Artiklen er opdateret klokken 11.30 med nye oplysninger
Vejle: "Vold mod polititjenestemand" lyder den alvorlige beskrivelse af en hændelse i Vedelsgade fredag morgen. Det hele begyndte i Nørregade, hvor en mand gik med to andre og råbte og skreg og fægtede med en kniv. Politiet blev tilkaldt klokken 05.01 og traf to af de tre i Vedelsgade.
Mens betjentene talte med dem, åbnede en mand et vindue på anden sal og begyndte at smide flere køkkenknive efter betjentene, der skønnede ham tydeligt påvirket af euforiserende stoffer.
Ifølge avisens oplysninger var politiet til stede med seks patruljevogne og trukne våben.
Politiet "indrammede" ejendommen og tiltvang sig adgang til lejligheden ved at smadre en rude i en dør. Manden forsøgte at undslippe ad bagdøren, men her havde politiet også stillet folk, som nappede ham og tog ham med til detentionen. Der er tale om en 24-årig mand fra Vejle.
Han ventes fremstillet i grundlovsforhør senere fredag. /ild