Annonce
Danmark

Haven: Roser i drivhuset

Roser i drivhuset kan sagtens lade sig gøre, men du skal ikke vælge sorter, der bliver meget bredde, så hellere gå i højden. Foto: Grøn Kommunikation

Roser elsker varme, så du vil næsten altid få succes med roser i dit drivhus.

Drivhuset er til tomater og agurker, men det er så sandlig også til roser. I mit eget drivhus har jeg en gammel mosrose. Rosen er gået I arv gennem mange generationer, så hvad den præcis hedder, er desværre gået tabt. Men pyt. Det er en mosrose. Hver gang du åbner drivhusdøren om sommeren bliver du mødet med den mest fortryllende duft.

Bo Godt har spurgt to af landets førende roseneksperter, hvilken rose de vil anbefale til drivhus.

Anders Theisen fra Frans Brunns Rosenplanteskole på Fyn, www.rosertilhaven.dk, fortæller, at de eneste roser, han ikke vil anbefale i drivhuse, er bunddækkeroser. Det vil også være synd at bruge buskroser på grund af deres volumen. Ellers mener han, at alle roser er egnede - ingen mere end andre.

Typisk vil man få en fordobling af væksten, og det bør man nok have i mente, når antallet bestemmes, siger Anders Theisen.

I hans eget drivhus har han Blue Moon og Karen Blixen. De er begge ca. 150 cm høje og utroligt frodige, men kan man bedre lide andre roser, så snupper man bare dem. Oplever man svaghedstegn hos en rose, plantet i det fri og holder man meget af netop denne rose, så er det måske en god ide at lade den få den eksklusive plads i drivhuset, mener Anders.

Knud Pedersen fra www.Rosenposten.dk fremhæver nogle sorter han med bestemthed ved klarer sig fint i drivhus. Det er Barkarole, Sonja, Carina, Pappa Meilland, Landora, Graham Thomas, James Galway (de sidste to, hvis der er godt med plads, og ellers eventuelt på en gavl).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce