Annonce
Tarm

Håndbold-guld på flaske: Destilleri sender god karma til håndboldherrerne med ny guld-gin

Guld-ginen er nummeret fra 1 til 100, og ejerne af Knaplund Destilleri har sørget for, at de også selv har en flaske. Pressefoto: Knaplund Destilleri
Straffekastdramaet til VM i håndbold onsdag aften blev lidt ekstra spændende for Knaplund Destilleri. Tirsdag havde de besluttet sig for at lave en guld-gin, og torsdag skulle den på gaden. Nu bliver flaskerne revet væk.

KNAPLUND: Mathilde Anholm Ingvardsen kunne ikke lade være at kigge lidt, da Karl Povlsen tirsdag troppede op med 100 håndbold-glasflasker.

Men på Knaplund Destilleri i Ringkøbing-Skjern mellem Hoven og Sdr. Felding er der ikke langt fra tanke til handling. Karl Povlsen ville lave en håndbold-gin, og da flaskeleverandøren havde 100 flasker, slog han til.

Ginen skulle selvfølgelig være en guld-gin i håbet om, at de danske håndboldherrer genvinder VM-guld.

De 100 flasker blev sat til salg torsdag, og onsdag gjorde destilleriet så reklame for flasken på deres sociale medier. Allerede onsdag aften, før man overhovedet kunne købe ginen, var det så ved at gå galt i guldjagten. Danmark skulle ud i straffekastkonkurrence for at slå Egypten i kvartfinalen.

Mathilde Anholm Ingvardsen og Karl Povlsen har begge tidligere spillet håndbold. De fulgte ivrigt med i vanvidsdramaet.

- Vi nåede ikke lige at tænke så meget på guld-ginen. Kampen var simpelthen så spændende, at vi var opslugt af den, siger Mathilde Anholm Ingvardsen.

Torsdag eftermiddag var de to ejere af Knaplund Destilleri, der producerer gin, whisky og moonshine, så i gang med at få styr på håndbold-drikken. Drikken skulle på flaske, der skulle etiket på, og de skulle sendes ud med posten.

Annonce

Det er god guldkarma

For de 100 flasker var mere eller mindre udsolgt, få timer efter de kom til salg klokken 12 torsdag. Der var sågar nogle af de steder, der sælger Knaplunds drikke, som også gerne ville have flasken til salg, men det umuliggjorde det begrænsede parti.

- Det er faktisk antallet af flasker, der har begrænset, hvor mange vi kan lave, fortæller Karl Povlsen.


Vi tror altid på guld, og at man går hele vejen. Så det er god guldkarma at heppe.

Mathilde Anholm Ingvardsen, medejer, Knaplund Destilleri


På trods af at det danske landshold var millimeter fra at ryge ud af VM inden medaljekampene, har de i Knaplund ikke de store overtroiske kvababbelser ved at lave en guld-drik inden semifinalen. De havde overvejet en sølv-gin, men det ville alligevel ikke være lige så sjovt.

- Vi tror altid på guld, og at man går hele vejen. Så det er god guldkarma at heppe, så vi tror ikke, at vi jinxer (forhekser red.) det med ginen. Vi tror på, man ikke skal være bange for at sige, at man går efter at være nummer 1, fortæller Mathilde Anholm Ingvardsen.

Så nu har de altså lavet en 30 procent ginlikør, der kan blandes op med noget lemonsodavand og nogle bobler. Så må tiden vise, om guld-drinken vil matche de medaljer, danskerne kan tilspille sig i weekenden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce