Annonce
Erhverv

Har det svært: Redningskrans sendt til Kruså

Siden 1. april 2019 har Kruså Camping og Hytter været et fælles familieprojekt for Heidi Laumann (t.v.), Jesper Thomasen og deres tre døtre, Lærke, Tilde og Freja. Arkivfoto: Jan Sternkopf
Efter et år med store investeringer og tilmed en aktuel coronakrise har familien bag Kruså Camping og Hytter ikke haft det let, men nu er der godt nyt. Der er 300.000 kroner på vej til en renovering af pladsens swimmingpool.
Annonce

Kruså: Udfordringer har der været nok af, siden ægteparret Heidi Laumann og Jesper Thomasen 1. april sidste år overtog Kruså Camping og Hytter og gjorde det til et familieprojekt sammen med deres tre døtre. Coronakrisen har ikke gjort det hele nemmere.

Men nu er der lys i mørket. En hjælp på 300.000 kroner i EU-støtte formidlet af LAG Sønderborg-Aabenraa, så campingpladsens swimmingpool kan genåbnes.

- Ja, er vi ikke heldige, lyder den begejstrede melding i telefonen.

Heidi Laumann har svært ved at skjule sin glæde over håndsrækningen, som spreder glæde i grænselandet.

- Det kan betyde, at vi måske kan overleve. Vi kan godt være nervøse for, at vi ikke får så mange gæster i år, men vi er også optimistiske. Nu kan vi tro lidt på det, siger Heidi Laumann.

Det er ikke tyske campister, der plejer at fylde på pladsen på Aabenraavej i Kruså. Derimod er det hollændere, nordmænd og svenskere. Og i disse coronatider bestiller de færreste ferie i udlandet.

- Men vi har jo også danskere, og dem kunne vi godt tænke os flere af i år, siger Heidi Laumann.

Det kan betyde, at vi måske kan overleve.

Heidi Laumann, medindehaver, Kruså Camping og Hytter

Annonce

Længe ventet comeback

Campingpladsens swimmingpool har været ubenyttet i fire år.

- En swimmingpool betyder bare alt. Der er jo campister, der ikke vil komme her, fordi vi ikke har en pool. De vil først komme her, når vores pool er oppe at køre, siger Heidi Laumann, som fortæller, at flere potentielle campister meldte fra i 2019, fordi pladsen ikke kunne byde på en bademulighed.

- Det betyder meget for børnene. En varm sommerdag er det da et ”must” at have vand, når vi nu ikke ligger ud til vandet, mener Heidi Laumann.

Familien har investeret stort i at modernisere campingpladsen, men swimmingpoolen er kronjuvelen. Derfor skaber det lys i mørket for pladsen, som lige for tiden kun har få fastliggere boende og kun har haft få udefrakommende campister i de seneste uger.

Håbet er, at Kruså Camping og Hytter allerede i år får gavn af en genåbnet swimmingpool.

Der er ikke meget sjov i at hoppe i swimmingpoolen hos Kruså Camping & Hytter i dag, men til sommer er alt godt med en nyrenoveret pool. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce