Annonce
Sport

Hareide: Vores reserver er til at stole på

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Åge Hareide betegner testkampen mod Luxembourg som en vellykket prøve før EM-kvalifikationskamp i november.

Landstræner Åge Hareide er glad for, at hans reservespækkede mandskab ydede en pålidelig og professionel indsats, da Luxembourg tirsdag aften blev slået med 4-0 i en testkamp.

Nordmanden havde skiftet seks spillere ud i sin startopstilling sammenlignet med det hold, der slog Schweiz 1-0 i lørdags.

- De nye spillere kom ind og ville gerne vise sig frem. Det er vigtigt, at vi er i stand til at udvide den gruppe af spillere, som vi kan vælge fra. Vi bestemmer ikke over skader, så vi skal være forberedt på alt, siger Åge Hareide på et pressemøde efter kampen.

Selv om den sportslige værdi af en kamp mod verdensranglistens nummer 93 var begrænset, kunne den alligevel bruges som en slags forberedelse til EM-kvalifikationskampen mod Gibraltar om en måned.

Ifølge landstræneren var det en vellykket test.

- Det blev en kamp, som vi havde håbet på. Vi havde bolden meget og fik sammensat gode angreb. Vi kom også til afslutninger og ofte af god kvalitet. Så vi fik en god øvelse i at øve mod en lavtstående modstander.

- Samtidig ville Luxembourg også gerne spille fodbold, så vi fik også muligheden for at øve kontraangreb, siger Åge Hareide.

Kasper Dolberg blev dobbelt målscorer i opgøret, inden han blev skiftet ud efter en time.

- Kasper er en meget talentfuld spiller og har mål i sig. Han skal bare spille mere, og det får han forhåbentlig mulighed for i Nice.

- Han skulle ikke spille mere end 60 minutter i dag, for han har en vigtig kamp mod Paris Saint-Germain på fredag, siger Hareide.

Afløseren Christian Gytkjær kom også ind og viste sig frem med et mål. Landstræneren ser lyst på, at han har fundet angribere, der kan score mod de på papiret svagere hold.

- Det er ikke så nemt at score, når der står en mur af spillere. Så skal man være tålmodig og have en hurtig boldomgang, men man skal også have spillere, der bevæger sig klogt i feltet, siger Hareide.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Danmark For abonnenter

Myndighederne vil stoppe ham: - Jeg er den bedste omskæringslæge i Skandinavien

Annonce