Annonce
Sønderborg

Hærværksplaget indkøbscenter ryddes for at undgå brand

Mange butiksruder i Ulkebøl-Centret blev smadret under et hærværk. Privatfoto
Ejerne af Ulkebøl-Centret rydder nu al inventar efter omfattende hærværk og angst for, at der kan blive sat ild til noget i centret, hvor der skal bygges boliger.
Annonce

Sønderborg: - Vi prøvede at sætte hegn op efter det første hærværk, men det blev bare væltet. Og vi har fået henvendelser fra flere af de omkringboende, at de føler sig utrygge. Så nu fjerner vi alt inventar, som kan brænde for at undgå, at der måske kunne blive sat ild til noget, siger Mark Sørensen fra ejendomsselskabet Grønnely A/S.

Firmaet med adresse i København købte i foråret det nedslidte center, som til sidst kun husede et lokalhistorisk arkiv, et pizzeria og en frisør.

Centret havde sin storhedstid i 70'erne og 80'erne, men efterhånden blev aktiviteterne færre.

- Da vi opsagde de sidste lejemål fik lejerne lov til at lade blive, hvad de ikke skulle have med. Efterfølgende har andre fået lov at hente det, de kunne bruge. Men det resterende har vi nu fjernet, tilføjer Mark Sørensen.

Annonce

Ydermurene består

Bygherren vil genbruge ydermurene og de bærrene mure, når der skal indrettes omkring 38 lejligheder i centret med et fælles gårdområde samt seks lejligheder i den tidligere børnehave på hjørnet af Agtoftsvej og Torvet. Den har Grønnely også erhvervet.

Hele området udgør ca. 13.750 kvadratmeter og består af centret med parkeringsplads og så den tidligere kommunale børnehave.


Da vi opsagde de sidste lejemål fik lejerne lov til at lade blive, hvad de ikke skulle have med. Efterfølgende har andre fået lov at hente det, de kunne bruge. Men det resterende har vi nu fjernet.

Mark Sørensen


Teknik- og miljøudvalget har tirsdag eftermiddag sagen på dagsordenen med henblik på at vedtage et kommuneplantillæg, der kan klarlægge rammerne for boligerne i forhold til størrelse, højde og antal etager. Den skal herefter i fire ugers høring, inden der sker mere.

Forvaltningen planlægger at afholde et borgerinformationsmøde som en del af den offentlige høring.

Ulkebøl-Centret

Ulkebøl-Centret blev for tre mio. kroner opført af Sønderborg Andelsboligforening og indviet i 1972. Seks år forinden havde den lokale brugsforening opført en butik, som centret blev bygget sammen med.

I 1973 åbnede Ulkebøl Bibliotek, og centret blev i det hele taget et handelsmæssigt omdrejningspunkt for Ulkebøl med flere banker, bager, frisør, posthus, kiosk, legetøjsbutik, tøjbutik, pub og grillbar samt møbelforretning og senere et fritidshjem.

Men særligt op gennem nullerne begyndte butikker at lukke og flytte. Centret blev mere og mere forladt. Skiftende ejere har haft planer med stedet. Blandt andet at bygge en etage oven på. Centret fik omkring 2005 en ansigtsløftning, men lige meget hjalp det.

I 2011 købte Udviklingsgruppen Sønderborg centret for 4,5 millioner kroner, men det blev det ikke bedre af og i 2018 gik de daværende ejere konkurs. Centret blev i sommeren 2019 sat til salg for to mio. kroner og senere solgt til ejendomsfirmaet Grønnely A/S, der vil rive ned og ombygge til boliger.

Lokalhistorisk Arkiv, en kebab- og grillbar samt en frisør var de sidste lejere, som blev opsagt med fraflytning i maj.

Håndværkere har opsat "Adgang forbudt"-skilte, mens inventaret fjernes. Foto: Henrik Rath
Alt brandbart fjernes fra lokalerne. Når centret forvandles til boliger skal kun ydermure og bærrene vægge genbruges. Foto: Henrik Rath
Masser af containere er opsat ved Ulkebøl-Centret i forbindelse med oprydningen. Foto: Henrik Rath
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder For abonnenter

Efter konfirmationsaflysning for anden gang: - Man bliver simpelthen bare så træt

Tønder

Konfirmationer aflyst for anden gang: - Det er så synd for dem, som det næsten kan være

Annonce