Annonce
Kultur

Halv pris fik mange til at besøge Trapholt: - Vi vil gerne være din ekstra dagligstue

Trapholt er genåbnet med blandt andet denne udstilling med værker af Mie Mørkeberg. Kunstværkerne – malerier og keramik - er skabt til udstillingen, og udtrykket indeholder Mie Mørkebergs maleriske signatur med stemninger og rum, der på en og samme gang forekommer tiltrækkende og urovækkende. Pressefoto
Trods coronanedlukning nåede Trapholt et besøgstal på knap 77.000 i 2020, viser den nye årsrapport. Halv pris-ordningen var en genistreg, mener direktør Karen Grøn, som vurderer, at corona har givet værdifuld stof til eftertanke på museet.

Kolding: Nåede du på Trapholt i 2020? Så er du langt fra den eneste. Trods coronanedlukningen endte museet nemlig med et besøgstal på knap 77.000, og hver tredje gæst var fra Kolding-området. Det viser et par nøgletal i den årsrapport, som netop er blevet godkendt.

Museumsdirektør Karen Grøn fortæller, at Trapholt havde stor succes med at tiltrække gæster, da landet var genåbnet mellem den første og den anden bølge af corona-tilfælde. Her steg besøgstallet med hele 300 procent i forhold til normalt.

- Det skyldes i høj grad, at man indførte ordningen med halv pris på museumsbesøg. Det betød, at mange danskere blev mere risikovillige i forhold til at besøge et museum. Hvis man er en hel familie, betyder det meget med lavere billetpriser, så der også er råd til, at man får en is på turen, siger Karen Grøn, der kalder det for "en genistreg", at politikerne indførte halv pris på museumsbesøg for at få mere gang i hjulene efter forårets nedlukning.

Annonce

- Halv pris-ordningen viste, at hvis man gør det mere overkommeligt at vælge et museums-besøg, så er der rigtig mange, som er villige til at tage afsted. Jeg synes personligt, at det er dyrt at gå på museum, og jeg ville ønske, at man politisk valgte at indføre ordninger, så det blev billigere. Men indtil det sker, bliver vi nødt til at holde priserne på det nuværende niveau, hvis vi skal have råd til driften, erkender Karen Grøn.

Kreativt vildskab

Den nye årsrapport behandler mange emner, og selvfølgelig er corona-året et dominerende tema. Karen Grøn mener, at pandemien udfordrede Trapholt, som var nødt til at tænke i nye baner for at være relevant for et publikum, som ikke måtte komme indenfor.

- Nedlukningen har medført noget kreativt vildskab, og vi har taget mange nye ideer i brug for at nå ud til publikum. Blandt andet har vi sendt live fra kunstnernes værksteder og andre steder, hvor man ikke normalt har adgang. Det vil vi blive ved med, selv om vi nu har fået mulighed for at genåbne, siger direktøren.

Hun fortæller, at museet også vil fortsætte med at gennemføre publikums-arrangementer over internettet, samtidig med at man atter har mulighed for at mødes rent fysisk.

- Vi vil gøre begge dele, for vi kan se, at med de digitale tjenester kan vi nå ud til mange, som ellers ikke ville have mulighed for at deltage i vores arrangementer, siger Karen Grøn.

Annonce

Højt til loftet

Helt overordnet glæder hun sig over, at gæsterne igen må komme indenfor på museet, der er genåbnet med en ny udstilling af Mie Mørkeberg, som supplerer den populære Arne Jacobsen-udstilling.

- Her er højt til loftet både fysik og åndeligt, og vi vil rigtig gerne være din ekstra dagligstue. Det er fint at gå en tur i naturen, når man ikke har så nemt ved at være forsamlet privat, men det er også en god idé at gå på museum, for det er en sikker oplevelse med god plads og hygiejne, som er sat fuldstændig i system, siger Karen Grøn.

Det kan du opleve på Trapholt lige nu

  • Trapholt er netop genåbnet. Her kan du netop nu opleve den helt nye udstilling med værker af Mie Mørkeberg. Det er hendes første store store soloudstilling på museet. Udstillingen viser helt nye værker, der inviterer indenfor i Mie Mørkebergs imaginære land Kryptomania – et land som Mørkeberg skaber i sine malerier.
  • Du kan også opleve Trapholt Collect 2020 - en præsentation af værker erhvervet i 2020 - blandt andet Maria Torps otte meter lange værk Transition, Martin Bigums Friendship og gense Grænseløse Sting.
  • I udstillingen Seniornotater - Midt i covid-tid, har fem kunstnere skabt hver deres værk ud fra samtaler med fem seniorklubber rundt om i landet.
  • Frem til den 15. august vises "Arne Jacobsen Designer Danmark", som er den mest omfattende præsentation af Arne Jacobsen nogensinde, hvor besøgende kan gense klassikere, danne sig et overblik og opleve nye sider af Arne Jacobsen.
  • Omkring covid-19 skriver museet: "Trapholt er et stort museum, der råder over mange kvadratmeter. Derfor er her god plads, og vi sørger altid for, at der aldrig er flere besøgende end retningslinjerne foreskriver. Museets gæster skal fremvise et coronapas til medarbejderne i indgangen enten på print eller som skærmbillede på mobiltelefon".
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce