Annonce
Kolding

Håndboldstævne for flere tusinde aflyst på grund af corona: Klub er hårdt ramt økonomisk

Hvert år i påsken plejer der at være stopfyldt med unge håndboldspillere i Sydbank Arena og flere andre haller i Kolding, når KIF Håndbold står bag det store Kolding Cup. Men i år er stævnet aflyst på grund af corona. Det giver klubben et stort økonomisk tab. Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard
KIF Håndbolds store årlige påskestævne for flere tusinde deltagere er i år aflyst på grund af corona. Det rammer klubben hårdt økonomisk, da det stævnet er klubbens største indtægtskilde.

Kolding: Fra Langfredag og tre dage frem skulle Sydbank Arena have huset flere end 2500 unge håndboldspillere fra otte lande, når KIF Håndbolds store, årlige påsketurnering Kolding Cup, skulle have fundet sted.

Stævnet er i år blevet aflyst på grund af corona-epidemien, og det har givet KIF Håndbold en betydelig økonomisk lussing.

Påskestævnet står nemlig for den største enkeltstående indtægt til håndboldklubben hvert år, og selv om næstformand i KIF Håndbold, Mads Aarestrup, ikke ønsker at oplyse, hvor meget klubben plejer at tjene på stævnet, lægger han ikke skjul på, at det er en meget stor indtægt, den mister i år.

- Det rammer os voldsomt, og der hvor vi regnede med at være økonomisk om et år, kommer vi ikke til at være, siger Mads Aarestrup.

Han oplyser, at klubben plejer at have en omsætning på mellem en og to millioner kroner i forbindelse med stævnet, hvor der plejer at deltage 2500-2700 håndboldspillere.

Annonce

Stævnet

  • Kolding Cup i håndbold, der plejer at finde sted i påskedagene, er blevet holdt 15 gange tidligere.
  • Der deltager normalt mellem 2500 og 2700 unge håndboldspillere fra flere lande. I år skulle hold fra otte lande have deltaget.
  • Spillerne indkvarteres normalt på en række af kommunens skoler, og håndboldkampene spilles i forskellige haller i kommunen.

Skruer op for volumen

I år skulle skulle der være kommet deltagere fra otte lande, og stævnet skulle have foregået fra næste fredag til 2. påskedag.

Mads Aarestrup fortæller, at man i klubben, straks da det stod klart, at stævnet måtte aflyses, nedsatte en task force, der ser på, hvad man kan gøre for at imødegå den manglende indtægt fra håndboldstævnet.

Næstformanden fortæller, at man i den forbindelse blandt andet har planer om at skrue ekstra op for volumen ved de aktiviteter, der er i klubben i månederne efter, at sportsforeningerne må åbne op igen efter corona-nedlukningen.

- Vi planlægger at øge vores kendte aktiviteter med omkring 20 procent, fortæller Mads Aarestrup.

Flere deltagere næste år

Han henviser blandt andet til det opstartsstævne, som KIF Håndbold plejer at stå bag i august. Her vil man i år forsøge at få flere hold til at deltage og dermed øge indtjeningen.

Også et bankospil, som klubben arrangerer, vil man skrue op for, så der ifølge Mads Aarestrup "forhåbentlig kommer op imod 1000 gæster".

- Vi må virkelig mande os op og få noget mere ud af det, slår han fast.

En kontingentstigning til de knap 500 medlemmer har ikke været på tale, og ifølge Mads Aarestrup er intentionen, at tabet af stævneindtægten i år ikke skal mærkes af medlemmerne i dagligdagen.

Man håber desuden, at påskestævnet til næste år kan give et større overskud end normalt. Da får man nemlig mulighed for at få over 3000 deltagere med, da flere af Koldings skoler fra næste år står til rådighed som overnatningssted for de mange deltagere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Stærk utilfredshed i Tønder og stor glæde på Rømø: Grænseåbning får meget blandet modtagelse

Sydjylland

Camping-indehaver skuffet over Mette Frederiksens delvise grænseåbning: Vi har brug for weekend-turister

Annonce