Annonce
Trekantområdet

Hånden på hjertet: Jeg er faktisk lidt smårystet

Den sidste uge har budt på enorme forandringer, lyder det blandt andet fra klummeskribenten, der også har været en tur med sine børn på stranden ved Hybylund. Foto: Christoffer Riis Svendsen

Sidst skrev jeg en klumme om regn – det største problem vi havde bøvlet med i det seneste halve år. Nærmest som om at det var en af de syv plager. Men nu har vi da virkeligt fået en hel anden plage at føle. Og denne virker ret voldsom og helt uoverskuelig.

Jeg har virkeligt haft svært ved at skulle skrive denne uges udgave af "Hånden på hjertet". Giver det overhovedet mening i denne tid, hvor vores verden ændres så voldsomt dag for dag, at skrive en måske lidt ligegyldig og uvæsentlig klumme?

For blot nogle få uger siden var coronavirus noget, som skete i Kina. Og jo, jeg fulgte da sporadisk interesseret med i udviklingen. Min hustru, Mette, sagde godt nok allerede for halvanden måneds tid siden, at vi ville komme til at mangle mundbind mm. på sygehusene, og at hun havde gjort opmærksom på dette på hendes job. Men der blev vist ikke lyttet så godt efter. I hvert fald ikke så godt hos mig, at jeg forstod alvoren.

Men det ændrede sig. Med noget som minder om et knips i fingrene, blev det pludseligt meget nærværende. For mig, for vores familie, for alle – også i resten af verden.

Annonce

For blot nogle få uger siden var coronavirus noget, som skete i Kina. Og jo jeg fulgte da sporadisk interesseret med i udviklingen. Min hustru, Mette, sagde godt nok allerede for halvanden måneds tid siden, at vi ville komme til at mangle mundbind mm. på sygehusene, og at hun havde gjort opmærksom på dette på hendes job. Men der blev vist ikke lyttet så godt efter. I hvert fald ikke så godt hos mig, at jeg forstod alvoren.

Men det ændrede sig. Med noget som minder om et knips i fingrene, blev det pludseligt meget nærværende. For mig, for vores familie, for alle – også i resten af verden.

Jeg er faktisk ikke helt bevidst om, hvilken dag det for alvor gik op for mig, hvilken alvorlighed der er i konsekvenserne af denne virus. Det føles både som for længe siden, men også som for et øjeblik siden. Men der skete en forandring i bevidstheden for små tre uger siden.

De første meldinger om smitte i Italien og på vej ind i Danmark. Jeg er en ’krammer’ – elsker at give kram til gode relationer, venner og familie. Og pludselig tænkte jeg på, hvem jeg havde krammet og hvornår. Og jeg blev bevidst om, at det hæmmede mig, at jeg ikke bare kunne ’kramme løs’.

Omvæltningen for os derhjemme skete for kun en uge siden. Som det meste af Danmark var jeg på job og kørte direkte til et længere bestyrelsesmøde. Og da jeg kom hjem midt på aftenen, var livet, som vi kendte det, forandret.

Vores statsminister var på skærmen og meddelte, at bl.a. skolerne skulle lukke, og eleverne blive hjemme de næstkommende to uger. Blive hjemme… Jamen hvordan, og hvad så med…?

Vi har to børn, som begge går i folkeskole. Vores datter så straks for sig et par ugers ”ferie”, hvor der kunne hænges ud med veninderne. Og vi fik hurtigt pointeret, at det blev ikke tilfældet, og at hun nok skulle forvente, at der kom rigeligt med opgaver fra lærerne til at arbejde med hjemme. Og det der med at være sammen med vennerne kom ikke til at ske.

Min hustru vidste godt, hvor vigtigt det var at forhindre smitten i at brede sig. Jeg selv var måske lidt mere langsom i optrækket til at indse omfanget.

Jeg fik besked fra min arbejdsgiver om, at vi skulle arbejde hjemmefra og aflyse alle unødvendige møder og større sammenkomster. For mig betød det ikke nogen ændring, da jeg altid arbejder ud hjemmefra. Men der var usikkerhed om, hvilke møder der kunne gennemføres. I løbet af et par dage var alle møder, temadage, konferencer, kongresser, rejser osv., jeg havde fyldt kalenderen med, aflyst og udsat.

Klummeskribent Christoffer Riis Svendsen. Foto: Peter Friis Autzen

For hver dag, der er gået i den sidste uge, er det bare gået stærkt. Rystende ændringer i vores velfungerende samfund. Nedlukning af offentlige institutioner, lukning af grænserne, forsamlingsforbud og hamstring. Daglige pressemøder med statsministeren, sundhedsministeren og diverse topembedsmænd. Og nu også tale til nationen fra dronning Margrethe om hensyn og omtanke.

Jeg mener ellers, at jeg er god til at håndtere mange opgaver ad gangen. Også af den komplekse og bøvlede slags, selv om det bliver sværere med alderen og antallet af hjernerystelser. Men lige nu går tingene så stærkt, at det er svært at bevare overblikket.

Selv på det nære plan med at få snakket med børnene om denne virus og hvad det er, der er ved at ske. For de er også ængstelige. Vi bliver bombarderet med et utal af meddelelser på Aula til hhv. barn 1 og barn 2, som går i hvert sit skoledistrikt. Bombarderet med nyhedsfeed fra ind- og udland. Venner, der er strandet i udlandet. Familie, der er bekymret.

I det billede er det pludseligt ligegyldigt, at nogle har tabt penge på billetter til Fredericia Teater. I øvrigt en god gammel kommunikationsstrategi at komme ud med en dårlig nyhed, imens der er en endnu større nyhed, som tager fokus.

At Fredericia Teater er gået konkurs, er ærgerligt på flere plan – for ansatte, for byen osv. Men i det store billede er det jo af mindre betydning. Det bliver en del af den fremtid, som ser dyster ud for de mange små og mindre erhvervsdrivende både her og i resten af landet/verden. En fremtid, som er usikker, og hvor man lige nu nærmest kun kan se en dag frem ad gangen.

Og så gør det nok ikke så meget, at man går til stranden og kaster sten med børnene, frem for at de sidder og prøver på at logge sig ind, med ventetid som hos sit mobilselskab eller Skat ved årsopgørelsen, i et virtuelt univers, hvor lærerne er blevet presset til at levere rigeligt med undervisningsmateriale.

Faktisk burde vi bruge tiden til at være sammen med vores børn. Sådan rigtig sammen om tingene, og så få snakket om livet. Snakket om hvad der sker her og omkring os. Hvilke historiske tiltag der gøres, og hvordan vi kommer videre.

Hånden på hjertet, så ved jeg ikke, hvordan vi kommer videre og godt igennem denne viruskrise. Men først må vi tackle virus – vaske hænder, holde afstand, bliv hjemme, standse smittekæden – og så må vi tackle krisen bagefter.

Jeg glæder mig til at kramme igen…

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev For abonnenter

'Emmas' far drak og kunne vende på en tallerken på et splitsekund: - Far er virkelig sød, når han er ædru

Erhverv

Barsk maj for Billund Lufthavn: Massefyringer og nedgang på 98,3 procent

Annonce