Annonce
Kolding

Havnemedarbejder om stemningen efter lukkeplaner: Der var stille på arbejdet

Bo Christensen har været lagerarbejder hos Svane Shipping på Kolding Havn i 18 år og blev nervøs for at miste sit job, da han hørte om byrådets plan om at lukke erhvervshavnen. Hans chef har dog beroliget medarbejderne om, at de ikke behøver at frygte for deres job lige nu og her, og at der vil blive kæmpet for alle arbejdspladser også på lang sigt. Foto: Søren Gylling

Bo Christensen har været lagerarbejder hos Svane Shipping på havnen i Kolding i 18 år. Han blev ked af det og bekymret for sin fremtid, da byrådet forleden lancerede sin plan for en lukning af erhvervshavnen.

Kolding: Bo Christensen og hans kolleger på Svane Shippings lagre på Kolding Havn plejer at lave en hel del sjov med hinanden, når de går rundt sammen og arbejder.

Men torsdag i denne uge var humøret ikke ret højt blandt lagerarbejderne, og det var stort set kun ét emne, der blev vendt - nemlig den kommende lukning af erhvervshavnen i Kolding.

Onsdag offentliggjorde samtlige byrådets partier med borgmester Jørn Pedersen (V) i spidsen nemlig, at de er enige om at nedlægge erhvervshavnen i løbet af de næste 25 år og i stedet bygge boliger og rekreative områder på det nuværende havneområde - helt fra inderhavnen og udad.

53-årige Bo Christensen har arbejdet på havnen i 18 år og har gennem årene været vant til at arbejde for et firma i fremgang og medvind.

- Jeg er både ked af det og chokeret over, at de vil lukke havnen. Jeg havde det ad pommern til, da jeg fik det at vide. Jeg tænkte, at det måtte være løgn. Indtil i onsdags var jeg ansat i et firma, hvor det er gået fremad, men nu kommer det måske til at stå mere stille, siger Bo Christensen.

Havneplanen

Repræsentanter for alle partier i Kolding Byråd offentliggjorde onsdag en fælles aftale om at afvikle erhvervshavnen i Kolding. Det skal ske over de næste 25 år, da nogle af de virksomheder, der i dag ligger på havnen, har lejemål, der løber i op til 25 år endnu.Planen er at bygge boliger og rekreative arealer på det nuværende havneområde.

Lige nu er 19 virksomheder tilknyttet erhvervshavnen. De beskæftiger i alt cirka 180 medarbejdere, viser en opgørelse fra 2017.

Stemningen var i bund hos Bo Christensen og de andre lagerarbejdere hos Svane Shipping, efter at byrådet onsdag offentliggjorde beslutningen om at lukke erhvervshavnen og erstatte den med boliger og rekreative arealer. Foto: Søren Gylling

Hvad med jobbet?

Svane Shipping har stribevis af lejemål på Kolding Havn, og Bo Christensen arbejder dagligt rundt omkring i bygningerne. Det er et job, han er glad for, og han blev bekymret, da han kom hjem fra arbejde onsdag og fik bekræftet det, han og hans kolleger havde hørt rygter om i løbet af deres arbejdsdag.

- Jeg tænker jo på jobbet. Man frygter lidt - selv om nogle af lejemålene løber op mod 25 år endnu - at nogle af dem, der ikke løber så lang tid, ikke bliver fornyet, og så smuldrer det hele måske. Og jeg er meget glad for mit job, siger Bo Christensen, der ligesom sine kolleger blev nervøs for at miste sit job i løbet af få år.

Fredag morgen havde direktøren for Svane Shipping dog indkaldt medarbejderne til møde, hvor budskabet ifølge Bo Christensen blandt andet var, at de ikke skulle gå og frygte for at miste jobbet, og at firmaet vil kæmpe for, at deres arbejdspladser fortsat kan eksistere i fremtiden.

Det beroligede dem en del, fortæller Bo Christensen.

Annonce

Tror ikke på planen

- Jeg bliver sgu hængende. Så længe Svane Shipping eksisterer, bliver jeg her, siger Bo Christensen og tilføjer med et lille smil, at han kan gå på pension om 14 år.

Han forstår ikke, at byrådets partier vil lukke erhvervshavnen.

- Det kører jo godt i dag, selv om vi selvfølgelig også skal tænke på at mindske støj og så videre. Jeg har svært ved at forestille mig den nye plan for havnen. Det er svært ikke at se det her som en erhvervshavn, og jeg tror altså ikke, at man får trukket meget af midtbyen helt herhen. Jeg frygter også, at der mest vil blive bygget så dyre boliger, at man nærmest ikke får lov til at komme her, siger Bo Christensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
green hydrogen systems

Brintfirma ramte første dag på børsen med en beskeden stigning: - Mon ikke ledelsen håbede på lidt mere champagnebrus

Annonce