Annonce
Kolding

Hærvejsmotorvej kan passere midt mellem landsby og kirke: - Det er næppe nogen særlig god idé

Den grafik viser, hvordan man fra kirken kan skue over mod motorvejen. - Det er svært at vide, hvad motorvejen vil betyde for et lille samfund. Nogle gange skal man også huske at vende den rundt, for det værst tænkelige kan måske også rumme noget positivt. Vil det gøre noget godt i forhold til at få Lejrskov på landkortet, siger menighedsrådets formand, Lene Brandenborg. Grafik: Vejdirektoratet
Flere forslag til en Hærvejsmotorvej vil passere midt mellem Lejrskov og landsbyens kirke. - Hvis man kun anskuer projektet ud fra kirkens synspunkt, så er det næppe nogen særlig god idé. Det har jeg svært ved at få øje på, siger Lene Brandenborg, der er formand for menighedsrådet.
Annonce

Lunderskov: Hvis man læser den såkaldte VVM-redegørelse om en eventuel Hærvejsmotorvej, som Vejdirektoratet netop har udsendt, så vil man nok studere nogle af siderne med ekstra opmærksomhed, hvis man bor i Lejrskov.

Redegørelsen arbejder med seks forskellige forslag til linjeføringen, og i fire tilfælde vil motorvejen passere midt mellem Lejrskov og den lokale kirke. En illustration viser, hvordan man fra kirken kan stå og kigge over mod motorvejen, som vil være helt synlig i landskabet.

- Hvis man kun anskuer projektet ud fra kirkens synspunkt, så er det næppe nogen særlig god idé. Det har jeg svært ved at få øje på, siger Lene Brandenborg, der er formand for menighedsrådet for Lejrskov-Jordrup Pastorat.

Hun har ikke læst den helt nye redegørelse, og den har naturligvis heller ikke været til debat i menighedsrådet. Derfor kan hun kun give en umiddelbar og personlig reaktion på de forslag, man finder i redegørelsen.

- Men jeg tænker da, at hvis man vælger en løsning, som fører motorvejen tæt forbi en kirke, så vil det være et uheldigt indgreb i et område, hvor man forestiller sig, at der skal være rum til fordybelse og til at gå på kirkegården og have sig en stille stund, siger Lene Brandenborg.

Redegørelsen

I november 2016 besluttede den dengang nye trekløverregering bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance, at der skulle igangsættes en undersøgelse af en ny midtjysk motorvej fra Hobro til Haderslev.

Den nye motorvej skal aflaste og gå parallelt ind i landet med E45, der går fra grænsen i Padborg, op gennem Østjylland og til Frederikshavn i Nordjylland.

Vejdirektoratet har netop offentliggjort den VVM-undersøgelse, der skal danne grundlag for en politisk beslutning om en eventuel kommende motorvej. Her står blandt andet om Lejrskov Kirke, at påvirkningen vil være moderat "på grund af anlæggets markante synlighed i landskabet".

Annonce

Redegørelse til debat

Formanden er sikker på, at den nye redegørelse vil finde vej til en kommende dagsorden i menighedsrådet.

- Det synes jeg, vi har en forpligtelse til. For det er jo på dette tidspunkt, man skal sige noget, hvis man vil have sin stemme hørt, siger hun.

Lene Brandenborg fortæller, at motorvejsprojektet er noget, man følger med i ude i lokalsamfundet. Og der er ikke kun kirken at tage hensyn til, medgiver hun.

- Vi er jo lidt tvetydige som mennesker, når det gælder sådan et projekt, siger formanden og uddyber:

- På den ene side vil vi gerne komme hurtigt frem, og en motorvej er nødt til at ligge i det åbne land, for hvor skal den ellers ligge, for det er der, der er plads til dem. Og det er også nødvendigt, at man fører den tæt på bebyggelse, hvis det skal give nogen mening. På den anden side er det også vigtigt, at vi tænker på værdier, traditioner og natur, for når først man har lavet motorvejen, så bliver den liggende for altid, siger Lene Brandenborg.

Annonce

- Hvad er der så tilbage?

Og derfor håber menighedsrådets formand, at man tænker sig meget grundigt om, før beslutningen træffes. Og at man ikke kun tænker på, hvor hurtigt bilisterne kan komme fra A til B.

- Vi kan ikke stoppe udviklingen. Men hvis man laver en motorvej midt mellem Lejrskov og kirken, så er der en reel risiko for, at landsbyen helt forsvinder. Mange er jo flyttet hertil, fordi de ønsker fred og ro og masser af natur, og hvis det forsvinder på grund af en motorvej, hvad er der så tilbage, spørger hun.

Om motorvejen kommer til at passere tæt forbi Lejrskov Kirke, om den overhovedet bliver til noget, det står hen i det uvisse, for transportministeren har meddelt, at man vil forhandle fremtidig infrastruktur helt forfra, når man har lavet fået lavet en national klimahandleplan.

I VVM-undersøgelsen står: Ved Lejrskov er linjeføringen mellem byen og kirken valgt fremfor løsningen vest om Lejrskov, da den vestlige løsning rundt om byen vil være i konflikt med de mange fredede gravhøje ved Gl. Landevej. Kort: Vejdirektoratet
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Hvor er Mette Frederiksen?

Annonce