Annonce
Udland

Harry og Meghan får overgangsperiode af dronningen

Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
I en overgangsperiode vil prins Harry og Meghan dele deres tid mellem Canada og Storbritannien, hedder det.

Den britiske dronning Elizabeth II er gået med til en "overgangsperiode" for prins Harry og hertuginde Meghan.

I en erklæring fra den britiske monark efter et krisemøde mandag i den royale familie hedder det, at "min familie har ført meget konstruktive diskussioner om fremtiden for mit barnebarn og hans familie".

Krisen er blevet udløst af en overraskende udmelding fra prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan.

De to meddelte i sidste uge, at de tager et skridt tilbage i forhold til deres kongelige forpligtelser og søger et mere uafhængigt liv.

På mandagens krisemøde har kongehuset fastlagt de "næste skridt" i forhold til at definere Harry og Meghans fremtidige roller.

I en overgangsperiode vil parret dele deres tid mellem Canada og Storbritannien, hedder det.

Den 93-årige dronning skriver, at kongefamilien er fuldstændigt indstillet på at støtte "Harry og Meghan i deres ønsker om at skabe et nyt liv".

- Selv om vi ville have foretrukket, at de forblev fuldtidsarbejdende medlemmer af den royale familie, så forstår og respekterer vi deres ønsker om at leve et mere uafhængigt liv som familie, mens de forbliver en værdsat del af af min familie, hedder det.

Dronningen understreger, at der resterer mere arbejde med at færdiggøre de fremtidige arrangementer for parret.

Ifølge meddelelsen fra den britiske dronning, så har Harry og Meghan gjort det tydeligt, at de ikke ønsker at være afhængige af offentlig midler i deres nye liv.

Prins Harry og hans hustru traf ifølge flere britiske medier beslutningen om at træde et skridt tilbage i forhold til deres kongelige forpligtelser uden først at informere dronningen.

Prins Harry deltog i mandagens møde sammen med sin far, prins Charles, og sin bror, prins William, der er henholdsvis nummer et og to i tronfølgen.

Meghan skulle deltage i mødet via et telefonopkald fra Canada, skrev britiske medier tidligere.

Hertuginden opholder sig i øjeblikket i Canada sammen med parrets søn, Archie. Meghan har i sin tidligere skuespillerkarriere opholdt sig meget i Canada i forbindelse med optagelser til tv-serien "Suits".

Jonny Dymond, der er kongelig korrespondent hos BBC, sagde før krisedrøftelserne, at der ved mandagens møde ville blive skrevet "kongelig historie".

Mandagens møde foregik på godset Sandringham House i Norfolk i det østlige England omkring 200 kilometer fra London.

/ritzau/Reuters

Annonce
pressemeddelelse fra det britiske kongehus.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Aabenraa

Tuk-tuk-fører stak af fra politiet

Sønderborg

Skøjtebanen genåbner

Leder For abonnenter

Godda' mand solcellelov

Lovgivningsdanmark har vundet endnu en sejr. Med et hidtil uset krav til bureaukrati og dokumentation er det lykkes at bremse stor set alle landets kommuner i at få oprettet solcelleanlæg i forbindelse med kommunale bygninger og derved bidrage til den grønne omstilling. Og tillykke med det. For grundet en i særklasse ubegrundet og uigennemskuelig lovgivningsjungle er det nemlig lykkes at gøre kommunale solcelleanlæg til egentlige forsyningsvirksomheder med deraf følgende krav til selvstændige bestyrelser, regnskabsaflæggelse og meget andet af det, som i stigende grad DJØF'iserer denne nation. Alt sammen krav, der æder gevinsten ved og idéen med disse anlæg. Resultat: Flere steder er eksisterende kommunale solcelleanlæg lukket ned, ligesom planer om anlæg er droppet. Lige så uigennemskueligt er det, hvorfor så regionernes sygehuse, der jo er akkurat lige så offentlige, er fritaget for dette nonsens, og ingen kan give en bare nogenlunde gangbar forklaring. Begrundelserne er det rene volapyk og et eksempel på, hvad der sker, når lovgivningsmaskinen snurrer, uden at nogen griber ind med brugen af deres sunde fornuft. Lad os håbe, at den for tiden ganske tavse klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) også ser dette som en vanvittig indretning, i hvert fald ligger der lige til højrebenet her serveret en sag, som man skal være godt dum for ikke at spark i mål. Især når man skal være instrumental i en regeringssatsning, som ingen har bare den fjerneste idé om hvad ender med at koste. Sådan er det nemlig med det fromme ønske om at reducere nationens menneskeskabte CO2-udledning med 70 procent i forhold til 1990-niveau inden 2030. Man ved end ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre, men man ved, at det bliver utroligt dyrt. Her står vi med en sag, der, som megen anden klimasnak, ikke er fugle på taget, men miljøgevinster lagt lige i hånden på Dan Jørgensen, hvis han ellers vil tage imod dem. Lad os få fjernet disse bureaukratiske forhindringer - hellere i dag end i morgen.

Annonce