Rasmus Vinderslev stod lige uden for banden, hvor spillerne løber på banen, da SønderjyskE rykkede ned. Han stod og kiggede på.
De sidste fem minutter mod FC Nordsjælland så han fra sidelinjen, efter at han var blevet skiftet ud.
Herfra kunne han se den klub, hvor han hører til, og den klub, hvor han har spillet ungdomsfodbold, rykke ned i 1. division.
Sidste gang SønderjyskE var i 1. division, måtte Rasmus Vinderslev også nøjes med at kigge på, for dengang var han kun ti år gammel.
- SønderjyskE har været i superligaen næsten al den tid, jeg kan huske. Det var kun, da jeg var helt lille, at jeg stod og så på 1. division, sagde han efter kampen.
Nedrykningen gør ondt på klubmanden.
- Det er forfærdeligt. Det er jo det, man virkelig ikke håber sker. Det er forfærdeligt. Men det er sådan, det er.
Har levet i håbet
Vinderslev var ikke sikker på, at det et kvarter efter slutfløjt helt var gået op for ham, at SønderjyskE er rykket ned.
- Jeg tror måske, at det kommer, når vi møder ind igen. Så ved vi, at nu er det nu. Vi har jo levet i håbet om, at vi stadig kunne nå det. Vi har spillet til det sidste. Jeg ved ikke, om det går op for mig på et bestemt tidspunkt. Men nu er det endegyldigt, konstaterede han.
Er der noget fortrydelse i denne sæson for jer som hold?
- Det er svært at sige. Man står altid og tænker , at der var mange ting, vi kunne have gjort anderledes. Men hvis vi havde haft svarene på det, havde vi nok også ændret det undervejs. Jeg synes egentlig, at vi har spillet mange gode kampe. Det har været meget lige, vi er ikke blevet kørt ud på røv og albuer.
SønderjyskE mangler stadig at spille to kampe, derefter venter en sommerferie, inden forberedelserne til en sæson i 1. division begynder for Rasmus Vinderslev og holdkammeraterne.
- 1. division. Det er noget nyt for os. Det er en stærk 1. division, så det gælder om at være klar. Det bliver ikke nemt, men jeg er sikker på, at vi har de ting, der gør, at vi kan komme op igen hurtigt.