Annonce
Vejen

Malene dyrker blomster og livskvalitet

Det kan næppe overraske ret mange, der kender Malene Fallesen Jensen, at pink er hendes yndlingsfarve. Foto: Dorthe Andresen
42-årige Malene Fallesen Jensen har i mange år kræset om detaljerne i haven på Mølvejgårdsvej i Hjerting. Men snart er det slut. Familien er på jagt efter en ny bolig med en endnu større have, hvor drømmene for alvor kan leves ud.
Annonce

Hjerting: "My happy place is my garden."

Teksten på Malene Fallesen Jensens pink t-shirt er ikke til at tage fejl af.

For haven giver hende livskvalitet og er stedet, hvor hun lever flere af sine drømme ud.

Malene Fallesen Jensen lider af sygdommen ME, der er en sygdom, der blandt andet rammer nervesystemet, immunsystemet og hormonsystemet.

- I starten var jeg helt og delvis sengeliggende i lange perioder, så jeg kom først i gang med haven for alvor i 2012, fortæller Malene, der sammen med familien flyttede ind i huset på Mølvejgårdsvej i Hjerting for 11 år siden.

Roser er Malene Fallesen Jensens yndlingsblomster, men i haven findes mange andre spændende blomster og stauder. Foto: Dorthe Andresen

Da parret overtog huset, bestod haven stort set kun af græs og høje træer. Og på grund af sin sygdom var det på det tidspunkt ikke noget, som Malene Fallesen Jensen gjorde sig så mange tanker om.

- Dengang var mit mål hver dag, at jeg skulle gå ud til postkassen. Da det så blev forår, begyndte vintergækker og erantis at dukke frem. Og så fik jeg Jacob til at stille en stol ud, så jeg kunne sidde og kigge, fortæller Malene Fallesen Jensen.

Blå bog

Malene Fallesen Jensen er 42 år gammel.

Hun lider af sygdommen ME og mistede allerede som 29-årig arbejdsevnen og er derfor på førtidspension nu.

Hun er gift med Jacob - parret blev gift, kort før familien flyttede til huset på Mølvejgårdsvej i Hjerting.

Udover Jacob består familien også af døtrene Isabella på seks år, Simone på 15 år og Camilla på 17 år. De to yngste går i skole i Rødding, mens den ældste går på efterskole.

Malene Fallesen Jensen har sin egen haveblog på nettet. Den hedder "Lad Romantikken Blomstre."

For haven er Malenes helt store interesse. Haven er også med i Haveselskabets "Åbne haver" katalog.

I år bliver der ikke holdt en enkelt åben have aften, som normalt. I stedet holder Malene Fallesen Jensen løbende åben have efter aftale og med en entré på 25 kroner. Det giver bedre tid til havesnak og i disse coronatider er det mere trygt for alle - også for Malene selv - når der ikke er så mange på én gang i haven.

Hun begyndte at drømme om, hvordan hun gerne ville have sin have til at se ud og nedfældede ideerne på papir.

Lidt efter lidt blev de mange ideer realiseret, så hun nu har en flot have, som hun gerne viser frem og fortæller om.

- Men jeg har jo bare taget lidt ad gangen, efterhånden som kræfterne var til det, fortæller Malene Fallesen Jensen, der også selv har stået for at lægge alle de sten og fliser, der danner stierne rundt i den lille, fine have.

Annonce

Dyrker blomster og livskvalitet

Selvom det ved første øjekast måske ikke ser sådan ud, så er haven nem at holde.

- Nogle gange får jeg på grund af min sygdom nogle tilbagefald, så jeg slet ikke kan noget. Men haven er anlagt sådan, at jeg nemt kan indhente det. Og der er jo ikke nogen, der kan se, om jeg har brugt et kvarter ad gangen i tre dage eller en hel weekend, smiler Malene Fallesen Jensen, der har fået en have, som giver hende en masse livskvalitet.


Selv tænker jeg, at haven er mit livsværk. Her har jeg fået stor succes med noget, og jeg er faktisk endda lykkes med at skabe en helt ny identitet og mål og mening i min tilværelse, på trods af, at jeg mistede min arbejdsevne allerede som 29-årig og derfor er førtidspensionist i dag. Men jeg dyrker ikke min sygdom. Jeg dyrker blomster og livskvalitet, som jeg plejer at sige.

Malene Fallesen Jensen


- Selv tænker jeg, at haven er mit livsværk. Her har jeg fået stor succes med noget, og jeg er faktisk endda lykkes med at skabe en helt ny identitet og mål og mening i min tilværelse, på trods af, at jeg mistede min arbejdsevne allerede som 29-årig og derfor er førtidspensionist i dag. Men jeg dyrker ikke min sygdom. Jeg dyrker blomster og livskvalitet, som jeg plejer at sige.

Annonce

Ikke plads til flere projekter

Hvis man er kørt forbi Mølvejgårdsvej 16 de seneste dage, så vil man måske have opdaget, at der ude ved vejen nu er opstillet et "Til salg" skilt. For huset - og haven - skal sælges.

- Nu skal der nogle nye eventyr til, og så er det en blanding af, at jeg er løbet tør for plads, og i stedet for at investere i mere jord her, så vil vi gerne tættere på min familie i Vejen og Jacobs arbejde i Kolding. Jeg drømmer om at få meget mere plads, fortæller Malene Fallesen Jensen, der i den nuværende have, der kun er på cirka 350 kvadratmeter, ikke kan finde plads til de projekter, hun har i hovedet.

- Jeg vil gerne have et lille tehus, hvor man kan sidde og nyde udsigten - og en kæmpe havedam, sådan en kæmpestor Monet havedam, kommer det med et grin fra Malene Fallesen Jensen, der allerede har fået flere bemærkninger fra folk, der har set, at familien har sat huset til salg.

Annonce

Min store stolthed

- Mange siger, at det er haven, der skal sælge huset. Og det ville da være fedt, hvis det var haven, der solgte huset, for den er min store stolthed, siger Malene Fallesen Jensen, der naturligvis er ked af at skulle fra den have, som hun har passet og plejet i så mange år.

- Meget af det, som jeg købte som pinde, er jo træer nu. Så det er lidt med ambivalente følelser. Men vi har også besluttet, at det næste sted, der skal vi blive i 30 år.

Hun er også allerede i gang med at opbygge et lille lager af planter.

- Så er der lidt at begynde med det nye sted, smiler Malene Fallesen Jensen, der altid har været glad for naturen.

- Jeg har altid været en udendørs pige, og jeg har altid været fascineret af blomster. Og jeg har haft have, lige siden jeg flyttede hjemmefra.

Malene hjælper gerne andre haveejere med at designe deres have. Her har Malene tegnet sit bud på, hvordan svigerindens nye have kan tage sig ud. Foto: Dorthe Andresen
Malene Fallesen Jensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce