Annonce
Sport

Håndbolddirektør: Pokalkampe spilles for fansenes skyld

John Randeris/Ritzau Scanpix

Lørdag og søndag skal der alligevel findes en pokalvinder i håndbold, selv om Final 4-stævnet er aflyst.

Annonce

Final 4-stævnet i håndbold blev først udskudt to gange. Så blev det aflyst.

8. september blev det så besluttet, at der alligevel skal findes en vinder af sidste sæsons pokalturnering for herrer, Santander Cup.

Ikke ved det planlagte Final 4-stævne i Boxen i Herning, men i holdenes egne haller med maksimalt 500 personer til stede, som klubberne er vant til.

Det sker i weekenden, hvor man afvikler to semifinaler lørdag og finalen søndag.

Først skal Skanderborg Håndbold og TTH Holstebro spille mod hinanden i Skanderborg, og bagefter møder GOG og Bjerringbro-Silkeborg hinanden i Gudme på Fyn.

Beslutningen om at afvikle stævnet trods et i forvejen presset kampprogram for flere klubber skal ses som et udtryk for at give noget tilbage til håndboldfansene, siger direktør i TTH Holstebro, John Mikkelsen.

-Vi synes, at fans, sæsonkortholdere og sponsorer har fortjent de kampe, for det er jo dem, der på en måde har holdt hånden over os den seneste tid. De skal have noget tilbage.

- Derfor er vi rigtig glade for, at der skal spilles om noget nu. Det, vi arbejder på hver dag, er jo at spille om titler, siger direktøren.

Han vidste godt, at beslutningen om at afholde pokalturneringen kunne medføre en kaotisk tid i klubben med mange kampe.

- Vi spillede tirsdag og tager til Tyskland mandag i EHF European League, men vi vidste godt på forhånd, at den her periode kunne blive voldsom. Men det er jo også det, vi elsker i en håndboldklub.

- At vi den ene weekend kan spille Santander Cup og to dage senere skal møde et af Europas største hold, Rhein-Neckar Löwen. Sådan et program er jo en lækkerbisken for os, siger John Mikkelsen.

Også GOG kan risikere at skulle spille fem kampe på ti dage, hvis holdet vinder sin kamp lørdag, oplyser klubbens direktør, Kasper Jørgensen.

Der er før semifinalerne blevet trukket lod om, hvem der skal spille på hjemmebane.

Vinderne af semifinalerne trækker lørdag lod om hjemmebanefordelen til finalen søndag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Statsministeriet indkalder til pressemøde om corona

Annonce