Annonce
Tønder

Håb om politisk velvilje: Klosterbadet er på vej mod storstilet renovering

Ifølge centerleder i Klosterhallen, Asger Andersen, vil en renovering af Klosterbadet være en opgradering af centret. Arkivfoto: Mathies Dalsgaard
Politikerne i kultur- og fritidsudvalget skal onsdag se på et milliontilskud til Klosterbadet i Løgumkloster. Her er der planer om en omfattende renovering til over fire millioner kroner.
Annonce

Løgumkloster: Det kan i fremtiden blive en helt anderledes oplevelse at besøge Klosterbadet i Løgumkloster.

Klosterhallen har således planer om en omfattende renovering, og onsdag ser kultur- og fritidsudvalget på et ønske fra idrætscentret om at få frigivet en million kroner til opstarten af projektet.

- Klosterbadet er 50 år til august. Det trænger til en kraftig renovering, fortæller centerleder Asger Andersen, der ser en renovering af badet som en opgradering af centret.

Svømmebadet er en alternativ aktivitet, når sportsfolk er på træningslejr i centret.

Annonce

Rapporter

Forud for renoveringen er der udarbejdet to rapporter - en om badets systemer med vandrensning og cirkulation og en, der vurderer på muligheden for energioptimering, oplyses det i dagsordenen til udvalgsmødet.


Klosterbadet er 50 år til august. Det trænger til en kraftig renovering.

Asger Andersen, centerleder


Renoveringsprojektet indeholder ønsker om både en total renovering af det store udendørs bassin, og det mindre indendørs bassin, samt saunaen. Samtidig vil man gerne tænke energi- og miljøtiltag ind i projektet og gøre stedet handicapvenligt.

- Vi har en forventning om, at projektet vil ligge i størrelsesordenen 4,5-5 millioner kroner, fortæller formand for fonden bag Klosterhallen, Claus Hansen, der peger på, at de indledende manøvrer skal afklare projektets omfang.

Han håber på en renoveringsstart i år.

- Hvis der er en politisk vilje til at hjælpe Klosterhallen med Klosterbadet, og alt falder på plads, så håber jeg da, at vi måske kunne begynde at renovere, når vi lukker badesæsonen her i 2021, fortæller han.

Annonce

En sikring af badet

Claus Hansen mener, at en gennemgribende renovering vil betyde flere ting.

- For det første så vil det jo betyde det, at vi sikrer Klosterbadet, som jo i det her år fylder 50 år, siger han.

- Den anden ting er jo så, at i det øjeblik, vi får dét lavet, som vi gerne vil have, så kan vi også tilbyde varmtvandsbassin, og det er et tilbud, vi slet ikke har haft, fortæller formanden.

Det er det indendørs bassin, man vil bruge til varmtvandsbassin, og tanken er, at det skal  kunne bruges af for eksempel forældre med deres små børn, handicappede og folk, der genoptræner.

Annonce

Vil søge fonde

Udover den ene million i kommunalt tilskud håber Klosterhallen på at finansiere projektet ved at optage et lån med en kommunegaranti i ryggen.

Og så vil man søge fonde til de elementer, der er rettet mod handicappede. I den forbindelse vil man inddrage målgrupper.

- Det er klart, at i det øjeblik, at man har sat sig sammen med eksempelvis handicap-organisationer eller ældre-organisationer eller et eller andet, og de ligesom siger god for det der projekt, så vil en ansøgning ved en fond have en helt anden vægt, end hvis det bare er lille dumme Claus Hansen, der sender den, lyder det fra formanden.

Som det er nu, er målet, at projektet afsluttes i første halvdel af 2022, men først skal kultur- og fritidsudvalget altså behandle sagen om anlægstilskuddet.

- Jeg håber selvfølgelig, at der er en politisk velvilje til, at vi kan komme i gang for ligesom at få belyst, hvad er omfanget, hvad er behovet, og så vi bliver konkrete, fortæller Claus Hansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce