Annonce
Varde

Hans og Hanne Danielsen fra Alslev: Vi har 30.000 juletræer, og de bliver håndpasset hver og én

Hans og Hanne Danielsen har 30.000 juletræer og de har haft julestue på gården i Alslev i 23 år. Foto: Malene Wonsbek
I denne og kommende weekend har Hans og Hanne Danielsen fra Alslev julestue. Det har de haft i 23 år. I mange familier bliver det først rigtig jul, når de har hentet eller fældet træet hos Danielsen.
Annonce

Alslev: Der mangler lige en lille hvid detalje, så ville glansbilledet være helt perfekt. Men sne eller ej, julegæsterne kommer uanset vejret, for julestemning, hygge og smil er der masser af hos Hans og Hanne Danielsen i Alslev.

- Velkommen, godt at se jer, så er det tid igen, siger Hans Danielsen og byder familien Skov Nielsen fra Guldager velkommen.

- Jeg husker tydelig det første år, Jesper og Gitte kom for at købe juletræ. Det er vel ti år siden. De var nemlig på cykel, og det grinede vi meget af, fortæller Hans.

I dag er Jesper og Gitte Skov Nielsen i bil. De har selv saven med, og børnene Maja på syv år og Emil på 10 år er mere end klar til at gå ud i plantagen og fælde det flotteste juletræ, de kan finde.

Og sådan kunne der fortælles mange hyggelige historier om de mange, der år efter år kører til Alslev efter en Normanns gran.

I løbet af en weekend plejer vi at få solgt omkring 300 træer. Vi har familier, der kom her om børn. Nu er de blevet voksne og kommer her med deres egne børn for at købe et juletræ.

Hans Danielsen,

Annonce

Passet som en baby

De i alt 30.000 grantræer, der er fordelt på gårdens 15 hektar jord, har fået en sjælden stor opmærksomhed. I juletræskredse har Hans Davidsen nemlig kun en lille, bitte produktion. De store producenter har 500.000 træer. Men Hans vil have tid til at kæle for hvert eneste træ.

- Vi sprøjter ikke for ukrudt, og vi gøder ikke med maskiner. Vi prioriterer at passe træerne med håndkraft. Derfor har vi også mulighed for at specialisere os i at lave høje juletræer. I dag bor flere familier i huse med højt til loftet, og de vil gerne have et træ på fire-fem meter. Det kan de få hos os, siger Hans, der i grantræernes vækstperiode, fra tre til syv år, har fat i hver eneste træ mindst seks gange om året.

- I februar-marts bliver de formklippet, i april får de gødning, som jeg drysser ved håndkraft omkring hvert enkelt træ. I maj skal topskuddene reguleres med en speciel tang. I maj binder jeg en fuglepind på toppen, så fuglene ikke sætter sig før, toppen er hærdet. I september tager jeg fuglepinden af og gøder en ekstra gang, fortæller 65-årige Hans Danielsen, der i øvrigt er 7. generation på slægtsgården i Alslev.

Annonce

Familiehygge

De første 5.000 grantræer blev plantet i 1990. Syv år senere kunne de første sælges til eksport.

- I begyndelsen eksporterede vi træerne. Efterhånden kom der dog flere og flere private, som ville købe træer hos os, og det var med til at udvikle ideen om den julestue, som nu kører på 23. år. I mange år var det Hanne, der solgte gløgg og æbleskiver. Nu låner vi staldbygningen ud, og så er det andre lokale, der sælger gløgg, æbleskiver, honning, juledekorationer og hjemmelavede juleting, fortæller Hans Danielsen, der stort ikke eksporterer længere. Reglerne har ændret sig, han er alt for lille.

Traditionen tro har familien åben julestue i de to weekender før jul. I denne weekend er parrets datter Anna, svigersønnen Jimmi og børnebørnene Sofie og Signe hjemme for at hjælpe til med juletræssalget. I næste weekend er det sønnen Lasse og hans familie der kommer hjem og hjælper.

- For os er det også blevet til en hyggelig tradition at vores børn og børnebørn, der bor i henholdsvis Kolding og København, kommer hjem og hjælper til i disse travle weekender. Når den sidste gæst er kørt, hygger vi med en god julemiddag, siger Hans Danielsen, inden han atter giver hånd og byder velkommen til nye juletræsgæster.

Juletræer i Alslev

Hanne og Hans Danielsen på Torrupvej 17 i Alslev har åben søndag den 15. december, den 21. og 22. december fra klokken 10 - 16.
- Vi hentede det første træ hos Hanne og Hans for ti år siden. De grinede lidt, fordi dengang var vi bare os to, Gitte og jeg, og vi kom på cykel, fortæller Jesper Skov Nielsen fra Guldager. I dag er Maja (7) og Emil (10) klar til at fælde det flotteste træ i skoven. Foto: Malene Wonsbek
Åååh hvor er du stærk, siger Hanne Danielsen, da 5-årige Ida Hjernø Lesner løfter det juetræ hun og lillebror Aske (i barnebogn) skal have på deres værelse. Mor Merete Lesner og far Lasse Andersen, var også med i skoven. Foto: Malene Wonsbek
- Vores juletræ skal være megastort, siger fire-årige Signe, der sammen med storesøster Sofie (8), far Jimmi Petersen og mor Anna Danielsen hjælper til hjemme hos mormor og morfar, der har julestue i de to weekender før jul. Foto: Malene Wonsbek
I staldbygningen har Hans og Hannes børnebørn, Sofie (tv) og Stine en lille bod med saltdekorationer, de selv har lavet. - Du skal skynde dig at købe, for vi har ikke ret mange, siger fire-rige Signe og viser en kringel. Foto: Malene Wonsbek
Ditte Ehmsen fra Toftnæs tilbyder en hestevognstur rundt i granplantagen. Mikkeline, Alfred og Konrad sidder sammen med mor, Lise Starck Persson fra Esbjerg klar i hestevognen. Foto: Malene Wonsbek
I løbet af en weekend kommer der cirka 800-1000 besøgende for at hente deres juletræer på gården i Alslev. Rigtig mange har tradition for at køre ud til Hanne og Hans Danielsen. Alle bliver budt hjertelig velkommen, her er det Hanne, der giver hånd til en lille familie. Foto: Malene Wonsbek
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

De gule veste på Debelvej

Annonce