Annonce
Haderslev

Haderslev Byråd ønsker glædelig jul: Alle ansatte får en corona-gave

Fungerende borgmester Jon Krongaard fortæller, at det er et enigt økonomiudvalg, der har taget beslutningen om at give alle kommunalt ansatte en corona-gave på 200 kroner. De ansatte kan selv vælge deres gave inde på Haderslevgaver.dk Arkivfoto: Dorthe Rasmussen
Kommunens ansatte har fået en glædelig besked i deres E-boks. Alle kan bestille en gave for 200 kroner på Haderslevgaver.dk

HADERSLEV: Ho, ho, ho. Så kom julemanden også på besøg på Haderslev Rådhus, hvor byrådet har sendt en hilsen med ønsket om et glædelig jul og en såkaldt "corona-gave" afsted til alle kommunens cirka 4.500 ansatte.

Alle  kommunalt ansatte får 200 kroner at handle ind for på Haderslevgaver.dk -  de lokale butikkers gaveportal.

Med gaven vil Haderslev Byråd gerne påskønne og anerkende den store og ekstraordinære indsats, som de ansatte har gjort i 2020.

- I har som medarbejdere i forreste linje skulle forholde jer meget konkret til coronaen, som en del af mødet med borgere, hvad enten det har været i plejen, dagtilbud, botilbud, på vores skoler, på veje og i parker eller andre steder.

Sådan lyder det blandt andet i mailen fra Haderslev Byråd, som avisen er kommet i besiddelse af.

Giver god mening

Fungerende borgmester Jon Krongaard (DF) understreger, at det netop ikke er en julegave - men en corona-gave, som de ansatte får som en anerkendelse af den indsats, de har ydet i et ekstraordinært år.


Så vi synes, at det giver god mening at give en corona-gave

Jon Krongaard


Han konstaterer, at Haderslev Kommune er helt på linje med mange andre også  private  arbejdsgivere der - fordi de har været nødt til at sløjfe årets julefrokost -  i stedet har valgt at give deres ansatte en ekstra anerkendelse.

- Så vi synes, at det giver god mening at give en corona-gave, og vi håber, at den bliver taget rigtig godt imod. Det er et enigt økonomiudvalg, der har taget beslutningen. Samtidig så bliver pengene brugt lokalt, siger Jon Krongaard.

Lokal gaveportal er en succes

Haderslevgaver.dk er Haderslev Butikker modsvar til de store landsdækkende gaveportaler.

Her kan de lokale butikker fra Haderslev, Vojens og Gram præsentere deres gaveløsninger for det lokale erhvervsliv.

Mange lokale virksomheder bakker op om gaveportalen.

Det handler om at holde handlen lokalt - mere end nogensinde nu, hvor butikkerne er ekstra udfordret af nethandlen på grund af corona-situationen.

Haderslev Kommune giver hver medarbejder 200 kroner til gave, hvilket svarer til en samlet sum på omkring 900.000 kroner.

Det er den største ordre, som Haderslevgaver.dk indtil videre har fået.

- Der bliver oprettet en særlig kategori for Haderslev Kommunes ansatte i Haderslevgaver.dk med forskellige gavetilbud, der alle koster 200 kroner, fortæller handelskoordinator Christian Schulz fra Haderslev Butikker/Haderslev Erhvervsråd.

Alle kommunens ansatte har fået denne glædelig hilsen fra byrådet.
Sport For abonnenter

Kommentar: Der er ingen vej udenom - Uefa eller Hjulmand taler usandt