Annonce
Kolding

Havnevirksomheder ønsker mere sikker grund under fødderne

Flere af virksomhederne på havnen har bedt om at få forlænget deres lejekontrakter for at få mere sikker grund under fødderne i en ellers usikker situation. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Der ligger usædvanligt mange ansøgninger om at få forlænget lejekontrakterne for arealerne på Kolding Havn, når havnebestyrelsen mødes næste gang. Men virksomhederne skal ikke forvente at få ønskerne opfyldt, og da slet ikke lige nu.

Kolding. Flere virksomheder på Kolding Havn har i de seneste måneder ansøgt om at få forlænget deres areallejekontrakter med mellem otte-ti år og helt op til 30 år.

Det er en håndfuld af de 17 havneselskaber, som har sendt i alt omkring 20 ansøgninger afsted til bestyrelsen for Kolding Havn i forlængelse af byrådsflertallets store politiske aftale i november sidste år om at udfase erhvervshavnen i løbet af de næste 25 år og omdanne arealerne til ny by.

Havnebestyrelsen skal behandle ansøgningerne på sit møde den 16. september.

Havnedirektør Anders Vangsbjerg Sørensen bekræfter, at omfanget af ansøgninger er "usædvanligt stort", og han bekræfter også, at det skyldes den usædvanlige situation, som virksomhederne er bragt i på grund af den politiske havneaftale.

- Nogle søger om at få forlænget deres areallejekontrakter, fordi de gerne vil opdatere deres anlæg eller bygninger, og nogle vil gerne i banken og refinansiere. Derfor vil de gerne vide, hvor længe de kan blive på havnen, forklarer han.

Annonce

Plan klar i 2022

  • Et flertal i byrådet indgik i november sidste år en aftale om, at Kolding Erhvervshavn skal udfases og omdannes til by i løbet af de næste 25 år.
  • I aftalen hedder det, at "lejekontrakterne på havnen kan forlænges kortvarigt indtil udgangen af 2043 med henblik på at harmonisere med de omkringliggende grunde".
  • Tirsdag fortalte borgmester Jørn Pedersen, at der nu blødes lidt op, så der kan blive tale om en længere periode end frem til 2043, og at det måske bliver muligt at udvikle en bydel, hvor der også er plads til nogle havnevirksomheder.
  • En mere detaljeret udviklingsplan for havnearealerne ventes færdig i slutningen af 2022.
  • Arbejdet skal ledes af et paragraf 17,4-udvalg med deltagelse af politikere, repræsentanter for havnevirksomhederne m.fl.

Brug for klarhed

Anders Vangsbjerg fastslår, at Kolding Havn frygtelig gerne vil kunne hjælpe virksomhederne.

- Samtidig har vi en forståelse for, at byen har nogle ønsker, siger han.

Hvad vil du som direktør anbefale bestyrelsen at gøre? Skal lejekontrakterne forlænges, som virksomhederne ønsker?

- Heller ikke under normale omstændigheder ville jeg argumentere for en 30-årig bevidstløs forlængelse, for vi har som havn pligt til at kunne agere og tilpasse os markedet. Og der er ingen strategi i at låse os fast i 30 år.

- Men vi skal finde en fornuftig løsning, så selskaberne kan drive en fornuftig virksomhed på Kolding Havn. Så vi har brug for en klarhed over, hvad der skal ske, hurtigst muligt, siger havnedirektøren.

Hænder og fødder

Den nytiltrådte formand for erhvervshavnens bestyrelse, byrådsmedlem Tobias Jørgensen (V), siger, at "mine følelser siger jo, at selvfølgelig skal de have forlængelse".

- Men vi er også nødt til at tage højde for situationen, vi står i. Vi er nødt til ikke at binde os på hænder og fødder, før vi har mere klarhed over, hvad der skal ske, siger han.

Havnebestyrelsen skal diskutere de retningslinjer, lejekontrakterne indtil videre skal forlænges efter på sit møde 16. september, fortæller formanden.

- Men jeg kan godt sige, at vi ikke bare kan nikke ja til alle ansøgninger her og nu. Vi skal være sikre på, at det er velovervejede beslutninger, vi træffer, så nogle må måske vente i nogle år på at få svar, mens andre kan få det hurtigere. Jeg vil sige, at virksomhederne får svar hurtigst muligt, og at vi vil kigge på ansøgningerne og begrundelserne for dem individuelt. Jeg håber på, at så mange som muligt får forlænget, så det giver mening både for Kolding og for virksomhederne, siger han.

Kolding Havn ejes af Kolding Kommune, men det er havnebestyrelsen, som har den juridiske ret til at forlænge de lidt over 100 areallejekontrakter, som de 17 havneselskaber har med Kolding Havn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Spændende projekt med Tilflytterbolig

Det går op og ned for landsbyerne. Sådan er det rundt i landet, og sådan er det også her i Vejen Kommune. Et par eksempler fra den seneste tids artikler her i JydskeVestkystens Vejenudgave afspejler meget godt, at det står sådan til: I Hovborg er der et mål om at uddele velkomstkurve til de borgere, som flytter til landsbyen. Men den målsætning er blevet en udfordring, simpelthen fordi der flytter så mange til landsbyen, et det endog er svært at følge med at få uddelt velkomstkurvene. I den østlige ende af kommunen – i Andst – har landsbyens dagligvareforretning, Høkeren, mistet omsætning. Andst er ellers en af de landsbyer, hvor der også har været god gang i tilflytningen og byggeri af nye huse gennem de senere år. Hver sin landsby – med hver deres udfordringer. Men tilbage til Hovborg. Selv om det på jævnt vestjysk kan konstateres, at ”det egentlig går udmærket” i Hovborg, hvor der findes en brugsforening, en kro, virksomheder samt et aktivt foreningsliv, så bliver øjnene alligevel ikke lukket for, at der hele tiden skal gøres noget for ikke bare at fastholde tingene, som de er; nej, der skal også udvikling til. Lokalrådet i Hovborg har just afviklet et møde, hvor det netop handlede om, hvad der skal til for at skabe udvikling og fremdrift, der kan være med til at sikre landsbyens overlevelse. Et af udgangspunkterne for mødet er den statistiske kendsgerning – en træls én af slagsen – nemlig, at der rundt i landet de seneste ti år er flyttet 40.000 beboere fra de små samfund og ind til byerne. Det er tæt på, at tallet matcher indbyggertallet i hele Vejen Kommune. En del af lokalrådets møde kom til at handle om projekt Tilflytterbolig, som Hærvejsklyngen – Hovborg, Lindknud, Gjerndrup, Gesten og Bække – er langt fremme med. Ikke færre end 16 projekter er i gang rundt i landet, og her lokalt har Hærvejsklyngen planer om at købe den tidligere børnehave-ejendom i Lindknud og ombygge den til en Tilflytterbolig. En Tilflytterbolig er rettet mod familie eller par, der ikke er bosiddende i den pågældende landsby, men som af jobmæssige årsager ønsker eller overvejer at flytte tættere på sin nuværende eller kommende arbejdsplads. Tilflytterboligen giver mulighed for, at familien eller parret kan finde ud af, om et nyt lokalsamfund og et eventuelt nyt job er det rigtige valg, inden man investerer i en bolig i et område, man ikke kender. I disse år er der god gang i udviklingen af arbejdspladser i Vejen Kommune, hvilket skaber et potentiale for nye tilflyttere. Den tilflytterkampagne, som Vejen Kommune og UdviklingVejen har i gang, suppleres rigtig fint med projektet med en Tilflytterbolig. Det bliver derfor spændende at følge projektet i Lindknud, og om det efterfølgende lykkes at få en Tilfytterbolig i hver af de fem landsbyer i Hærvejsklyngen. GOD SØNDAG

Annonce