x
Annonce
Haderslev

Håndværkerne er i fuld gang på skoler og institutioner

Der er gang i arbejdet med moderniseringen på Fællesskolen Hoptrup Marstrup Vilstrup. Skolen skal moderniseres med blandt andet frisk maling og nye gulve. Arbejdet er blevet fremrykket på grund af coronakrisen. Foto: Haderslev Kommune
Haderslev Byråds økonomiudvalg har godkendt hjælpepakke på 55 millioner kroner til coronatrængte virksomheder og foreninger. Anlægsarbejder for ti millioner kroner skal udføres, mens skoler og institutioner er lukkede.

Børnene er rykket ud. Til gengæld er håndværkerne nu rykket ind. Mandag sagde et enigt økonomiudvalg i Haderslev Byråd ja til en stor hjælpepakke på samlet 55 millioner kroner, der skal være med til at holde hjulene i gang hos de små og mellemstore virksomheder i Haderslev Kommune og samtidig sikre, at foreninger og klubber ikke bliver ramt alt for hårdt på økonomien under den store corona-pandemi.

Blandt andet er der blevet fremrykket planlagte anlægsarbejder for samlet ti millioner kroner, som først skulle have været udført i skolernes og institutionernes sommerferie.

- Vi prøver på at hjælpe, hvor vi kan, for vi er meget opmærksomme på, at erhvervslivet har det svært og lige nu oplever et fald i likviditet, siger borgmester H. P. Geil (V), der også er formand for økonomiudvalget, i en pressemeddelelse.

- Og samtidig har kommunen en lang række ejendomme, som på grund af hjemsendelserne står tomme, tilføjer han dagen efter, at regeringen for at forhindre en alt for hurtig smittespredning forlængede nedlukningen af det offentlige Danmark frem til i hvert fald den 13. april.

- Så det betyder, at vi kan få håndværkerne ind allerede nu, siger H. P. Geil.

Annonce

Baggrund

Det er anlægsprojekter, der ligger inden for anlægsrammen af det vedtagne budget, som nu er blevet fremrykket. Det er op til regering og Folketing at afgøre, om kommunerne må overskride rammen for at hjælpe erhvervslivet med at komme igennem corona-krisen.

Maling og radon

På Fællesskolen Hoptrup Marstrup Vilstrup er håndværkerne allerede i fuld gang. Skolen skal moderniseres, og der males derfor og lægges nye gulve.

Ifølge borgmesteren er der en lang række tilsvarende opgaver, der nu er blevet fremrykket - typisk for beløb mellem 21.000 og 500.000 kroner som eksempelvis etablering af rottespærrer i regnvandsledninger, måling af radon i bygningen, facadebeklædninger, udskiftning af tage, reparation af murværk og energiprojekter:

- Alt det arbejde, der prismæssigt ligger under udbudsreglerne, så vi bruger vores håndværkerlister og nogle af de håndværkere, vi allerede kender, selvfølgelig med respekt for, at der ikke må være mere end ti på pladsen, siger H. P. Geil, der oplyser, at kommunen selvfølgelig er stødt ind i små bump:

- Ved udskiftningen af vinduer er der jo en ventetid, så det bliver først i maj og juni, siger H. P. Geil, der håber, at de små og mellemstore håndværkervirksomheder tager imod tilbudet:

- Hvis private afbestiller, så kan de komme til her. Vi vil jo gerne hjælpe vores erhvervsliv.

Tre elementer

Hjælpepakken på 55 millioner kroner består af tre elementer, og håndværkerdelen er ikke den største.

Det er straksudbetalingen af de vareydelser, som kommunen har modtaget. Med økonomiudvalgets opbakning mandag betaler Haderslev Kommune derfor straks sine regninger til de private leverandører. I alt drejer det sig om samlet 37 millioner kroner. Blandt andet kan vognmændene, der hjælper med vinterberedskabet, se frem til straks og ikke først efter 30 dage at få deres penge. Sidste år blev der alene udbetalt 1,1 millioner kroner på den konto.

Også foreninger og sportsklubber, der bor til leje i kommunale ejendomme og skal betale husleje, får en hjælpende hånd. Politikerne er enige om, at give dem henstand med huslejen i 2020.

- Og så laver vi en afdragsordning, de skal jo betale, siger H. P. Geil.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Farvel til Tønder Festival, Vorbasse Marked, genforeningsfest, ringridning og alle de andre

Tønder

Tønder Festival 2020 er aflyst

Danmark

Live efter statsministerens pressemøde: Få overblikket over planerne her

Annonce