Annonce
Vejen

Har været spærret i tre måneder: Nu eksproprierer Vejen Skovgårdsvej

Vejen-borgmester Egon Fræhr (V) håber, at Martin Lund Madsen (billedet) nu selv vil fjerne afspærringen af Skovgårdsvej. Arkivfoto: Steen Rasmussen

På et ekstraordinært byrådsmøde blev det besluttet at ekspropriere Skovgårdsvej, som har været spærret siden oktober.

Ekspropriering: Præcis tre måneder efter svinebonden Martin Lund Madsen etablerede en afspærring i begge ender af den 1,4 kilometer lange Skovgårdsvej i Vejen, har kommunens byråd tirsdag besluttet at ekspropriere vejen.

Dermed har byrådet stemt ja til at lovliggøre vejen. Det skete på et ekstraordinært byrådsmøde med en enkelte stemme imod og en blank stemme og betyder, at vejen bliver inddraget mod betaling.

- Vejen Byråd har godkendt ekspropriationen af Skovgårdsvej og har dermed fulgt op på Højesteretsdommen med en retlig lovliggørelse efter vejloven, siger borgmester Egon Fræhr (V) i en pressemeddelelse.

Annonce

Sagen kort


  • Vejen Kommune indgik i 2013 en samarbejdsaftale med Banedanmark om opgradering af bro- og vejsystemet omkring banen i forbindelse med gennemførelse af elektrificering af jernbanen mellem Kolding og Esbjerg. Trafikministeriet gav grønt lys til projektet og vurderede, at ekspropriation kunne foretages med hjemmel i elektrificeringsloven.
  • Det var Martin Lund Madsen og hans advokater ikke enige i. De stævnede Banedanmark og mente, at der var tale om en ulovlig ekspropriation.
  • I 2015 fik han medhold i Byretten. Sagen blev anket til Landsretten, hvor Banedanmark fik medhold. I september endte sagen i Højesteret, som gav Martin Lund Madsen ret i påstanden om ulovlig ekspropriation.

Håber afspærring bliver fjernet

I september sidste år afgjorde Højesteret, at den ekspropriation af jorden på strækningen, som Banedanmark foretog i 2015 for at anlægge en ny vej og jernbanebro sammen med Vejen Kommune, var ulovlig.

Det fik Martin Lund Madsen til at spærre vejen den 22. oktober med sand og bigballer. Borgmester Egon Fræhr (V) meddelte siden, at kommunen havde i sinde at lovliggøre vejen ved at ekspropriere efter en anden paragraf.

- Det er en beslutning, som eksperter og ministeren har anført som eneste mulighed. Byrådet håber, at Martin Lund Madsen af egen drift vil fjerne sandbunkerne på vejen, så borgerne igen kan bruge Skovgårdsvej, siger han i pressemeddelelsen fra kommunen.

Kommunen har nu fundet hjemmel i vejloven i stedet for elektrificeringsloven. Martin Lund Madsen har nu fire ugers klagefrist.

- Lukningen er af flere årsager til stor gene for borgerne. Blandt andet fordi jernbanen ikke kan passeres, og ikke mindst fordi al den tunge trafik skal ind gennem Askov by. Vi har heldigvis været forskånet for uheld indtil nu, men vi er i den mørke tid, og nu kommer også det glatte føre, siger borgmester Egon Fræhr (V).

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce