Annonce
Livsstil

Har jeg krav på ægtefællebidrag?

Illustration: Julie Gry Sveistrup

? Hej Monica Kromann. Jeg har været gift med min mand i 45 år. Vi har dog besluttet at lade os skille. Jeg har de sidste 30 år været uden for arbejdsmarkedet, da jeg sammen med min mand besluttede, at jeg skulle gå hjemme og tage mig af børn og hus, mens han kunne arbejde. Jeg har igennem disse 30 år fået alt betalt af min mand, men har til gengæld ikke en krone opsparet til mit liv fremadrettet.

Mit spørgsmål er derfor, om jeg har krav på ægtefællebidrag, hvis vi bliver skilt, eller om dette ikke gælder, da jeg er blevet forsørget de sidste 30 år? Og i givet fald hvor meget jeg har krav på? Jeg håber du kan hjælpe. Hilsen Inge ! Kære Inge. Tak for dit spørgsmål til min juridiske brevkasse, som jeg vil besvare i det følgende:

Når man er gift, har man pligt til at forsørge hinanden, og i visse tilfælde gælder denne forpligtelse også efter separation eller skilsmisse. At din mand har forsørget dig under jeres ægteskab, er således en forpligtelse, der følger med det at indgå ægteskab. Om du er berettiget til ægtefællebidrag efter skilsmisse, afgøres ud fra flere forskellige faktorer. Man kigger blandt andet på behovet for bidrag og evnen til at betale bidrag samt ægteskabet og forudgående samlivs varighed. Den afgørende faktor er, at der skal være en væsentlig forskel i ægtefællernes indkomst. Da du er uden arbejde og har været det i 30 år, og idet din mand fortsat er i arbejde og hele tiden har været det, samt det faktum at I har været gift i 45 år, er gode indikationer på, at du vil være berettiget til ægtefællebidrag efter jeres skilsmisse. Såfremt man er berettiget til ægtefællebidrag, skal der tages stilling til henholdsvis bidragets størrelse og bidragets længde. Er man enige herom, kan man blot indgå aftale om ægtefællebidrag. Hvis der derimod foreligger uenighed, må det afgøres af retten. I dag er det også muligt at få hjælp af Familieretshuset til at fastsætte bidraget. Hvis man på sigt ønsker at ændre bidragets størrelse, for eksempel fordi ens økonomiske forhold ændres væsentligt, kan dette ske ved aftale med bidragsyderen, og ellers kan man få rettens hjælp hertil - dette kræver dog tungtvejende grunde.

Ændring i størrelse i ægtefællebidraget kan således ske ved dom, hvilket dog forudsætter, at der er væsentligt forandrede forhold. Familieretshuset kan ikke ændre på bidraget, medmindre dette fremgår af aftalen. Bidraget beregnes ofte som 1/5 af forskellen på ægtefællernes bruttoindkomster, og en bidragsperiode overstiger sjældent 10 år. Bidraget bortfalder, hvis bidragsmodtager indgår i ægteskab med en anden, eller hvis bidragsyder afgår ved døden. Bidragspligten kan endvidere bortfalde eller blive nedsat til kr. 0, hvis bidragsmodtager flytter sammen med en anden eller har et lignende personligt og/eller økonomisk fællesskab med en anden person, som gør det urimeligt, at han eller hun fortsat modtager ægtefællebidrag. Jeg håber, ovenstående besvarede dit spørgsmål.

Det er muligt at læse flere brevkasseindlæg på min hjemmeside: www.advokatkromann.dk/brevkasse.

Med venlig hilsen Monica Kromann Advokat (H) mk@advokatkromann.dk

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce