Annonce
jv.dk

Harrislee kæmper mod depot for atomaffald

Deponiet i Harrislee ligger lige op til den dansk-tyske grænse. Foto: Marcus Dewanger.

HARRISLEE: Harrislee lige nordvest for Flensborg Kommune forsøger af al kraft at forhindre, at bygningsrester fra Slesvig-Holstens kernekraftværker bliver placeret på et deponi i kommunen.

- Vores image ville lide enorm skade, hvis affaldet ender hos os, siger borgmester Martin Ellermann til Flensburger Tageblatt.

Han har flere gange protesteret mod planerne sammen med lokalpolitikere i Flensborg, Handewitt og Aabenraa Kommune, der grænser op til Harrislee.

Risikoen for, at affaldet lander lige ved grænsen er blevet større, efter Harrislee er blevet udpeget som et af de blot fire steder i delstaten, hvor affaldet kan placeres. På den oprindelige brutto-liste var der syv mulige placeringer.

Affaldet er ifølge det Slesvig-Holstenske miljøministerium fuldstændig harmløst og stort set ikke radioaktivt belastet. Det beroliger dog ikke den borgergruppe, der kæmper imod miljøministeriets planer.

- Loven kræver, at radioaktiv stråling skal holdes på så lavt et niveau som muligt, også selv om belastninger ligger under grænseværdierne, siger Angela Wolff fra borgergruppen til avisen.

Slesvig-Holsten har tre atomkraftværker, der alle ligger ved Elben. To af værkerne er allerede taget ud af drift, og det tredje følger i 2021. Efterfølgende skal værkerne rives ned.

Annonce
Annonce