Annonce
forside

Hærværksmænd har skåret sække med 75 ton granulat til kunstgræsbane op

Ukendte gerningsmænd har skåret mange poser gummigranulat op. Det resulterer i en ekstra udgift på omkring 50.000 kroner for AML Enterprise, der står for byggeriet af banen. Foto: Wybke Nissen

Ukendte gerningsmænd har natten til tirsdag skåret hul på store poser med gummigranulat, der skal bruges til kunstgræsbanen i Toftlund. Firmaet bag byggeriet ender med ekstraregningen.

Toftlund: I nattens mulm og mørke har ukendte gerningsmænd skåret store poser med gummigranulat til den kommende kunstgræsbane i Toftlund op. Poserne var placeret ved byggeriet af kunstgræsbanen mandag, fordi de tirsdag skulle være blevet fordelt ud over kunstgræsbanen.

Bent Lambertsen, der er direktør i AML Entreprise, der står for byggeriet af banen, siger, at der i alt var 75 ton gummigranulat i poserne, og at det samlet havde en værdi på 80.000 kroner. Han ved dog ikke, hvor meget af materialet, der kan genbruges.

- Det er meget irriterende. Vi skal samle det hele op igen og vurdere, hvor meget der kan genbruges. Det medfører selvfølgelig en ekstra omkostning for os, siger han.

Annonce

Jeg vil anslå, at hærværket kommer til at løbe op i en merudgift på omkring 50.000 kroner for os.

Bent Lambertsen, direktør i ALM Enterprise
Poserne er ridset op med en skarp kniv. AML Entreprise tror ikke, at det kommer til at få betydning for åbningsdatoen af banen. Foto: Wybke Nissen

Entreprenøren får regningen

Inden der blev skåret hul på poserne, kunne de løftes ind over banen, men nu skal det ryddes op manuelt. Det gør, at firmaet, der anlægger banen, skal bruge ekstra arbejdstimer på at samle gummigranulatet op.

- Jeg vil anslå, at hærværket kommer til at løbe op i en merudgift på omkring 50.000 kroner for os, siger Bent Lambertsen.

Den ekstra udgift kommer ikke til at ramme Tønder Kommune, der har bestilt banen til en fast aftalt pris. Kommunen ejer først banen, når den står færdig. Indtil da, så er det AML Entreprise, der har ansvaret og dermed ender med regningen.

AML Entreprise har meldt hærværket til politiet og håber på, at forsikringen vil dække udgifterne. Samtidig forsikrer Bent Lambertsen, at hærværket ikke får konsekvenser for tidsplanen.

- Kunstgræsbanen kommer til at være færdig til det planlagte tidspunkt. Hvis det er nødvendigt, så må jeg skaffe ekstra mandskab, så kunstgræsbanen kan stå klar til tiden, siger han.

Bent Lambertsen, der er direktør for AML Entreprise, siger, at der var 75 tons gummigranulat i poserne. Foto: Wybke Nissen

Ingen miljøkatastrofe

I tilfælde af, at hærværket i sidste ende kommer til at udskyde projektet med kunstgræsbanen, så vil det være acceptabelt ifølge Christian Kjær-Andersen, der er afdelingsleder for Teknik- og Miljøforvaltningen i Tønder Kommune.

- Vi kan ikke klandre en entreprenør, der bliver ramt af hærværk for at være forsinket et par dage. Det svarer jo til, at hvis der sprænger en bombe ved siden af et bygningsprojekt, så kan man jo heller ikke klandre entreprenøren for at være forsinket, siger han.

Han vil heller ikke afvise, at Tønder Kommune måske kan dække noget af tabet, selvom den ikke er forpligtet til det.

I gummigranulatet findes der stoffer, som kun må ligge på en kunststofbane fordi de ikke er gode for miljøet, men her maner Christian Kjær-Andersen til besindighed.

- Det er ikke en miljøkatastrofe på vej. Man er i kontakt med gummigranulatet, når man spiller og tackler på kunstgræsbanen. Det er lavet af det samme materiale som bildæk, så det er ikke så farligt, som det lyder, siger han.

Poserne skulle have været tømt ud over kunstgræsbanen tirsdag. Nu skal AML Entreprise vurdere, hvor meget af det spildte gummigranulat, der kan genbruges. Foto: Wybke Nissen

Håber på et tip

Hos Toftlundhallerne, der skal administrere banen, når den står færdig, har man ingen overvågningsbilleder af gerningsmændene, så politiet kan få svært ved at opklare sagen.

- Vi har desværre ingen overvågningsbilleder af gerningsmændene, fordi det er ude på offentlig vej. Men jeg håber, at nogen vil komme med et tip anonymt, siger Brian Hansen, der er halbestyrer ved Toftlundhallerne.

Hærværket er meldt til politiet og forsikringen, men der er ingen overvågningsbilleder af gerningsmændende, siger Brian Hansen fra Toftlundhallerne. Foto: Wybke Nissen
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce