Annonce
Debat

Hækkerups forklaring er en hån mod fornuften

Dagens leder er skrevet af redaktør Peter Gram.
Annonce

Bedst som man troede, skandalen om massakren på de danske mink næppe kunne blive værre, viste det modsatte sig at være tilfældet. Ved onsdagens debat i Folketinget fik justitsminister Nick Hækkerup føjet helt nye dimensioner til. Han kunne nemlig oplyse, at statsminister Mette Frederiksens udmelding om aflivning af minkene slet ikke var en ordre. Der var blot tale om en udtalelse på et pressemøde.

Nu var myndighederne åbenbart så blåøjede, at de ikke havde begrebet denne fine nuance. I hvert faldt troede politiet så meget på statsministerens ord, at de gik i aktion for at føre hendes intentioner ud i livet.

Vurderingen af den manglende ordre stammer fra justitsministeriet. Her vrimler det i sagens natur med højt kvalificerede jurister. Nick Hækkerup er med sin phd-grad i folkeret selv en af dem. Muligvis kan ministeriet med en meget spidsfindig fortolkning have ret i, at en befaling slet ikke er en befaling, når den bliver udstedt på et pressemøde.


Efter onsdagens debat kan partiet næppe holde til ikke at bakke op om blå bloks krav om en undersøgelses-kommission.


Men ude i virkelighedens verden har den slags vinkelskriverier ingen gang på jord. For selvfølgelig krævede Mette Frederiksen minkene slagtet, selv om hun dermed kom på kant med lovgivningen.

Den opfattelse deler De Radikales grundlovsordfører, Jens Rohde. Efter han havde lagt ører til Hækkerups udtalelser, kaldte han dem for ”vildt provokerende”. Han har evigt ret. Faktisk er der tale om en hån mod befolkningen og ikke mindst minkavlerne.

Men hermed har De Radikale også bragt sig i en situation, hvor de er tvunget til handling, hvis deres troværdighed ikke skal blive ligeså ringe som regeringens. Efter onsdagens debat kan partiet næppe holde til ikke at bakke op om blå bloks krav om en undersøgelseskommission.

Undersøgelseskommissioner er den eneste udvej, hvis der er mistanke om, at en statsminister og hendes regering har overtrådt loven. Nok koster disse kommissioner både tid og penge. Men til gengæld skal de involverede udtale sig under vidneansvar, hvilket er nødvendigt for at komme til bunds i dette morads.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce