Annonce
Udland

Højt hædret nødhjælpsarbejder misbrugte børn i Nepal

62-årig nødhjælpsarbejder fra Canada står til 13 års fængsel for seksuelle overgreb mod to drenge i Nepal.

En tidligere højtstående nødhjælpsarbejder fra Canada er ved en domstol i Nepal fundet skyldig i seksuelle overgreb mod to drenge.

Den 62-årige mand risikerer en straf på op til 13 års fængsel.

I april sidste år blev han anholdt i et hus Kavrepalanchowk-distriktet nær hovedstaden Kathmandu. To drenge under 14 år befandt sig i boligen, da politiet ankom.

- Han blev kendt skyldig i pædofili ved en distriktsdomstol mandag og bliver tilbageholdt, indtil hans straf er afgjort, oplyser en embedsmand fra domstolen.

I retssagen fremlagde anklagerne blandt andet udtalelser fra ofre, rapporter fra læger og fotografier.

- Vi går efter en maksimumsstraf på 13 års fængsel og kompensation til ofrene i sagen, siger statsadvokat Lok Bahadur Katwal.

Den canadiske statsborger nægtede sig under retssagen skyldig.

I 2016 blev han tildelt Order of Canada, der er landets næsthøjeste udmærkelse til civile. Han fik den ærefulde orden for sin mangeårige indsats til fordel for gadebørn og børnearbejdere.

I 2012 var han med til at oprette organisationen Street Kids International, der siden blev en del af Red Barnet.

Det seneste årti har han haft nøglepositioner i flere FN-organisationer.

Hans sag er ikke enestående i Nepal. I 2015 blev en 71-årig canadier, som frivilligt arbejdede med forældreløse børn i landet, idømt syv års fængsel for at have misbrugt en handicappet dreng på 15 år seksuelt.

Og i 2010 blev en fransk nødhjælpsarbejder dømt for at have voldtaget ti børn på et børnehjem i Kathmandu.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Annonce