Annonce
Aabenraa

Havnedirektør efter stormflod: Aabenraa er sluppet billigt

Der var travlhed på Sydhavn i Aabenraa onsdagen igennem, og der blev pumpet vand på livet løs. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Beredskabet var godt forberedt, og derfor var der kun få oversvømmelser omkring Aabenraa Havn.

Aabenraa: Varslinger om vandstande på op til 1,66 meter over det normale på Aabenraa Havn lokkede onsdag masser af mennesker ned til havneområdet. Det viste sig dog, at de helt store oversvømmelser udeblev, og det var havnedirektøren bestemt ikke ked af.

- Vi er sluppet billigt den her gang, og vi har da også på forhånd kunnet tage vores forholdsregler, siger Henrik Thykjær.

Samme opfattelse har Aabenraa Kommunes borgmester.

- Der har været en god varsling, og derfor har beredskabet været godt forberedt, siger Thomas Andresen (V).

Allerede fra morgenstunden blev der etableret en vold af sand ved Sydhavn, hvor man frygtede de største oversvømmelser, og bagvand fra Mølleåen blev også pumpet op dagen igennem. Det var en fornuftig beslutning.

- Tidligt onsdag morgen besluttede vi at lave en dæmning på Sydhavn og dække kloaker til. Det har hjulpet dagen igennem, siger Torben Groos, der er indsatsleder hos Brand & Redning Sønderjylland.

Annonce

Vi har været pressede og er glade for, at det ikke har regnet tre dage i træk.

Torben Groos, indsatsleder

Har været pressede

Da onsdagen startede, lød varslet på en forhøjet vandstand op til 1,65 meter over det normale i Aabenraa. Det ændrede sig så i løbet af dagen til 1,75 meter, men så meget nåede det alligevel ikke op.

- Det toppede omkring klokken 14.30 med en vandstand på 1,66 meter over det normale, siger Torben Groos, der gerne vil erkende, at der var pres på, selv om det gik godt.

- Vi er glade for, at det ikke har regnet tre dage i træk, siger Torben Groos.

Da arbejdet med vandet var på sit højeste, var der omkring 40 personer i sving, og på et tidspunkt var der også assistance fra Slesvig.

- Vi har været godt forberedte og har et fint samarbejde med tyske beredskaber, siger Torben Groos.

I Aabenraa fortsætter pumpearbejdet et godt stykke ud på aftenen, men ligesom for to år siden, hvor der også var problemer med vandstanden i Aabenraa Havn, venter der igen en belønning til beredskabsfolkene. Det er på Havnegrillen, hvor Christa og Walther Jürgensen serverer gratis pølser og varm kaffe.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce