Annonce
Tønder

Harley Davidson-parade på Tønder gågade: Vi er folk med en passion

De stærke maskiner stod linet op på gågaden i Tønder lørdag, hvor Harley-Davidson Club Denmark Distrikt Syd bød interesserede helt tæt på. Foto: Sarah Nørgaard
Gågaden i Tønder tog sig ekstra flot ud i lørdagens bagende sommersol, da Harley-Davidson Club Denmark Distrikt Syd kiggede forbi.
Annonce

TØNDER: Temperaturen har sneget sig op 28 grader, og inden længe er der realistisk udsigt til, at også de 30 varmegrader bliver toppet. Af samme grund summer gågaden i Tønder lørdag af liv og sommerglæde, og Storegade tager sig flot ud præcis i midten af august 2020.

En smule flottere kan den dog sagtens blive. Det kommer de to-hjulede beviser for klokken 11, da 31 Harley-Davidson-motorcykler ruller ind på gågaden til stor benovelse for de mange handlende.

Majestætisk liner de sig op i en lang række, og en af de motorcykler, der er med, er en muskuløs Harley-Davidson V-Rod Muscle med et bagdæk så bredt, at man nærmest kun kan måbe.

Ejeren af den er Hans H. Petersen, der er næstformand i Harley Davidson Club Denmark Distrikt Syd. En titel han har båret i to år.

- Jeg har været med i klubben siden 2016. Det var min kæreste, der kørte Harley, og så var hun med til at præge mig den vej. Forinden kørte jeg en Kawasaki 900, smiler Hans H. Petersen, der beretter, at hans prægtige maskine faktisk er en kombination af Harley og Porsche-motor.

Annonce

En passion

En ting er at ende med en Harley-Davidson-maskine mellem benene. Noget andet er også at komme til at spille en aktiv rolle i en egentlig klub.


Det er lige så meget lyden, der kendetegner en Harley. Du er aldrig i tvivl, når sådan en kommer kørende.

Hans H. Petersen, Næstformand Harley-Davidson Club Denmark Distrikt Syd


Også her havde Hans H. Petersens kæreste dog en finger med i spillet.

- Hun var medlem, og så kom jeg med over. Folkene i klubben er meget rolige, og det er en voksen-mentalitet, vi har. Det er virkelig folk med en passion, fortæller han.

Hans H. Petersen har været næstformand i Harley-klubben siden 2018. To år forinden var det kæresten, der åbnede op for en vej, der i dag er en passion for Hans. Foto: Sarah Nørgaard

Harley-Davidson-brandet er noget ganske særligt inden for motorcykel-verdenen, men er det egentlig så specielt, når man kommer fra en fortid med Kawasaki?

- Jeg synes, at det er noget specielt. Det er lige så meget lyden, der kendetegner en Harley. Du er aldrig i tvivl, når sådan en kommer kørende, understreger Hans H. Petersen.

Annonce

Mærkeligt år

Næstformand Hans H. Petersen tager et begejstret blik rundt på de mange maskiner, der rundet klokken 13 stadig er at finde på gågaden i Tønder.

Det er dejligt at være tilbage på vejen, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været en savnet mangelvare i år.

- Sæsonen begynder i marts, og der skulle vi have været ude at køre en del ture. Det kunne vi ikke, da alt lukkede ned. Desuden har hvert distrikt i Harley-Davidson Club Denmark deres eget træf, men de blev også alle aflyst. Det var noget øv, siger Hans H. Petersen.

Stort fællesskab

Harley-Davidson Club Denmark har seks distrikter fordelt over hele landet.

I omegnen af 830 personer er medlemmer - Nogle aktive mens andre er med for at have en forsikring til de dyre maskiner.

Året igennem samles de forskellige distrikter til fælles arrangementer - Blandt andet til hinandens motorcykel-træf.

Af samme grund er det dejligt, at man på en dejlig sommerdag i august igen kan fyre op under de stærke maskiner og slippe hestekræfterne løs.

- Vi tager lige så meget afsted for at få en hyggetur ud af det. Vi hygger os sammen, og det er dejligt at være afsted igen, fortæller næstformanden, der kan se frem til en dag på landevejen.

- Når vi er færdige i Tønder, kører vi en tur til Højer Sluse, så der er udsigt til en dejlig tur dagen igennem.

En masse passionerede MC-folk var samlet på gågaden i Tønder - Blandt andre Margot og Nis, der har kørt Harley siden 80'erne. Foto: Sarah Nørgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trekantområdet

4. klasse-elever og lærere sendt hjem fra Kirstinebjergskolen - en smittet elev sendte klassen hjem

Annonce