Annonce
Haderslev

Naboer klager forgæves over forsømte ejendomme: Kommunen er magtesløs over for skidt og forfald

Bygningerne på Nørre Vilstrup Bygade 99 forfalder, og udendørs er buske og brombær ved at overtage forhave og gårdsplads. Det frustrerer naboerne i den lille landsby. Men vi kan intet gøre, siger fungerende formand for udvalget for plan og miljø, Thomas Vedsted (LA). Foto: Jacob Schultz
Naboer har i årevis klaget over en forsømt ejendom i Nørre Vilstrup. Den er ikke den eneste. Hvert år må Haderslev Kommune opgive at gribe ind overfor cirka 30 forsømte ejendomme.

Nørre Vilstrup: Gennem seks år har naboer forgæves klaget over en forsømt gård i Nørre Vilstrup, hvor alt gror til i skidt og ukrudt.

- Jeg føler inderligt med dem. Det er tragisk for borgerne. Det er trist, virkelig trist, men det er svært for kommunen at gøre noget.

Sådan siger den fungerende formand for Haderslev Byråds udvalg for plan og miljø, Thomas Vedsted (LA).

Borgerne i Nørre Vilstrup er ikke de eneste. Thomas Vedsted vurderer, at der årligt er mellem 20-30 sager, hvor Haderslev Kommune inden for lovens rammer ikke kan gribe ind og eksempelvis ekspropriere en ejendom.

- Vi kan ikke opstille regler for, hvordan folk skal holde deres haver, eller om de skal have tag på deres lader. Det er den private ejendomsret, siger han

Annonce

Jeg vil gerne hjælpe dem, men jeg kan bare ikke se, hvordan vi skal.

Thomas Vedsted (LA), fungerende formand for byrådets udvalg for plan og miljø

Lovhjemmel nødvendig

Kommunen kan bruge et redskab, der hedder kondemnering, til at rive huse ned, der udgør en betydelig fare.

- Men i den kategori er ejendommen i Nørre Vilstrup slet ikke. Det er kun, hvis huset er ved at brase sammen og der ingen døre og vinduer er i. Så kan man begynde at sige, at grunden er til fare, siger han.

Haderslev Kommune bruger hvert år omkring to-tre millioner kroner på at rive ejendomme ned. Det svarer til omkring fem til otte ejendomme om året. Det kræver dog lovhjemmel eller en dialog og aftale med ejeren.

Ifølge den fungerende formand kan huset være i nok så dårlig stand indeni, men hvis vinduer og døre er intakte, så er der intet at gøre fra kommunens side. Det gælder også sagen fra Nørre Vilstrup-

- Så jeg ville gerne hjælpe naboerne, men jeg kan ikke se hvordan, siger Thomas Vedsted.

Episode i Gram

Der er mange huse, der står og forfalder i Haderslev Kommune. Det vurderer Thomas Vedsted, der samtidig peger på, at man dog skal passe på med at nedrive huse, bare fordi de ser grimme ud:

- Mange gange forfalder de på grund af dårlig økonomi og ikke af ond vilje, og det kan vi ikke lovgive os ud af.

Thomas Vedsted har selv været i samme båd som borgerne i Nørre Vilstrup. Ifølge ham var et hus brændt ned midt Gram, hvor han bor. Efterfølgende gjorde ejeren intet ved brandtomten. Derfor besluttede borgerne i byen efter en dialog med ejeren at købe huset. Huset blev derefter købt til nedrivning i samarbejde med foreningen Vision Gram og en række sponsorer.

Baggrund

Forstå sagen kort:

Borgerne i Nørre Vilstrup er vrede over, at en gård midt i deres by kan få lov til forfalde. Borgerne har flere gange henvendt sig til Haderslev Kommune, men har hver gang fået at vide, at kommunen intet kan gøre.

Gårdens ejer har haft grunden siden 2008 og har, ifølge borgerne, ingenting gjort ved ejendommen.

Kondemnering

Hvis en bygning eller en del af en bygning til beboelse eller ophold for mennesker frembyder sundhedsfare eller brandfare, betegnes bygningen som kondemnabel. Altså, kan bygningen rives ned og bygges op på ny inden for lovens rammer.

Lovgivningen om kondemnering sikrer, at der gribes ind overfor sundheds- og brandfarlige forhold i ejendomme.

Ekspropriation:

Betegnelsen bruges, når en kommune opkøber en privat ejendom mod fuld erstatning til ejeren.

Det kan ske til anlæg af veje, jernbaner, havne osv.

Grundlovens paragraf 73

- Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan forpligtes til at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

- Stk. 3. Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan indbringes for domstolene. Prøvelsen af erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.

Kilde: Den store danske og Trafik-, bygge- og boligstyrelsen.

Lange udsigter

Ifølge Thomas Vedsted er næste træk for beboerne i Nørre Vilstrup er da også at søge en dialog med ejeren af gården, måske købe grunden og ad den vej få den sat i stand.

- Det skal selvfølgelig være nogle, der har råd og har ressourcerne til at give det den kærlighed, som det fortjener. For det er et rigtig flot hus, siger Thomas Vedsted.

Ejendommen i Nørre Vilstrup er en beboelsesejendom, som ligger i landzone. Med baggrund i at Haderslev Kommune administrerer efter Boligreguleringsloven, har man bopælspligt, oplyser chefen for Plan og Miljø, Jonna Tveskov:

- Der vil kunne søges og opnås en flexboligtilladelse til ejendommen, hvilket betyder at boligen kan anvendes som sommerhus, tilføjer hun.

Ifølge borgerne i Nørre Vilstrup har udsigterne til en dialog med ejeren af gården dog lange udsigter.

Hvis ikke borgerne kan få fat i ejeren, hvad gør de så?

- Så er der desværre ikke noget at gøre. Så må de vente på, at ejendommen braser sammen, siger Thomas Vedsted.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Derfor skal vi turde drømme stort

Martin Braithwaite er en god fodboldspiller, og det har han været i mange år. Ellers bliver man ikke førsteholdsspiller i Esbjerg fB, professionel i Frankrig, England og Spanien. Man bliver ikke landsholdsspiller. Det krævet særligt talent og særlig arbejdsomhed. Men et vildt, vidunderligt og vanvittigt klubskifte fra en spansk bundklub, Leganés, til en af verdens allerstørste, mest mytiske fodboldklubber, FC Barcelona, ændrer alligevel alt. 28-årige Martin er ikke længere bare en dygtig fodboldspiller, han er en stjerne, katapulteret ind på lystavlen hos stort set alle danskere. I løbet af en uge. Vi skriver sjældent om fodbold på denne plads, det bliver ikke omdrejningspunktet herfra. Men der er noget i den historie, som er værd at hæfte sig ved. Den er enormt inspirerende. Historien om en ung knægt fra Esbjerg, der – når man hører alle anekdoterne, der dukker frem nu, og det er mange - altid har haft en stålsat tro på sig selv, et mod til at sætte ambitionerne højt og en ukuelig vilje til at forfølge dem. Vejen til Barcelona har ikke været let. Der har været omveje, og der har været kampe og klubophold undervejs, som var mindre vellykkede. Men han holdt fast. Så mens alverden var ved at tabe underkæben, da knægten fra Esbjerg lørdag eftermiddag stod klar på sidelinjen på Camp Nou, Barcelonas hjemmebane, klar til at gøre sin debut som Messis holdkammerat, var hovedpersonen afklaret. Det var jo lige præcis det scenarie, han havde forestillet sig i mange år. Det starter med en drøm. Man når ingen steder uden, i fodbold, i politik, i erhvervslivet, i skolen, i livet. Det kræver mod at drømme stort. Det kræver fantasi. Selvfølgelig kræver meget mere end det at se drømme blive til virkelighed. Der er ganske givet flere knuste drømme end det modsatte derude, så meget desto mere er der grund til at nyde øjeblikket, når det lykkes en af vores egne at indfri en vild drøm. Mærke det. Glæde sig. Kan man komme fra et ungdomsfodboldhold i Sædding-Guldager til førsteholdet i FC Barcelona, kan alt ske. Drøm det. Drøm stort. Og gå efter den. Tænk sig; det kunne jo være, at også din gik i opfyldelse.

Danmark

Podcast: Tre tophold kæmper om oprykning fra 1. division - hvem trækker det længste strå?

Annonce