Annonce
Navne

Hans-Kristian Skibby 50 år: Sparet bornholmertur fik ham ind i politik

Hans Kristian Skibby (DF) fylder 50 år fredag den 18. januar. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hans-Kristian Skibby, der er erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, fik allerede i skoletiden smag for politik. Han har deltaget i lokalpolitik i 21 år.

Hans-Kristian Skibbys karriere i politik kunne meget vel være blevet en hel del kortere, hvis ikke han havde været så standhaftig, som tilfældet er.

For det gjorde ondt for den daværende skoledreng at indse, at kampen for at bevare de årlige skoleudflugter til Bornholm var tabt trods elevernes protester mod besparelsen og demonstration foran forsamlingshuset i Uldum.

Men det skolepolitiske ungdomsarbejde tændte en gnist i det nuværende folketingsmedlem, der fylder 50 år på fredag den 18. januar. Han meldte sig ind i det daværende Fremskridtspartiets ungdomsafdeling og fulgte senere med udbryderne over i Dansk Folkeparti. Han blev valgt ind i byrådet i Tørring-Uldum Kommune i 1997, og han sidder der endnu - dog som en del af kommunalbestyrelsen i den nye storkommune Hedensted.

Annonce

De nære resultater

Han sidder som nævnt også i Folketinget. Efter en kort vikartjans i 2002 blev han valgt ind tre år senere og har siddet der siden da. Her er han erhvervsordfører for sit parti og inddrager i det arbejde sine egne erfaringer fra job i blandt andet transportbranchen. Den udlærte speditør har både arbejdet som lagerchef og logistikchef, men har også truckcertifikat fra tiden som havnearbejder i Horsens. Og så kastede han sig en overgang også over boligudlejning.

Det kommunale har dog fortsat en stor plads i hans politiske hjerte.

- Rent politisk synes jeg, at det er nemmere at følge resultaterne i lokalpolitik, hvor man ved selvsyn kan se den cykelsti, børnehave eller det nye plejecenter, som man har været med til at afsætte penge til, siger fødselaren, der både kommer til at markere den runde dag ved arrangementer i København og i hjembyen Tørring.

Og bare rolig, Hans Kristian Skibby har fået set Bornholm. Godt nok ikke med skolen, men med familien, der foruden hustruen Linda tæller tre drenge. /Ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce