Annonce
Livsstil

Haven: Tid til at høste frugt

Der plukkes æbler til vinterens forråd. Foto: Helle Troelsen
Æblerne giver masser af most i år.

I vores familie er efterårsferien ofte blevet brugt på æbler. Vi har høstet, lavet grød og æblemost af alle de lækre æbler, vi har dyrket. Det er en skøn familieaktivitet, som både børn og voksne har stor glæde af. Jeg må have en forkærlighed for frugtplantager, for de seneste haver, jeg har ejet, er gamle frugtplantager med gamle æblesorter.

I Troensehaven er æbletræerne over 100 år gamle. Her dyrkede man i gamle dage belle de boskoop og cox orange, der blev høstet og fragtet i gamle sejlskibe rundt i landet til salg på markeder. Disse træer lever endnu, er hule indeni og bærer stadig masser af frugt.

Annonce

Gode æblesorter

Tidlige sorter: Discovery, skovfogedæble, rød ananas, rød aroma og guldborg.

Sene sorter: Filippa, cox orange, holsteiner cox, belle de boskoop, rød gråsten og ildrød pigeon.

Most

I min tidligere have lavede vi verdens bedste æblemost. Vi fulgte en opskrift, som de tidligere ejere havde udviklet. Den bestod af en blanding af cox orange, der gav sødme til mosten, belle de boskoop, der gav syre, og ildrød pigeon, der gav krydderi til mosten. I mit frugtespalier omkring køkkenhaven har jeg derfor naturligvis plantet en ildrød pigeon, der er en super velegnet æblesort til espaliering.

Jeg er endnu ikke nået til at moste min egen æblemost fra æblerne i Troensehaven. Det må jeg have til gode, når tiden er til det. I stedet afleverer vi nedfaldsæbler på et mosteri i Ørbæk og bytter dem for æblemost på karton fra æbler dyrket i andre haver.

I mange haver ligger æblerne og rådner på jorden. Det er spild. Flere steder i landet har man samme mulighed som os, men det er også muligt at få et mobilt mosteri til at komme ud og moste på stedet. Det er også muligt at leje et mobilt mosteri. Det kunne være en fordel, hvis man er flere, som går sammen, f.eks. i beboerforeninger.

Æbler til nytte

Lige nu er det tid til at høste frugt, der modner sent. I løbet af sommeren har vi nydt at spise frisk frugt fra de tidlige æbler, discovery, rød ananas, skovfogedæbler og aroma samt pære clara frijs. De er for længst spist af enten os mennesker eller fugle og dyr i haven. Admiralsommerfuglene har fyldt depoterne og mæsket sig i saften fra frugt, inden de her i starten af efteråret fløj sydpå.

Nu høster jeg de tre gode sorter af æbler til opbevaring for vinteren. Cox orange og belle de boskoop er rigtig gode gemmeæbler, og det samme gælder æblet ingridmarie.

Cox orange er et lækkert spiseæble og er fantastisk til æblegrød, æblekage og æbleflæsk til jul. Har du kun plads til et enkelt æbletræ i haven, vil jeg absolut anbefale at plante cox orange.

Jeg sørger for at plukke æbler fra træerne, inden de falder ned og får stød. Det får dem nemlig til at rådne hurtigere under opbevaring. Æblerne lægger jeg forsigtigt i trækasser, så de ikke får trykmærker, og stables under udhænget på huset. Jeg lægger spejdertæpper hen over kasserne, så æblerne beskyttes mod den værste kulde.

Jeg har endnu ikke oplevet, at de ikke kan modstå vintervejret udenfor med frost og sne. Men bliver det for koldt, stilles de ned i vores drivhus, som i forvejen er varmet op til vinteropbevaring af planter, der ikke er vinterhårdføre.

Mus elsker frugt, og de kravler gerne op i dem for at guffe løs og skide i æblerne. Det er ikke så lækkert, så jeg stiller en omvendt plastbalje nederst, som de ikke kan kravle op ad.

Jeg tjekker æblerne løbende for musebid, råd og svamp, for de smitter hurtigt hinanden og rådner, hvis blot et æble bliver angrebet.

Gode klimaråd

Hold på dyrene i haven gennem vinteren. Del gerne lidt af din æblehøst med fuglene. I stedet for at køre nedfaldsfrugt på genbrugsstationen, eller smide den på komposten, kan de indsamles og opbevares udenfor i trækasser med tæpper over under halvtag. Når det bliver rigtig koldt, og der ikke længere er så meget frugt tilbage i haverne, kan der hver dag smides en portion æbler ud til fuglene.

Æbler er en delikatesse for fuglene. I min have gør fasanerne og hønsene det største indhug, men der er også nok til solsort, sjakkere, silkehaler og såmænd også grønspætten, der bor et sted i nærheden. De rådne æbler bliver spist af de sultne fugle med lige så stor appetit som de friske æbler, lige til der ikke er flere tilbage engang i april.

Æbler til pynt

Ildrøde pigeonæbler er blevet mørkerøde af at hænge med frugten direkte i sol. Derfor er det godt at plante denne sort i espalier. Men de var allerede klar til høst i september. Da de kun lige akkurat holder til jul, opbevarer vi dem i en plastickasse med låg i køleskabet. Her står de nu og fylder godt op sammen med små dekorative paradisæbler, som jeg bruger til kranse og dekorationer. Det er med at være på pletten, inden fuglene når at tage dem.

I min sydvendte kvadratiske have har jeg plantet paradisæbletræer af sorten gorgeous. De er plantet midt i bedene, så de med tiden kan danne skygge til denne solbeskinnede del af haven. Med udsigt til mere tørke i sommermånederne er det nemlig nødvendigt med flere skyggefulde områder i haven for at modvirke udtørring af jorden. De bærer de sødeste små, røde æbler, der vil være fine i kranse og dekorationer til jul. De opbevares også i en plastickasse i køleskabet.

En anden god sort er den storfrugtede red sentinel. Æblerne er store og mørkerøde. Dem lægger jeg på mos i potter med stedsegrønne nåletræer, der står ved hoveddøren. Nogle af dem får en snor i, så de kan hænge på grenene sammen med lys. Det er jo allerede nu, at man skal samle forråd til julens dekorationer.

Sorten brændkjær får små røde bærlignende paradisæbler, der hænger i klaser på træet helt til marts-april måned. Det er en dekorativ sort, der i meget strenge vintre forsyner fuglene med mad. Det er et kønt lille træ egnet til den lille have, gårdhave eller forhave, hvor den er meget fin som prydtræ.

Æblerne opbevares i trækasser under udhænget på huset. De dækkes til med spejdertæpper for at beskytte mod frost. Foto: Helle Troelsen

Pærehøsten er imponerende

Pærer på espalier giver et meget stort udbytte hvert år, og det slår aldrig fejl. Gode, sene pærer til espalier er concorde og conference. De kan også gemmes ligesom æblerne, men vi når for det meste at spise dem alle sammen. De er lækre at bruge i tærter, smørstegte på panden som fyld i salater med spidskål og brombær samt vaniljesyltede som tilbehør til is.

I denne uge kommer jeg med en opskrift, hvor syltede pærer indgår sammen med ost og karamel. Mums.

De over 100 år gamle hule æbletræer bærer stadig frugt. Foto: Helle Troelsen
Æblet Belle de Boskoop hænger på træet klar til høst. Foto: Helle Troelsen
Cox Orange er det dejligste spiseæble, der dyrkes i Troensehaven. Helle Troelsen
Ildrød Pigeon får en smuk farve, når den dyrkes på espalier. Foto: Helle Troelsen
Ingrid Marie er en sort, der bliver hængende længe på træet og kan høstes over lang tid. Det er en meget robust og sund sort, der sjældent bliver angrebet af svampesygdomme. Foto: Helle Troelsen
Æbler til pynt, lige høstet og klar til opbevaring i plastickasser i køleskabet. Til venstre paradisæblet ”Red Sentinel”, - i midten ”Gorgeous” og til højre Ildrød Pigeon. Foto: Helle Troelsen
I Sydhaven er paradisæbletræer plantet til pryd og nytte. De skal på sigt danne skygge i denne solbeskinnede del af haven. Foto: Helle Troelsen
Pærer af sorten Concorde vokser i espalier og giver rigtig meget frugt i år. De er begyndt at falde af træet, så det er på høje tid at få plukket de sidste til vinteropbevaring. Det er ikke optimalt, for de holder sig bedst, hvis de plukkes, lige før de er helt modne. Foto: Helle Troelsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Skandalelæge sagde det var mavesyre: 11 dage senere fødte Kristine sin døde søn

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Annonce