Oksekær: Fælden klappede om en litauisk tyv, da han mandag var på vej ud af Danmark i en varebil fuld af tyvekoster.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Tyven var så uheldig at køre lige ind i en omfattende kontrol på Oksekær Rasteplads omkring 20 kilometer nord for den dansk-tyske grænse, hvor i alt 460 biler og 837 personer blev undersøgt nærmere.
En af de standsede biler var altså den litauiske mands varebil, som indeholdt både stjålne smykker, sølvtøj, elektronik og madvarer, skriver politiet.
Litaueren blev afhørt af politiet og løsladt igen, men han skal stilles for en dommer, når sagen er fuldt efterforsket.
Udover tyvekosterne resulterede kontrollen i en enkelt sag om overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og en frivillig indlevering af et baseballbat.