhed med hjem fra et møde med Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl. Han vil udstyre minister med en dispensationsmulighed.

Aabenraa: Det har været småt med politisk opbakning til den udviste Tra Viet Nguyen fra de partier i Folketinget, som for alvor har noget at skulle have sagt på udlændingeområdet, men Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, havde godt nyt med, da han onsdag aften besøgte Folkehjem i Aabenraa.

I salen sad 15-årige Tra Viet Nguyens papfar, Jørgen Bonefeld, som gerne ville vide, om Dansk Folkeparti vil hjælpe de familier, der kommer i klemme i reglerne om familiesammenføring.

- Det er ikke fair, at man tager en kone og to børn med til Danmark, og så bliver det ene barn udvist, selvom hun efter et år i skole er fuldt integreret, sagde Jørgen Bonefeld.

- Vi er parate til at udstyre udlændinge- og integrationsministeren (Venstres Inger Støjberg, red.) med en dispensationsbeføjelse. Det skal være på en måde, så man ikke skaber tvivl om hele det normale grundlag i forhold til familiesammenføringer, lød det fra Kristian Thulesen Dahl, som øjner et flertal sammen med regeringen.

En udmelding, der udløste klapsalver i salen, der var propfyldt med tilhørere til det åbne arrangement, hvor man ikke blot kunne høre partiformanden give sit øjebliksbillede af dansk politik, men også stille spørgsmål.

Annonce

Tra-sagen kort


  • Tra Viet Nguyen flyttede sammen med sin mor og lillebror til Aabenraa den 19. september 2017. Her blev de til en sammenbragt familie med moderens ægtefælle, Jørgen Bonefeld. Kort efter måtte moderen imidlertid rejse hjem en kort periode, fordi hun skulle passe sin syge mor.
  • Der blev søgt om opholdstilladelse den 6. november 2017 - 12 dage efter Tra Viet Nguyens 15 års fødselsdag. Mor og søn fik opholdstilladelse, men datteren gjorde ikke, fordi hun var fyldt 15 på ansøgningstidspunktet og derfor kom under de meget strengere regler for 15-18-årige.
  • Familien har klaget til Udlændingenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse og fik i den forbindelse 4. oktober i år besked om, at Tra ikke må opholde sig i Danmark, mens sagen behandles. Det kan vare op til syv måneder, før der foreligger en afgørelse.
  • 10. oktober blev 15-årige Tra Viet Nguyen af sin mor fulgt til Hanoi i Vietnam. Her bor hun hos sin 78-årige mormor. 26. oktober var hendes mor, Ha Thi Thanh Tran, tilbage i Aabenraa, da hun ikke kunne blive længere i Hanoi, fordi hun har dansk opholdstilladelse.

Et fornuftigt svar

Thulesen Dahl lægger op til, at dispensationsmuligheden også skal gælde i sager, hvor der er givet afslag. Som i Tra-sagen, hvor der godt nok er klaget over afgørelsen.

- Det kan sagtens få effekt på sager, der er afgjort. Det kan jo være, at det i praksis vil være sådan, at man søger på ny, og så er det en ny sag, uddybede DF'eren.

Det bliver nu udlændingeordfører Martin Henriksens opgave at give tilbuddet om støtte til dispensationsmuligheden videre til Inger Støjberg.

- Jeg synes, i det her forum, hvor man ikke kan behandle enkeltsager, at svaret var ganske fornuftigt. Det giver lidt håb, når der kommer positive ting fra den kant, sagde Jørgen Bonefeld efterfølgende til JydskeVestkysten.

- Jeg håber, de folk, der træffer afgørelserne, kommer ud og ser, hvilket miljø de mennesker, de siger ja eller nej til, lever i, tilføjede han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
SønderjyskE Fodbold For abonnenter

SønderjyskE kalder sig igen underdogs - og fire andre ting vi lærte i nederlaget til Brøndby

Annonce