Annonce
Sport

Haaland debuterer med hattrick i vildt Dortmund-comeback

Michaela Rehle/Reuters
19-årige Erling Haaland sørgede for sejr til Dortmund, da han i sin debut blev indskiftet og lavede hattrick.

Erling Braut Haaland skød sig lørdag ind på den helt store fodboldscene.

Her fik den kun 19 år gamle nordmand en drømmedebut for Dortmund, da han blev skiftet ind og med tre mål sørgede for et imponerende comeback og tre point til sin nye arbejdsgiver.

Haaland, som blev købt i Red Bull Salzburg kort før nytår, kom på banen ved 1-3, men hjalp Dortmund til en sejr på 5-3 over Augsburg i holdenes første kamp i 2020.

Dermed afværgede Dortmund en tung start på forårssæsonen. Klubben fra Ruhr-distriktet ligger med sejren på fjerdepladsen i Bundesligaen med 33 point.

Jacob Bruun Larsen, der i engelske medier rygtes til Premier League-klubben Bournemouth på en lejeaftale, så kampen fra Dortmunds bænk, mens Thomas Delaney sad ude med en skade.

Det var i kampens første halvdel ikke til at se, at Dortmund ligger flere pladser over Augsburg i tabellen.

Hjemmeholdet var godt med og kom sågar foran efter lidt over en halv times spil, da Florian Niederlechner gjorde det til 1-0, hvilket også var stillingen ved pausen.

Der skulle kun gå 23 sekunder af anden halvleg, før det stod 2-0. Marco Richter fangede Dortmund-keeper Roman Bürki ude i feltet og hamrede med et drøn fra distancen bolden over schweizeren og i mål.

Det fik gæsterne til at hanke op i sig selv, og Dortmund svarede hurtigt igen, da Julian Brandt allerede et par minutter efter via stolpen reducerede til 1-2.

Det blev startskuddet til ti vilde minutter, der bød på yderligere tre mål.

Først gjorde Florian Niederlechner det til 3-1. Det fik Dortmund-træner Lucien Favre til at sende Erling Braut Haaland på banen, og nordmanden kvitterede hurtigt for tilliden.

To minutter efter reducerede han til 2-3 med en fremragende afslutning. Det engelske supertalent Jadon Sancho assisterede, men lidt efter havde han selv sidste fod på bolden, da han udlignede til 3-3.

Sancho tæmmede en lang bold fra Mats Hummels, trak forbi Augsburg-målmand Tomas Koubek og scorede i et tomt mål.

Men Dortmund var ikke færdig. Ti minutter efter - i 71. minut - fuldendte Erling Braut Haaland Dortmunds comeback, da han, med hvad der må en af sine nemmeste mål i karrieren, bragte sit hold foran 4-3.

Denne gang var det Thorgan Hazard, der efter at være blevet sendt i dybden trak forbi Koubek og serverede bolden for Haaland, som få centimeter fra målstregen let kunne score i et tomt mål.

Nordmanden havde tilsyneladende ikke fået nok af at score. Små ti minutter efter gjorde han det til 5-3 med en iskold afslutning.

Det tog pusten fra Augsburg, der i kampens afslutning ikke havde meget at skyde med.

Robert Skov var ikke med for Hoffenheim, da klubben lørdag tabte 1-2 til Eintracht Frankfurt, der havde Frederik Rønnow på bænken.

Bundesligaens tophold, RB Leipzig, vendte 0-1 til 3-1, da Marcus Ingvartsen og Union Berlin lørdag aften blev slået. Yussuf Poulsen startede på bænken for Leipzig og blev skiftet ind i 68. minut.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce